Hør talerne fra Metodistkirken i Odense
I dag er det pastor Knut Bjarne Jørgensen, kirkens pensionerede præst, som taler. Knut Bjarne udfolder historien om de ti spedalske, der møder Jesus og bliver helbredt. Kun en af dem vender tilbage til Jesus, for at takke og for at leve et nyt liv. Hør mere her:
Gospelkoret Nardus giver den gas ved dagens gospelgudstjeneste, Temaet er tvivlen og troen. Tro er en underlig størrelse og den er ikke nem at måle. I dagens tale fortæller Thomas Risager historien om en mand, der kommer til Jesus med sin syge søn. Jesus siger til manden at alt er muligt for den, der tror, hvortil manden svarer: “Jeg tror, hjælp min vantro!”
Hør mere her….
Giv os større tro! Sådan beder disciplene Jesus om at give dem større tro. Hvem af os ønsker ikke større tro?
Jesus svarer ikke med et værsågod, her har I mere tro. Tværtimod fortæller ham dem om tjenere og hyrder, som knokler uden at forvente så meget som en tak.
Du kan hører mere her:
I Metodistkirken kan alle i princippet holde gudstjeneste. Denne søndag er gudstjenesten forberedt af en gruppe mennesker, som er inspireret af Lukasevangeliets historie om den fortabte søn.
Der fire små lydfiler herunder. Snyd ikke dig selv, hør dem alle fire.
Helge Munk læser teksten fra Lukasevangeliet kapitel 15, vers 25-32.
Bettina Pontappidan taler: “Tale med hinanden”
Bjørn Langkilde taler: “Her er vi velkomne”
Julian Levin taler: “Vi skal tage os af hinanden – også når vi bliver mange”
Den 24. maj 1738 er en utrolig vigtig dato i dit liv! Det har du nok aldrig tænkt over, men jeg siger dig, at det er en vigtig dato.
Det er den fordi den dato – den 24. maj 1738 – eller rettere, det som skete den dag har påvirket verden. Det lyder måske stort, men det har den.
Inden vi kommer dertil, får får du lige et lynresumé af den prædikenserie, som vi afslutter i dag.
Vi har haft gang i en prædikenserie, der hedder “Det tror vi! Det har vi, fordi rigtigt mange af os, som er medlemmer af, eller kommer i, Metodistkirken her, har oplevet at få spørgsmål som: “Hvad er forskellen på jer og de almindelige kristne?”
Det må man finde sig i, når man som vi, kommer i, som det officielt hedder, et fra folkekirken afvigende trossamfund.
Det som folk mener med deres spørgsmål er jo bare, hvad er det der med Metodistkirken for noget? Og det synes jeg jo, er helt fair.
Derfor har vi siden den første søndag i august talt om:
Metodistkirkens syn på dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Vi døber ikke for at gøre barnet til Guds barn, men for at understrege en realitet, som allerede er. Barnet ER Guds barn.
Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.
Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af, at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Vi kalder processen for Helliggørelse.
Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley – vores kirkefader, som vi skal høre mere om i dag, nævner traditionelt 5 nådemidler:
Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.
Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.
Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.
I søndags talte vi om nadveren. Brød og vin. Vi lærte at nadverens oprindelse kommer fra Jesus selv, som befalede disciplene at gøre det, for at mindes ham. Vi blev klar over at jeg i hvert fald ikke kan forklare det, så vi kan forstå det. Men jeg håber at vi alle husker, at nadveren er ALLE velkommen til at tage del i. Det kræver ikke tro, eller at man har læst bibelen. Nadveren er vores mulighed for at handle på kirkens budskab om at Jesus har givet sig selv for at vi skal leve.
Du kan høre alle talerne fra www.metodistkirken-odense.dk
Nu har vi så haft en hel prædikenserie, som handler om at forstå metodistkirken. Fælles for det hele er at vi skal bruge hjerneaktivitet og intellekt.
Meget ofte gør vi os skyldige i at reducere – vi tror måske at vi opløfter, men det gør vi ikke – tro til noget intellektuelt.
Når præster forberede prædikener anvender vi hele vores uddannelse og hvis vi kan komme til det spiller vi med alle vore akademiske muskler. Der skal helst være et par græske ord, så vi lyder rigtigt dannede. På den måde reducerer vi tro til noget, som kun finder sted i vores hoved.
Hånden på hjerter, eller rettere hånden på hjernen, hvem af os kan fuldt og helt ved hjælp af vores forstand forklare tro?
Og så kommer vi tilbage til påstanden om at d. 24. maj 1738 er en vigtig dag for dit liv, ja for hele verden. For her sker der noget, som forandrer kirkens – ikke bare metodistkirkens, for den fandtes endnu ikke – måde at beskrive tro.
Hør mere her….
Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?
Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.
Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.
Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.
Vi midt i en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.
Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn. Og det er vi så heldige, at vi har fået lov at opleve igen i dag.
Vi har talt om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.
Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”
Vi har talt om nådemidlerne. John Wesley nævner traditionelt 5 nådemidler:
Bibel, Bøn, Kirken (De helliges fællesskab) Dåb, Nadver.
Disse er Guds gaver af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det er, at Gud elsker os ubetinget.
Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld.
I dag skal vi så tale om nadver, som jo er et af nådemidlerne. Men af de fem nådemidler, er der også to af dem, som er sakramenter.
Definitionen på et sakramente er: (af lat. sacramentum ‘sikkerhedsstillelse, ed’, afledn. af sacer ‘hellig’), nådemidler, )…. i kristen teologi, en ved Jesus Kristus indstiftet tegnhandling, der formidler Guds nåde, og ved hvilken de troende erfarer Guds nærvær.
Hvem af os kan forklare hvad der sker, når vi sidder sammen rundt om alterbordet og modtager lidt brød og lidt vin. Jeg vil alligevel forsøge mig.
Hør mere her:
Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne? Eller værre endnu: Hvad er forskellen på jer og de kristne?
Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.
Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.
Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.
Vi kører for tiden en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.
Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.
Første søndag i denne serie talte vi om dåben. Her i kirken praktiserer vi barnedåb, men har ingen som helst problemer med at døbe voksne, som ikke i forvejen er døbt. Det er vigtigt for os, at vi døber barnet fordi det allerede ER Guds barn.
I søndags talte vi om, hvordan vi erfarer frelsen som en proces. Som en rejse, vi alle er på. Målet for den rejse er at få en relation med Gud, som er ligesom den nære relation Adam og Eva havde med Gud i skabelsens begyndelse – altså før de spiste af den forbudte frugt.
Vi lærte om at nåden er helt central for vores oplevelse af at Gud ændrer os efterhånden, som vi kommer nærmere ham. Egentlig kan vi ikke gøre noget ved det selv, for som det siges i Efeserbrevet: “v8 For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. v9 Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.”
I lyset af det, så er det altså lidt underligt at jeg i dag vil tale om et andet centralt begreb, nemlig nådemidlerne. For hvis man forstår det forkert, og det gør vi ikke efter i dag, så kan det virke som om vi alligevel skal knokle os til alt det, som jeg i søndags sagde, var en gave, som Gud giver helt uden fortjeneste til hvert enkelt menneske.
Metodistkirkens kirkefader John Wesley beskriver nådemidlerne, som Guds gave af nåde til os. Gaver, som hjælper os til at erfare den realitet det, er at Gud elsker os ubetinget.
Altså for vores skyld – ikke for Guds skyld. …. Hør mere her:
“Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne?” Eller værre endnu: “Hvad er forskellen på jer og de kristne?”
Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.
Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.
Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.
I dag indleder vi en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.
Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg med den prædikenserie – Det tror vi – som vi indleder i dag, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.
Derfor vil jeg så lidt, som muligt, forsøge at forklare tingene i forhold til andre kirker, f.eks. folkekirken. Kun der hvor vi står stejlt overfor hinanden, vil jeg tage jer med gennem en sammenligning.
I teksten fra Efeserbrevet 2, 2-10, som vi læste til indledning af prædiken, fortælles det om, hvordan de mennesker, som forfatteren skriver til i den grad er blevet forandret siden de fandt tro på Gud.
De bøjes i neon om man så må sige, at frelsen er Guds og det er en gave, som vi ikke kan arbejde os til.
Netop det med at arbejde sig til Guds kærlighed, var noget af det som Metodistkirkens kirkefader John Wesley ofte blev beskyldt for at mene. Så meget ofte måtte han forsvare sine synspunkter. Det gjorde han i breve og i de prædikener, som vi i dag kender som Standard Sermons. Den første af dem hedder Frelst gennem tro – og den er forfattet ud fra Ef 2, 8: For af den nåde er i frelst gennem tro.
John Wesley og hans metodister og senere rigtigt mange kristne ud over hele jorden, forstår frelsen som en proces, hvor Gud virker at mennesket gradvist forvandles.
Hør mere her:
“Hvad er forskellen på den kirke, du kommer i, og de almindelige kristne?” Eller værre endnu: “Hvad er forskellen på jer og de kristne?”
Når man er medlem af, eller kommer i en anden kirke end den store folkekirke, så mødes man ofte af spørgsmål, som dem jeg lige har stillet.
Det som folk oftest mener er, hvad er forskellen på Metodistkirken og folkekirken. Det er et godt og fair spørgsmål, som jeg tror mange af os, har været ude for, at blive afkrævet et svar på.
Som sidebemærkning skal man også ofte forklare, hvad folkekirken egentlig står for, for det er ganske uklart for rigtigt mange mennesker.
I dag indleder vi en ny prædikenserie, som på den ene side tager udgangspunkt i spørgsmålene, og på den anden side slet ikke gør det. Dette kræver lidt forklaring. Som Minoritetskirke eller som mennesker, som på den ene eller anden måde har tilknytning til en kirke, som denne, så mødes vi med spørgsmål som hvad tror du egentlig på, og hvad er forskellen? Og det er fuldstændigt fair, folk spørger jo af interesse.
Når jeg så alligevel tager lidt forbehold, så er det fordi jeg med den prædikenserie – Det tror vi – som vi indleder i dag, ønsker at tage fat i alle de ting og begreber, som gør at vi er metodistkirke. Vores teologi og kirkeforståelse fortjener at blive forklaret sådan, som den er, for den kan godt stå alene.
Derfor vil jeg så lidt, som muligt, forsøge at forklare tingene i forhold til andre kirker, f.eks. folkekirken. Kun der hvor vi står stejlt overfor hinanden, vil jeg tage jer med gennem en sammenligning.
I dag har vi haft den glæde, at vi har døbt et barn. Igen stort tillykke til Aksel, Martin og Miriam og hele jeres familie med Aksels dåb.
Jeg vil benytte anledningen til at tale om dåb….
Hør mere her:
Alle mennesker oplever at de har behov for at håbe på og bede til Gud eller noget, som er større end en selv. Mange mennesker tænker også over, hvorfor det nogen gange kan opleves som om, at Gud ikke hører vores bønner. I hvert fald er det nogen gange oplevelsen, at vi ikke får de svar, som vi selv synes, at vi skal have.
I dagens tale lader Helge Munk sig inspirere af et stykke i Lukasevangeliet, hvor Jesus taler om bøn.
Hør mere her: