Forfatter: thomasrisager

Talen fra gospelgudstjeneste med Gospelkoret Nardus i Odense Metodistkirke søndag d. 17. september 2023.

Prædiken søndag d. 17. september  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 96,1-3 & 98,1-3 & 108,1-3.

Gospelgudstjeneste med nardus – The reason why I sing

Vi skal tilbage til 1992 da jeg for alvor mødte gospelmusikken for første gang. Jeg kom i Metodistkirken i København, hvor der var et gospelkor. Det skulle jeg ikke være med i. Den slags var jo ikke noget for rigtige mænd. 

Men der sket det store det år, at kirken var vært for den første Copenhagen Gospel Festival. Peter Steinvig, som ledte et gospelkor i kirken indbød til festival, hvor man havde fløjet afroamerikanske instruktører ind. 

Jeg var ikke deltager, for jeg skulle ikke nyde noget af det der skaberi, som jeg syntes at det var. 

Men jeg var frivillig hjælper i baggrunden, og kirken blev fuldstændigt løbet over ende. Der var tre hundrede deltagere. Vi havde måske håbet på en trediedel. 

Da der blev koncert var Jerusalemskirken, som er en meget stor Metodistkirke i København proppet til bristepunktet. Vi måtte sådan helt fysisk afvise folk i døren, der kunne ikke være flere og vi måtte skubbe dørene i. Vi var simpelhen bange for, at vi ikke kunne styre det.

Til koncerten. Jeg kunne godt høre at musikken var fantastisk, men de der sangere som sådan virkelig gav sig, græd, og mange løftede hænderne og dansede.

Jeg kunne se at sangerne havde det fantastisk, men jeg forstod det ikke. 

Der gik en fem seks år, Så begyndte Mette at dirigere et gospelkor. Og for hendes skyld, you know happy wife – happy life, så deltog jeg i det. 

Det var oppe i Nordjylland, så det der med dans, hænderne over hovedet, og sådan virkelig given sig hen, var jo noget mere afdæmpet end det havde været i hovedstaden, så her kunne jeg godt være med uden at drive mig selv til vanvid. 

I 2000 fik vi muligheden for at komme til Odense, jeg skulle være præst i kirken her. 

Gospelkoret Nardus øvede  i kirken, så sådan helt strategisk i forhold til at lære mennesker i denne nye by at kende, så var jeg jo nødt til at være med. Det var også en del af mit arbejde at være med. 

Det har jeg så været siden. Hvis der er nogen i Nardus, som tror det stadig er af pligt, så kan jeg afkræfte det for….

Der er sket noget med mig undervejs. Det her gospelmusik er kommet under huden på mig. Jeg er blevet en del af det. At synge gospel er ikke længere noget jeg gør, fordi det er den del af mit arbejde eller sted at møde menensker. Det er blevet mit frirum. Det er blevet mit helle, Det er blevet en slags gudstjeneste. Det er blevet et godt sted, måske nærmest et helligt sted. 

Det er det jo fordi, det handler jo om Gud, om tro, tvivl, trængsel, håb, drømme…..

Havde jeg i dag betragtet mig selv med min 1992 version, så havde jeg ganske givet været skeptisk og sikkert også beskyldt mig selv for at svære for meget. 

Men det er ikke det, der sker, forstår jeg jo i dag. Eller det er måske så meget sagt, men det er i alt fald noget af det mest fantatiske at synge i gospelkor. 

Mange af teksterne taler direkte ind i forskellige situationer i mit liv, i vore liv, og iøvrigt er mange af teksterne jo bibeltekster, som kommer til live på en helt anden måde når man synger dem, frem for at læse dem. Tro mig, det er noget andet at synge det end at læse det sin bibel, som jeg selvfølgelig også gør.  

Så er der jo det her med, at for at synge den her slags musik, så er man ganske enkelt nødt til at have kroppen med. 

Mage som synger gospel, giver udtryk for det fantatiske i at lade gå og lade sig rive med. Dem der forsker i gospelmusik og gospelkor, og det har jeg også gjort lidt selv, taler om karhtasis, om renselse. 

Stress, vrede, udmattethed, fortvivlelse har ikke en chance i mødet med gospelmusikkens rytmer, toner og budskab, . Dette er måske lidt overdrevet, men jeg tror faktisk at sang og musik gør godt, når livet er presset. Da Danmark var besat for mange år siden, da var fællessang  en utrolig vigtig katalysator til at folket holdt modet oppe. 

Det fantastisk at synge sammen, som en af vores sangere i koret sagde i mandags, så er det fantastisk, at skabe noget sammen. 

Harmonierne, hvor vi lytter os ind på hinanden, ingen af os kan dette alene, vi er afhængige af hinanden. Det er ret unikt og nogen gang lidt krævende. Men givende. 

Når vi synger kommer vi tæt på hinanden og det styrker fællesskabet mellem os. Der var én som sagde noget med trancendens, en anden om at lovprise Gud, så at synge bygger ikke bare bro mellem menesker, men også bro til og fra Gud. 

Jeg vil ønske, at jeg kunne forklare det bedre. Men ordene slår ikke rigtigt til, det er altså ret usædvanligt for en præst. 

Ole kom mig til hjælp da han delte dette fine billede: Der er mange flere følelsesmæssige farver i sang end i tale. 

Noget af det, som gør indtryk på mig, er at vi som kor kan synge sammen. Vi er helt vildt forskellige. Nogen af os er helt fuldstændigt hjemme i alt det med kirke og tro, for andre er det nærsmest en absurd tanke, men vi kan synge sammen. Nogen af os er virkelig dygtige til at synge, mens det for andre er helt nyt og enormt grænseoverskridende, men vi kan synge sammen. 

Jeg tror, at Gud har skabt os med evnen til at synge, spille og danse, fordi det giver glæde, fordi det bevæger os, fordi Gud taler til os gennem det, og vi taler til gud, det er en slags bøn. 

Måske er det hjertets sprog, og i bibelen er tanken at Gud ser spå hjerterne. 

Jeg kan ikke forklare det bedre, men jeg kan sige: prøv det!

Salme 108: Mit hjerte er trygt, Gud. Jeg vil synge og spille. 

Amen 

Tale fra Metodistkirken i Odense. Søndag d. 16. april 2023.

Gudstjeneste søndag d. 16. april 2023. 

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Fred være med Jer. 

Tekster: Apg. 2,14a,22-32 & Salme 16 & 1.Peter 1,3-9 & Joh 20,19-31

Tro og tvivl er ikke fjender. De er venner.

Tro og tvivl er ikke modsætninger. De komplementerer hinanden.

I dagens evangelietekst er vi hos Johannes, som er den mystiske af de fire evangelister. Han er også den seneste af dem. 

Vi har den opfattelsen at Johanneevangeliet er skrevet i to omgange så sent som omkring år 50-70 og igen år 95-100. Så på det tidspunkt, hvor dette er skrevet ned, er der der ikke længere nogen af de disciple, som er med i historien, som er i live. Det samme må man sige om de andre menensker, som med egene øjne har set eller ,ødt Jesus. 

Vi er i den tid, hvor kirken samles om historierne om det, som var, og ikke længere om det som er. 

Jeg tror alle evangelierne er skrevet ned på den baggrund, at man var klar over at de historier om Jesus, som blev fortalt var så væsentlige, at holde fast i, at nu tog man ansvar for at få skrevet de væsentligste af dem ned. 

Hensigten med at skrive ned er også krystalklar, nemlig at dette er skrevet for at vi, der læser eller hører om det, skal tro. 

“Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Så er scenen ligesom sat. 

Vi er stadig på opstandelsesdagen, og hos Johannes foregår det sådan at Maria Magdalene møder den opstandne Herre, da hun kommer ud og finder graven tom.

Hun skynder sig tilbage og henter Peter og en anden discipel. De så Jesu ligklæder ligge inde i den tomme grav, men de så ikke Jesus selv. 

Det gør Maria imidlertid, da hun ser ind i graven, for da ser hun en engel, som spørger hende, hvorfor hun græder. 

Da hun vender sig om, står hun ansigt til ansigt med den opstandne Jesus, men ser ikke, at det er ham. Hun tror det er en havemand. Men så siger han hendes navn: Maria!

Hun skynder sig tilbage til disciplene og fortæller at hun har set Herren. 

Forestil dig, at have været en af de helt centrale mænd omkring Jesus. To af dem har endda været ude ved graven, men der er ingen af dem, som har fået lov at se den opstandne. De har blot fået lov til at se en tom grav, og nu står Maria Magdalene her og fortæller dem, at at HUN har set Jesus og talt med ham.

En af kvinderne….

Nøj, jeg tror, at de føler sig dit snydt. 

Nu kan de ikke gøre andet end af vente, og håbe, at de også får lov at se ham, men de prøver at fordøje, hvad Maria fortæller.

De fleste mennesker er ikke gode til at vente. Det presser vores tålmodighed og samtidigt var disciplene bange for at komme til at lide samme skønne som Jesus, så de holdt sig indendøre, fordi de var bange. Det har ikke været nogen rar ventetid.

Så sker miraklet, at pludselig står Jesus midt i rummet, hvor de er. Vel at mærke i det aflåste rum, hvor de er. 

Jesus er pludselig tilstede. Vi skal forstå at kan kan vise sig overalt, selv bag låste døre. 

Jesu ordvalg viser, at øjnene var ved at falde ud af hovedet på disciplene, da de så ham igen. 

Jeg synes ikke, det er spor underligt, hvis de lige har skulet knibe sig selv i armen, over at han pludselig står der. 

Det er det, de har længtes efter. Nu sker det, og så er det næsten for utroligt. 

Jesus siger ”Fred være med Jer!” 

De kunne kende stemmen og fornemme ham, men de må stadig have udvist tvivl. Så Jesus viser dem sårene i sin hænder og i sin side. 

Så fat de dog, det er mig! 

Og så blæste han ånde i dem og og sagde modtag Helligånden. 

Tilbage i første Mosesbog i den anden skabelsesberetning, er det, at Gud blæser ånde i mennesket det, som gør det levende.

Nu blæser Jesus Guds helligånd i dem. De bliver levende igen, de får nyt liv. Det er er væsentligt at mødet med den opstandne Jesus forandrer dem i en sådan grad, at de får nyt liv. 

Alt dette er Thomas gået glip af, for han var der ikke. 

Det er godt nok nederen, og jeg forstår godt at han ikke kan rumme de andres begejstring og glæde over at havde set Jesus igen. 

For der er bare mere end han kan rumme. Jeg tror, jeg ville have det på præcis samme måde. 

“Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke!”

Thomas siger det, som mange tænker, men ikke tør sige højt. Dette er svært at tro, for det strider mod alt, hvad vi ved.

Nu er der gået en uge, og så sker miraklet igen. 

Igen hører vi, at dørene var lukkede. Jesus står pludselig midt i blandt dem. 

Han siger ligesom sidst: “Fred være med Jer!”

Så henvender han sig direkte til Thomas, som ikke lige kan tro det. 

Han skubber ham ikke væk, men opsøger ham. Det synes jeg, er en vigtig pointe. 

“Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.” 

Dette gør Jesus for Thomas, sådan at han kan tro. 

Thomas’ tvivl forhindrede ham i, at dele den samme glæde over opstandelsen, som de andre disciple fik. 

Tvivlen og den afstand, han dermed tager til det hele bringer ham i bogstaveligste forstand tættere på Jesus. 

Jesus fordømmer ham ikke, men lader ham netop kommer tæt på for at se og mærke selv. 

Denne historie er, som Johannesevangeliet selv skriver det, skrevet for at vi skal tro. For at vi skal få den gave det er at kunne tro. 

Ingen mennesker tror uden ind i mellem af tvivle, og denne historie bringer mig trøst, fordi jeg bekræftes i, at tvivl er ok, og at der af tvivl nogen gange kan kommer større tro. 

Tro og tvivl er nemlig ikke fjender – de er venner. Og når de er i sameskisten, så er det jo fordi tænker over og engegerer os i vores tvivl og tro. 

Degens historier er skrevet for at vi må tro. Må Gud hjælpe os til det, nu og altid. 

Amen.  

1 af 6

Prædiken søndag d. 9. april 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Frygt og stor glæde
Tekster: Apg 10,34-43 & Sl 118,1-2, 14-24 & Kol 3,1-4 & Joh 20,1-18 eller Matt 28,1-10

I dag er alle landets præster som øko køer, der slippes løs for at komme på græs.

Stemningen er løssluppen, for i dag er den vigtigste dag på hele året. Den dag, der sætter alle de andre dage i perspektiv.

Den dag, der er årsag til at man søndag efter søndag fejrer gudstjenesten, fordi hver søndag er en påmindelse om dagen i dag.

Opstandelsesdagen.

Sejren, glæden, gensynet, fornyet håb, Tro, Lys…. Du kan selv fortsætte rækken af postive ord, for det er den slags ord det knyttes til påskemorgens budskab om, at Jesus Kristus er opstået fra de døde.

Hvis du sidder og føler dig en anelse udfordret og føler trang til at sætte et stort spørgsmålstegn omkring hele tanken om at Jesus skulle opstå de døde, og i stedet tænker, at den må de længere ud på landet med, eller tænker at ja, jeg tror på Gud, men jeg udfodres på tanken om opstandelsen fra de døde, så tror jeg faktisk ikke, at du er alene. For når noget så vildt sker, så skal vi ikke bare slukke vores kritiske sans.

At tro i hjertet udelukker ikke at bruge hovedet.

2 af 6

Den sammensatte følelse omkring påsken finder vi allerede her i den første beretning om opstandelsen.

Matthæus lader os vide, at dagen gryr på tredjedagen.

Fredag døde Jesus, som de alle havde sat deres lid til som deres frelser og Herre.

Da de hørte Jesus råbe: “Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” må deres verden være brudt sammen.

Han døde jo. Alt håb om et bedre liv, en bedre verden, var jo knyttet til ham.

Der stod de så med knuste drømme og smadrede håb.

Når man tænker over det, har Jesus faktisk ved flere lejligheder sagt til dem, at han skulle dø og opstå fra de døde. Det er sagt ret klart.

De har også set ham opvække menesker fra døden, med opvækkelsen af Lazarus som det måske klareste eksempel, fordi Lazarus netop havde været død i nogle dage og kommer vaklende ud af sin grav.

De havde set Jesus dø sammen med forbryderne på Golgatha.

Jeg ved jo ikke, hvad de har tænkt eller følt, men et godt gæt vil være, at de har følt sige lige så forladte af Gud, som Jesus gjorde umiddelbart inden han døde.

Påsken er historien om, at når alt tilsyneladende er tabt, så er Gud stadig på færde – eller netop på færde.

3 af 6

Det er almindeligt i mørket, i mødet med lidelsen, at føle sig forladt at Gud.

Men at man ikke kan mærke eller se Gud, er ikke det samme, som at Gud ikke er der i lidelsen sammen med os.

Påsken handler netop om, at Gud aldrig forlader os, ikke i lidelsen og heller ikke i døden.

Nu gryr en ny dag. Det er tredjedagen. Det værste chok har lagt sig, kvinderne er måske allerede begyndt at nyorientere sig, begyndt at finde ud af, hvordan vi så skal leve, nu hvor Jesus er død.

Maria og Maria Magdalene er kommet ud til graven. evangelierne har lidt variationer i historierne om påskemorgen, men det må du selv læse dig til.

Hos Mathæus er der fuld tryk på.

Der kom et kraftigt jordskælv, ligesom da Jesus døde, og en Herrens engel kommer ned fra himlen og og med de overnaturlige kræfter, som skal til, vælter han stenen bort og sætter sig på den.

Hans udsenede var som lynild, og han tøj hvidt som sne. De der holdt vagt, stærke soldater, blev skrækslagne og gik helt i sort. Matthæus skriver, at de blev som døde.

Englen henvender sig direkte til kvinderne: “»Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans

4 af 6

disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”1

Jeg lægger mærke til, at vagterne stod der, da englen kom. Vi kan altså forvente at de har været der hele tiden.

Da englen vælter stenen fra, er det ikke for at Jesus kan komme ud, men for at kvinderne kan komme ind og se mere deres egne øjne, at Jesus er opstået fra de døde.

Jeg lægger også mærke til at englen, som det første siger til dem, at de ikke skal frygte.

Frygt får os til at reagere på urinstinkterne, og nogen gange får vi tunnelsyn af det.

For det værste er der ikke noget at være bange for. “Frygt ikke”, rummer også en invitation til at være til stede i stedet for at flygte.
“Frygt ikke” inviterer kvinderne til at være tilstede og sanse med alt, hvad der er givet dem.

For at kunne tro og rumme opstandelsen er man nødt til at være fuldt og helt tilstede, og åben for mere end det man kan se og høre.

Kvinderne skynder sig fra graven, for at fortælle disciplene om det fantastiske, som de har set. Matthæus fortæller os at de løber derfra med sammensatte følelser: Frygt og stor glæde.

1 Matt 28,5-7

5 af 6

Dermed er hele følelsespektret i brug. Ikke en gang for kinderne, som var der, er det entydigt hvad man skal føle og tro om opstandelsen.

Matthæus kunne have fremstillet en historie, som hed at de så og de troede. Bum færdig. Men det er ikke det, der sker i Matthæusevangeliet, her er det okay, at der er kompleksitet.

Og så kommer Jesus dem i møde. (Snak om forekommende nåde) Godmorgen hilser han dem med. Måske er det mødet med englen, der har forberedt sem sådan, at de ikke går i panik og stikker af. De falder på knæ og tilbeder ham.

Selv i den situtation, hvor de tilbeder Jesus, siger Jesus til dem: “Frygt ikke!”

Hvorfor gør han det?

Jeg tror, han gør det, fordi Jesus godt ved, at opstandelsen fra de døde er så stort et mirakel og så langt fra vores virkelighedsopfattelse, at ethvert tænkende menneske, og man tænkte altså også den gang, udfordres af at tro og rumme opstandelsen fra de døde.

Her til slut vil jeg sige, at opstandelsen er en ny begyndelse.

Opstandelsen er en ny virkelighed, idet den indvarsler, at Guds rige breder sig blandt os. Opstandelsen giver nyt liv, der hvor døden (tilsyneladende) råder.

6 af 6

Åbner vi øjenene ser vi døden mange steder. Ukraine, helt åbenlyst, i døende relationer, grådighed, i klimaet, fattigdom…… Døden har mange ansigter.

Døden er nok det mørkeste mørke, vi kan forestille os, men det er der, hvor Guds magt udfolder sig og udstiller at Guds nåde er stærke end dødens brod.

Det er altså en gave, at kunne tro at vi kan leve livet frit, fordi Guds kærlighed altid vil vinde. Og det vil den gøre om vi end dør.

Det tror jeg, og det er derfor at påskemorgen er den vildeste festdag.- Det skal fejres.

At tro på opstandelsen er der ikke det samme som at forstå den. Vi behøver ikke altid at forstå, når vi gives en gave.

Glædelig påske.

Amen!

Prædiken søndag d. 4. december 2022.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 11,1-10 & Salme 72,1-7,18-19  & Rom 15,4-13 & Matt 3,1-12.

2. Søndag i Advent.

Så er det endelig advent igen. Andre vil sige, er det allerede advent igen? 

Det er blevet anden søndag i advent og der er to lys tænkt på adventskransen. Der er to tilbage. 

Jeg ved, at i stort set alle hjem, hvor der er børn, er der også gang i en julekalender, måske endda også en pakkekalender. Flittige forældre har pakket gaver ind. Børnene skal mærke at dette er en særlig tid. Vi tæller ned og vi glæder os. 

På mange måder er adventstiden en slags julekalender, som ligesom fastetiden op mod påske, skal forberede os på noget helt særligt. Noget så særlig, så hvis ikke vi er rede, så risikerer vi, at vi ikke kan se det, når det er der. 

Det er mere end en forberedelsestid. Det er også en glædens tid og en håbets tid. Det er en tid, hvor vi ser tilbage, og frem på én og samme gang. 

Vi glæder os over at Jesus kom, vi glæder os til at han kommer.

Noget af det som hvert år i min bibellæsning, får mig til at tænke vauuw, er den dybe sammenhæng i hele det bibelske univers over Gamle Testamente til Nye Testamente, som er at Gud vil sin skabning det godt, og at Jesus var det endelige svar fra Guds ufattelige nåde ind i sin tid, og stadig er det ind i vor tid og ind i fremtiden. 

Der skal ikke være et sekunds tvivl om, at at et der fejrigen af Jesu komme, vi glæder os over og glæder os til. 

Vi takker for noget som var, og ser frem mod noget, som kommer. 

Alt dette har sin begyndelse længe før os. 

I princippet lægges grunden allerede da Gud kalder på Moses fra den brændende tornebusk. Der, hvor Gud siger, at han har hørt folkets skrig, og han har set deres lidelse. Han vil lede dem til landet, der flyder med mælk og honning. Væk fra den golde ørken og slaveriet og ind i det frugtbare land, hvor det gode liv venter. 

Uden at gå ned i alle detaljerne, så er den røde tråd gennem bibelen, at det gang på gang ikke går som Gud håber, fordi mennesket har tendens til at gå sine egene veje. 

Det var den pæne måde at omtale synden på. Her er det vigtigt ikke, at se på synd som enkeltstående forkerte handlinger, men mere overordnet, som at ramme ved siden af Guds drøm for mennesket. 

Guds drøm for mennesket er ikke krig, hungersnød, konflikter, polarisering, ensomhed, fattigdom, kriminalitet, arbejdsløshed, klimakatastrofe, hele ungdomsårgange fastholdt i en ulidelig perfekthedskultur. Guds drøm er ikke, at vi mennesker er fremmed for ham.

Guds drøm og Guds tanker om vores liv er så langt væk fra vores virkelighed, at Guds drøm er helt utopisk. 

Det er måske derfor, vi kalder det klareste billede af Guds drøm, som Esajas formidler i bibelen, for utopien. 

Davidssønnens fredsrige

“Men der skyder en kvist fra Isajs stub,

et skud gror frem fra hans rod.

Over ham hviler Herrens ånd,

visdoms og indsigts ånd,

råds og styrkes ånd,

kundskabs og gudsfrygts ånd;

han lever og ånder i frygt for Herren.

Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,

fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;

han dømmer de svage med retfærdighed,

fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.

Han slår voldsmanden med sin munds stok,

og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;

retfærdighed er bæltet om hans lænder,

trofasthed bæltet om hans hofter.

Guds drøm er et fredsrige, som er radikalt anderledes. Hvis man læser den fortsatte tekst, så er selv dyreriget blevet fredeligt. 

Det lyder godt, ikke?

Det er samme Esajas, som siger at det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Der fortsættes: For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal lige på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådsgiver, Vældig Gud, evigheds Fader, Freds Fyrste.

Der var det med freden igen. Davidssønnens fredsrige, Freds Fyrste! 

De sidste mange år har jeg ikke lagt specielt mærke til det med fred. Men som situation er rundt omkring os med krigen i Ukraine, så fylder det med fredsriget en del i min forventning om det kommende. Jeg længes efter fred, og det ved jeg, at jeg ikke er alene om. 

Krig er destruktivt og spreder sin ødelæggelse langt uden for krigens fronter. Vi mærker det også, og som altid er det de i forvejen trængte, som bliver mest udsat af inflationen. 

Esajas talt ind i en længsel om fred, for længslen om fred er ikke noget nyt. 

Han talte ind i et rige, som som ikke siden Kong David omkring år 1000 FK havde haft en god leder. 

Han talte ind i en situation, hvor landet har været besat af den ene og den anden, og nu er det romerne, som påtvinger deres regime ned over det jødiske folk. 

Barnet som ifølge Esajas skulle gives os, er født og er efterhånden en voksen mand, da vi møder Johannes Døberen i ørkenen. 

Johannes er tydelig, for han ser sammenhængen og ved, at Gud er ved at gribe ind i al elendigheden. Han ser freden komme i det fjerne.

“Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” Råber han i Judæas ørken. 

Mange menensker lyttede til Johannes, faktisk også mange saddukæere og farisæere. De forstod, at de var nødt til at gøre op med deres gamle liv, så de åndeligt var modne og rede til at se, hvad Gud havde gang i. De forberedte sig på det, der skulle komme. 

Derfor lod de, som Matthæus siger det, sig døbe i Jordanfloden af Johannes. Nogen af dem fik den fejlopfattelse, at Johannes var den Messias, man ventede på. 

Johannes er tydelig, på at efter ham kommer der én der ikke døber med vand, men med Helligånden og ild.

Måske husker du, at så sker der det, at jesus kommer til Johannes og lader sig døbe af ham. Det bliver begyndelsen på Jesu virke. 

Johannes opfylder den profeti, hvor Esajas sagde: 

“Der er én, der råber i ørkenen:

“Ban Herrens vej,

Gør hans stier jævne!”” 

Adventstiden er ventetid. Det er imidlertid ikke en ventetid, hvor man sidder passivt og venter, mens man ser på uret hvert tredje minut og oplever at tiden slæber sig af sted. 

Det er en ventetid, hvor vi ikke helt ved, hvad vi venter på. For vi kan ikke rigtigt forestille os det. 

Da Jesus kom var hans ageren ind i verden så meget anderledes fra de forventninger, som selv Johannes Døberen havde. 

Ingen af os, selvom nogen af os har en livlig fantasi, er i stand til at forudse, præcist, hvordan Gud griber ind, når Jesus kommer igen med sit fredsrige. Men vi længes efter fred.

Adventtiden er en aktiv venten. En tid, hvor vi gør klar. Lidt ligesom, når man venter et barn, så sidder man ikke bare og venter. Man gør klar. Man køber barnevogn, og indrette børneværelse, og man begynder at indrette hele sin mentalitet og sin tilværelse efter den nye virkelighed, som venter. 

Som kirke gør vi klar, ved at vi synger om og tale om, fortæller menensker vidt og bredt, at det er advent. 

Vi fylder indkøbsvognen i kirken og gør klar til hjælpe dem, der i denne tid, har brug for at vi tager os af deres juleindkøb. Det er praktisk, men er også vores forberedelse, en aktiv venten.

Vi fejrer, at Jesus kom og vi glæder os til at han kommer igen. 

Vi forbereder os hver i sær med alle de små halvrituelle forberedelser vi har i vores december og adventstid. 

Det kan godt være at de er små traditioner, som vi har arvet. Men de har alle sit udspring i, at adventstiden er en særlig tid, for vi venter på Kristus. 

Intet mindre!

Glædelig advent!

Amen

Prædiken søndag d. 6. november 2022 – Alle Helgen Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: 2. Kor 4,1-18 & Joh 11,17-27

Alle har lyst til at komme til himlen, men ingen har lyst til at dø for at komme derhen. (Ukendt)

Eller 

I am not afraid of death; I just don’t want to be there when it happens. (Woody Allen)

Alle mennesker gør sig tanker om døden, for er der et alment menneskeligt træk, som gælder for alle, høj som lav, rig eller fattig er det, at døden kommer til os alle. 

Ligesom ingen mennesker er undtaget fra Guds kærlighed i livet, er ingen fritaget for døden.

Der er mange måder at håndtere tanker om døden på. Man kan være reeelt angst for døden. Man kan skubbe tankerne fra sig i en håbløs fornægtelse, som fungerer indtil man konfronteres med et dødsfald i en nærmeste omgangskreds. 

Man kan holde krampagtigt fast i livet og gøre alt muligt for at være så sund som overhovedet muligt. Nogen vil endda gøre noget så ekstremt som at træne og løbe. 

Men uanset hvad vi gør, kan vi aldrig løbe fra døden. 

I dag er det alle helgen søndag. Egentlig er det en dag, hvor kirken mindede alle de små helgener, som ikke havde deres egen dag. 

Reformationen har gjort op med dette, men vi har stadig dagen. I mange år har dagen haft den betydning, at vi har mindedes og været taknemmelig over dem, som ikke er i livet mere, men som på en eller anden måde har vist os vej i et liv med Gud. 

Det kan have været en præst, som har sagt noget, der har ramt plet. Det har man faktrisk hørt om. Men mere sandsynligt er det, at det er et menneske fra kirken eller omgangskredsen, som har vist én godhed, kærlighed og omsorg for på den måde at pege mod troen. 

De senere år har dagen flyttet fokus til, at det er blevet en mindedag, hvor man i kirkens mindes dem, som er døde i året der er gået. På den måde er det faktisk lykkes kirken at være relevant fordi den tager menneskers sorg og savn alvorligt og giver plads og rum til sorg og savn, men samtidigt forkynder håbet om det evige liv sammen med Gud. 

Alle helgen søndag er blevet en af de helt store dage, hvor rigtigt mange danskeres går i kirke. 

Vi skal alle dø, og jeg tror, at rigtig mange undrer sig over, hvor det er vi går hen, når vi går bort. 

Bibelen har et sprog for dette. På dansk er det ikke helt så rigt, som det er på græsk, som er det oprindelige ny testamentelige sprog. 

Helt klart er det, at den menneskelige eksistens beskrives med elementer som ånd, sjæl, psyke, hjerte og krop. 

I dag er der udbredt enighed om at mennesket er mere end sin krop, som iøvrigt er skrøbelig og forgængelig. 

Paulus beskriver det som, at vi har skatten fra Gud i skrøbelige lerkar. Alle der hørte eller læste den beskrivelse vil forstå, hvor skrøbelige vores kroppe er, men også at de kan være fantastiske og flotte, men at de ikke kan holde evigt. 

Paulus beskriver menneskelivet som et liv i et telt, igen underforstået at det er faktisk ikke særligt solidt, og der kommer en dag, hvor det dødelige skal opsluges af LIVET. 

Han beskriver det dødelige liv som en skat og at vi ikke bliver modløse for selvom vores ydre menneske går til grunde, så fornyes dog vort indre menneske dag for dag.

Han fortsætter: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”

Trumfen, baggrunden for overhovedet at sige sådan er naturligvis at finde hos Jesus. Jesus som tog alt, hvad der kan skille os fra Gud – synden – på sig og gik i døden på et kors, men som Gud oprejste igen på den tredje dag. Det er trumfen. Han er baggrunden for al tale om evigt liv, fordi han gik vejen for os. 

Da Paulus skriver sine første breve er mange af de 500 mennesker, som på et tidspunkt har set den opstandne Jesus stadig i live. Det er altså noget Paulus skriver et sted mellem 20 og 40 år før evangelierne skrives.  

I evangelier taler Jesus om døden og det evige liv, men det er et relativt lille tema. Der er helt klart en understregning af, hvordan vi lever nu, således at Guds vilje kan ske både jo i himlen og på jorden. 

Jesus er klar på, at der er at andet rige, et rige hvor Guds vilje er slået igennem, og hvor de, som er gået foran os er hos Gud. Et sted, hvor Guds kærlighed og intet andet råder.

I Johannesevangeliet finder vi den fantastisk beretning om opvækkelsen af Lazarus. 

Jesus er på vej mod Betania, men inden han når frem dør Martha og Marias bror Lazarus. Da de når frem får de at vide, at Lazarus allerede har ligget fire dage i graven.

Martha kommer Jesus i møde og hun er næsten bebrejdende idet hun siger til Jesus: Herre, havde du været her, var min broder ikke død. 

I dag skal vi ikke dykke ned i historien, for det er der ikke tid til, men vi skal lægge mærke til, hvad Jesus siger til hende, og dermed til os: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”

Jesus viser med opvækkelsen af lazarus, at døden ikke får det disse ord, men det gør han ikke for Lazaerus’ skyld eller søstrenes skyld, men for gøde jorden for den opstandelsen, som han selv skulle have. 

Jesus dør og opstår, og inden da forbereder han dagen for sine disciple. I Johannes 14 siger han: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.”

Jeg synes, det er en fin tanke, at Jesus gør plads til os i sin fars hus. Der er et hjem, der venter. Og så er der lige den lille detalje, at Jesus lover at kommer og tage os med sig. Jesus henter os hjem. 

Alt dette siger Jesus dagen før han selv dør. Efter det opstår han igen på den tredje dag. Der er med andre ord, handling bag ordene, det er ikke tomme ord. 

Der venter noget godt. Gudsriget beskrives faktisk ikke særligt meget. Men løseligt sagt, så er der billeder af fest og mad, der tegner sig et rige, hvor våben smedes om til plovjern. 

Et sted, hvor Guds vilje altid sker. 

Bibelen bruger billedet af en ny himmel og en ny jord, som er radikalt anderledes end den verden, vi kender. 

Der siges: “Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.”

Vi ved ikke meget, og måske er et af de bedste billeder vi kan finde på Guds rige det vi finder i bogen/Filmen Hytten, som jeg hermed vil anbefale alle at læse/se. 

At døden er sejr, at den er liv, at der er evigt liv i Guds bolig er godt at vide, og det kan på en eller anden måde sætte os fri til at leve på trods af døden. 

Jeg her hørt flere sige, at de ikke er bange for at dø selv, men de er bange for at miste. 

For det gør ondt at miste, og uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi efterladt med en kærlighed som ikke længere bindes op til et levende menneske og det gør ondt, når kærligheden bliver hjemløs. 

Derfor vil vi i dag mindes dem, som er gået foran os. Dem vi savner og dem, som vi håber på nu er i det fantastiske himmelske rige sammen med Gud. 

Vi mindes: 

Navnene er ikke med her pga. GDPR.

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv. Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit evige rige. 

Ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Salme: 456 Nærmere Gud til dig

Du kan også hente manuskriptet i PDF-format

Du kan også læse talen her:

1 af 7

Prædiken søndag d. 21. august 2022.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tema: Næstekærlighed – skriftkærlighed. Jesus gør noget forbudt – men kærligt.
Tekster: Jer 31,31-34 & Luk 13,10-17.

I skal se med kærlighedens øjne. Alt det skabte skal I passe på!

Sådan synger vi i en af de moderne salmer, Du som gir os liv og gør os glade af Hans Anker Jørgensen, som han skrev i 1982. I kirke sammenhænge så er det altså nærmet spritnyt.

Og i alt fald i katagorien moderne.

Men tankerne i den er oldgamle. Tankerne bag ansvar for skaberværket og og at se med kærlighedens øjne, er er intet nyt i.
Det er højaktuelt.

Hvad vil det sige, at se med kærlighedens øjne?

At se med kærlighedens øjne, er at se på et medmenneske med samme blik, med samme kærlighed, tålmodighed, mildhed, godhed, den kærlighed der tåler alt, håber alt og tror alt, på et andet menenske.1

Forældre-kærlighed til børn, hvis ellers den er sund, er et tætteste vi som mennesker kommer på, at kunne elske med den opofrende kærlighed – agape-kærligheden – som Gud elsker os med.

1 JF. 1. Kor 13.

2 af 7

Den kærlighed er ikke af denne verden og tager i modsætning til vores kærlighed, der er af denne verden, ikke sit udgangspunkt os os selv, men i den der elskes.

Forældres kærlighed til det lille barn er det, som kommer tættest på agape-kærligheden.

At se med kærligheden øjne, er at se på og elske med og til hjertet. Det er det, som Gud kan, og vi ikke er så gode til.

Vi ser på alt det ydre.
Skal vi være ærlige, så vi bedømmer mennesker på deres handlinger og gør deres opførsel, udseende, levevis til en betingelse for vores kærlighed.

Sådan gør Gud ikke.

Vi ser det i historien om David, der skal salves til konge. Der er så mange grunde til, at det ikke skal være den mindst attraktive af Isajs sønner, som skal være konge.

Han ligner langt fra den slags, som konger er lavet af, og så har han det mindst attraktive job, han er hyrde.
Men Gud ser ikke på det, som mennesker ser, Gud ser på hjertet.2

Det er præcis det, som er spørgsmålet i dagens konflikt i Lukasevangeliet.

2 JF. 1. Sam 16,7.

3 af 7

Skal vi se med kærlighedens øjne, og kan det at se med kærlighedens øjne retfærdiggøre at bryde det skrevne ord, at bryde loven?

Og kan man fortolke loven ind i en konkret sammenhæng, som gør at man kan have et nyt syn på, hvordan det skrevne ord skal forstås ind i en konkret situation?

Det er store spørgsmål. I den forbindelse skal vi huske på, at Jesus træder frem og ind i en kultur, hvor det religiøse er gennemreguleret at af velmenende præster, skriftkloge og farisærer. De har alle sammen den hensigt, at de af et oprigtigt hjerte, at gøre det rigtige.

De har hele tiden spørgsmålet, hvad siger Loven og profeterne, er Guds vilje i et hvilket som helst spørgsmål.

Man har i Jerusalem en utroligt stærk tradition for holde fast i Loven og skriften, således at man kan leve et liv, der er Gud til ære.

Det er den prisværdige hensigt, og det er vigtigt at have i baghovedet.

Den profetiske litteratur i bibelen, herunder særligt Esajas og Jeremias taler om at Messias skal komme og bringe retfærdighed på jord.

På trods af de gode hensigter, så krævede det helt enkelt sin mand at overholde loven til punkt og prikke. Det kunne ingen. Det gav den religøse elite en uhensigtsmæssig stor magt.

4 af 7

Rent historisk vil man kunne hævde at farisæismen, hvis den havde fået lov til at sejre, ville have hindret udvikling i den jødiske kultur.
I sin mest rigide tolkning, vil man ende med at køre i ring. For når ingen turde tænke udenfor loven, standser al udvikling.

Og kigger man på Afghanistan, som vesten i al hast forlod i kaos for et år siden, så ser vi skrækeksemplet på, hvordan stenhård bogstavelig læsning af religiøse skrifter, ruller middelalderen ind over et ellers moderne og udviklet samfund og flytter magten over på religiøse mørkemænd.

Jeg ved ikke hvilket fremtidsscenarie profeten Jeremias havde set. Men han profeterer om og drømmer om en ny pagt med Israel og Gud.

Det er den pagt, som Gud sætter i værk med Jesu liv, død og ikke mindst opstandelse fra de døde.

Jeremias profeterer således:
Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den

5 af 7

mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.3

Nu må vi hellere komme til dagens tekst, men alt dette er altså bagtæppet.

Nu er Jesus i synagogen. Det er sabbat – helligdag. Den dag er omfattet af de ti bud. Det tredje bud siger: husk sabbatsdagen og hold den hellig.4

Så det er kerneviden og helt bredt accepteret, at sådan er det med sabbatten.

Man holder sabbatten herlig ved at lade være med at arbejde, følge forskrifterne for sabbatsmåltidet, og man kommer i synagogen. Så det er i synagogen at byens folk er, når der er gudstjeneste dér.

Vi hører, at der var en kvinde, som var bundet af en sygdomsånd. Det er evangeliernes måde at beskrive sygdom på, for i kulturen var de fleste sygdomme også en åndelig sygdom.

I 18 år har kvinden været krumbøjet.

Jesus løser hende fra sygdommen, lægger hænderne på hende, og beder for hende. Straks retter hun sig op. Det er synligt for enhver, at hun er helbredt og har fået livet igen. Ikke bare sygdommen men også stigmatiseringen er løftet af hende.

3 Jer 31,31-24. 4 2. Mos 20,9

6 af 7

Set fra mit perspektiv burde det være en fest.

Men synagogeforstanden blev vred. Jesus brød åbenlyst loven og så i hans synagoge. På det sted, hvor han havde ansvaret for at loven blev overleveret og tolket, sår mennesker kunne leve i henhold til Guds vilje.

Det er hans ansvar at holde fast i det, som han er sat til at forvalte.

Men jesus kommer med noget nyt. En helt anden forstårelse af Gudsforholdet. Det med at loven flyttes fra tavler af sten og ind i menneskers hjerter.
Jesus kommer netop med den nye pagt, som Jeremias har forudsagt.

Det skal give sammenstød, for her møder en ny verdensforståelse en gammel.

Jesus kalder dem hyklere og det er ikke ros. Hykleri er, når man siger et, men gør noget andet.

Jesus ved jo godt, og det ved de også selv, at de naturligvis også passer deres dyr på sabbatten. Dyrene skal jo vandes og fodres uanset, hvilken dag det, det giver sig selv.

Når Jesus på den måde udstiller selvfølgeligheden i, at de selv tolker loven på sabbatten, at de selv bryder loven og gør det, der efter lovens bogstav er galt, men i situationen indlysende rigtigt, da falder de alle til ro og glæder sig over alt det herlige han gjorde.

7 af 7

Hvis loven skal være skrevet i vores hjerter. Ikke i præsters hjerter, for præsterne skal ikke fortælle dig, hvad du skal tro, men i vore hjerter, så er det vores levende tro, at se med kærlighedens øjne, at have vores tradition, skrift, erfaring og fornuften med ind i mødet med andre menensker, og så ud fra det være en elskende næste for den vi møder på vores vej.

Så kan det godt være, at mødet med en krumbøjet kvinde, som det var for Jesus, gør det aktuelt at, når man ser med kærlighedens øjne, at elske på en anden måde, end man måske gjorde før, eller på an enden måde end det man har lært.

Det er præcis den fordring, som vi alle sammen hver i sær står i.

Men det er lige der i mødet med mennesker, at tro leves og tro giver liv.

Amen

Salme: 56 Kærlighed er lysets kilde

Tale ved gudstjenesten søndag d. 14. august 2022 i Odense Metodistkirke.

Du kan også læse talen her:

1 af 6

Prædiken søndag d.14. august 20212.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Tidens tegn – Tro er alt andet end ligegyldigt! Tekster: Es 5,1-7 & Salme 80,1-2,8-9 & Hebr 11,29-12,2 & Luk 12,49-56.

Enden er nær!

Enden er nær, har i enhver tid i historien været en påstand, som dommedagsprofeterne har gjort gældende.

Enden er nær, nu slutter livet som vi kender det.

Nogen vil endda sige, at kloden går under, nu er der ikke mere håb om liv.

Den slags stemmer er der også i dag.

En af de mange stemmer, som faktisk er blevet lagt mærke til blandt de mange, der råber op, er Greta Thunberg, der gør en kæmpe indsats for at råbe verden op og få os til at fatte, at enden er nær, hvis ikke vi finder på at koble os på vedvarende grøn energi frem for vores totale afhænghed af fossile brændstoffer.

Som alle andre, der har budskabet om, at enden er nær, nu må vi tage os sammen, udsættes hun også for latterliggørelse. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være for dem, som har de ubehagelige sandheder.

Her hvor vi ramler ned i Lukasevangeliet, som er udgangpunkt for talen i dag, er det Jesus, som er

2 af 6

frustreret over mennesker manglende engagement i hans budskab.
De hører ikke efter. Jesus taler også om, at enden er nær…… men når Jesus taler om det, er der samtidigt budskabet om en ny begyndelse….

Jesus taler for døve ører.

De hører, hvad han siger, men han kan ikke se, at de tager det til sig.

Det er som om folk tænker, at ham Jesus der, han er faktisk ret spændende, men skal jeg virkelig forandre mit liv på baggrund af noget, han siger?

For et øjeblik siden har Jesus fortalt dem en historie om de årvågne tjenere, som bør være klar, når husets Herre dukker op fra den bryllupsfest, han er til. Det er ikke godt, hvis han finder dem sovende.

Måske ligner de bare nogen, der vil underholdes. “Jesus, fortæl mere. Det er så spændende.”
Eller min aversion, det er så hyggeligt.

Jesus er frustreret her.
Jesus har på det her sted talt om mennesker, som snorksover, når de bør være klar.
Det ser som om folk ikke forstår, at det er dem han taler til.

Hen begynder at tale til dem: Mener I at jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, splid!”

3 af 6
Så er vi ligesom godt i gang her efter ferien.

Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget. Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt.

Det er stærke ord.

Der skal lige lidt baggrund på her. I bibelsk forstand er ild ikke kun rædselsfuldt.

Det er én af måderne, som Guds viser sig på. Men ild er også nyskabende, fordi der ud af asken ofte kommer en rig agerjord.

Fra nu af vil fem i samme hus være i splid, tre mod to og to mod tre, far i splid med søn, og søn med far, mor med datter, og datter med mor, svigermor med sin svigerdatter, og svigerdatter med sin svigermor.«

Jesus vil dele opfattelsen hos menesker også internt i familierne, som jo på Jesu tid var en enorm stærk og væsentlig social konstruktion, hvor man var nødt til at holde sammen for at klare sig.

Derfor har det været vildt provokerende at Jesus her udfordrede dem på, at at den rensende ild, han kommer for at kaste på jorden kommer til at falde på tværs af familiernes mønstre og hirakier.

Er Jesus frustreret fordi han føler sig overset? Er han opmærksomheds junkie?

4 af 6

Er hans følelser såret?
Ingen af delene, tror jeg er svaret.

Jesus er bekymret fordi, deres manglende engagement i det, der siges, leder til mørket, til døden. Intet mindre.

For det er jo det, der er på spil, når vi taler at enden er nær. Så er livet, som vi kender det truet.

I dette her ligger der naturligvis også den bitterhed som det må være, at se at man taler for døve øren, når man faktisk ved, at man kommer til at kaste sit liv ind på, at få disse mennesker til at finde Guds vej.

Det er jo det, der skal ske. Jesus er på dette tidspunkt udmærket klar over, at inde i Jerusalem venter korset.

Med Jesus er det jo sådan, at korset og døden ikke får det sidste ord.

Med Jesus er det jo sådan, at det der står tilbage og taler kærlighedens sprog og frelsens virkelighed, er den tomme grav.

Opstandelsen fra de døde. Livets sejr over døden.

Det er vigtigt at huske på, for det betyder altid, at det som ligner enden, også altid er en ny begyndelse.

Det er evangeliets rungende håb, at enden aldrig er det sidste.

5 af 6
Måske er enden nær.

Måske er enden nær i dit barns børnehaveforløb, men så venter der noget nyt.

Måske er gymnaiset snart slut – enden er nær, men der er også muligheden for en ny begyndelse.

Måske er tiden på jobbet ved at rinde ud, men der er stadig ny begyndelse efter det.

For hver gang der er en ende, er der også en ny begyndelse.

Det er det, som Jesus peger på, og det han kommer med er aå anderledes, for Loven skal erstattes af ofrende kærlighed, som vender alt det, de kender totalt på hovedet.

Det er alt anden end ligegyldigt. Det er livsforvandlende.

Kristendommen er et udsagn, som, hvis det er falsk, er uden betydning, og hvis det er sandt, er af uendelig vigtighed.
Den eneste ting, den aldrig kan være er mere eller mindre vigtig.

C.S. Lewis, Surprised by Joy.

6 af 6

Amen. Du spør mig om håbet. Folkekirkens nødhjælp 100 år.