I anledning af at Anders Behring Brevik er dømt af Byretten i Oslo, trykker jeg igen den prædiken, som jeg skrev og holdt i Metodistkirken d. 31. juli 2011.
Prædiken søndag d. 31. Juli 2011
Odense Metodistkirke. © Thomas Risager
Tekster: Matt 5,38-48
Tema: Ondskaben fik navn og ansigt
Sidste fredag hørte jeg lidt om bomber i Oslo og jeg tænkte, at det var forfærdeligt.
Lørdag morgen vil jeg lige tjekke op på det ved at se lidt morgen nyheder på TV. Her var det slet ikke bomben i Oslo, som var i centrum, men massakren på Utøya.
En mand har skudt og dræbt 80 (tallet er senere nedjusteret en smule, således at det korrekte tal er 68 døde på Utøya) unge mennesker på en politisk ungdomslejr. Det er jo sådan noget man hører fra Irak eller Afghanistan, ikke at det ikke også er frygteligt, når det sker dér, men i Norge. Det er jo faktisk i vores egen baghave.
Forfærdeligt og slet ikke til at rumme.
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i de oplevelser som alle de unge mennesker har gennemlevet og jeg kan overhovedet ikke forstå, hvordan et menneske kan finde på at gøre sådan noget.
Pludselig fik djævelen ansigt og navn: Anders Behring Breivik.
Medierne skriver flittigt om Breivik og noget af det, som er kommet frem er at han er engageret på den yderste højrefløj. Ham om det!
Men også at han er kristen og kalder sig selv en kristen fundamentalist. Han skriver i sit manifest, at han undervejs har bedt Gud om at hjælpe ham med sit foretagende. Det er straks mere problematisk – i hvert fald for mig. Og det synes jeg ikke skal stå alene uden en kommentar fra mig.
At påkalde sig Guds vilje, når man handler ondt mod Guds eget skaberværk og dræber mennesker, kan aldrig være andet end en alvorlig misforståelse.
Guds vilje, kan aldrig være andet end kærlighed og godhed. Den kærlighed og godhed, som sunde forældre, har til sine egne børn. At påstå at det er Guds vilje at skyde mennesker ned afslører en totalt manglende forståelse af Bibelens Ord, Guds væsen og næstekærlighedens budskab.
Hvis vi skal sætte mærkat på Anders Breivik, så er det ikke kristen fundamentalist, men slet og ret ekstremist. Som biskop Karsten Nissen siger det: ”Det der står tilbage er at kristendommen er misbrugt til uhyrligheder. Og det må vi vende os imod!”[1]
Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke kan bedømme om folk er kristne. Det er op til Gud, men det vi kan bedømme og skal bedømme, er om menneskers handlinger er kristne. I en bog jeg læste forleden stødte jeg på dette citat: ”The claim that God’s presence is with us is not for us to make. It is for our neighbors to recognize.”[2] (Påstanden om at Guds tilstedeværelse er hos os, er ikke op til os at bedømme. Det er op til vore naboer at anerkende. Min oversættelse.) Her siges det igen klart: Der er på vores handlinger (frugten) at vores tro må bedømmes.
Anders Behring Breiviks handling i Oslo og på Utøya er ikke kristne, de er djævelske! Vi må og skal fordømme sådanne handlinger. De er uforenelige med kristendom.
Vi kan fordømme handlingen, bomben og drabene, men vi kan ikke fordømme Anders Breivik! Jeg er klar over, at dette er udfordring – det er det for mig selv.
Jesus er klar i mælet, når han udfordrer os:
”v38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. ..”
Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 38-39
”v43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” Matthæusevangeliet kapitel 5 vers 38-48.
Vi skal vende den anden kind til og vi skal elske vore fjender! Det er godt nok en udfordring. Men netop ved dette er det vigtigt at skelne mellem handlingen og manden. Vi tager afstand fra og vi fordømmer handlingen.
Naturligvis skal Breivik stå til ansvar for det afskyelige han har gjort og han skal dømmes efter gældende lov.
I modsætning til, hvad han selv gjorde, så skal han behandles med værdighed, retfærdighed. Hvis samfundet i sin dom bliver afstumpet vinder han jo. Så får han ret i alle sine uhyrlige påstande.
At elske sin fjende, er ikke det samme som at finde sig i alt.
Når vi elsker siger vi også fra. Vi siger fra overfor handlingen, men aldrig overfor mennesket. Derved viser vi kærlighed og derved sejrer kærligheden overfor ondskaben.
Det som Breivik har gjort er djævelsk og ondskabsfuldt, men han er også et Guds barn, og derfor skal han behandles retfærdigt og kærligt.
Den norske statsminister sagde ved en mindehøjtidelighed i Oslo Domkirke: “Ingen har sagt det bedre end en pige fra AUF, som blev interviewet af CNN: ‘Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen.
Kærligheden skal nok få det sidste ord.
Amen.
