Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.
Prædiken søndag d. 12. november 2023.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Salme 105.
Taknemmelighed 1/3
Fra og med i dag er der tre søndage tilbage af kirkeåret. Det betyder, at det nye kirkeår begynder om kort tid, for det sker jo første søndag i advent.
Den slags venden blad kalder på reflektion over livet, tiden der er gået og ikke mindst tiden, som kommer.
Kirkeligt set ser vi frem mod første søndag i advent, hvor vi i gudstjenestefejringerne op mod jul glæder os til og over, at Jesus kom til verden som vores frelser og ikke mindst til forventingen om at han en dag kommer igen og lader sin retfærdighed råde i verden.
Her tænker jeg ikke bare på vores frelser, altså din og min frelser, men jeg tænker som verdens frelser. Som skabelsen frelser.
Så det at vi kigger frem mod advent, vil jeg selv forsøge at have i baghovedet, mens vi i dag går ind i denne nye prædikenserie.
Vi skal have hel tre søndage, hvor taknemmeligheden er i centrum.
Taknemmelighed! Hvordan skal man kunne det, når det er sådan, at hver gang man løfter hovedet, så er der så meget, som er helt helt galt i vores verden.
Jeg nævner i flæng. Ruslands skamløse invasion af Ukraine. Kan ukrainerne, nu hvor nyhedens interesse forsvinder blive ved at forsvare sig? Hvad sker der, hvis de bliver nødt til at acceptere et delvist nederlag? Hvem bliver de næste, som bilver overfaldet?
Mellemøsten er endnu en gang gået amok. Fattigdom, besættelser, religiøst vanvid, Brutalt terrorangreb ind i Israel, kæmpe militær overmagt sluppet løs mod Hamas og utallige uskyldige civile i Gazastriben.
Hadet breder sig i en sådan grad, at der ude på SDU har været sammenstød mellem studerende på begge sider af konflikten. Samtidigt oplever det lille jødiske samfund i Danmark en stinging i antisemitismen. I Danmark er der nu jøder, som overevejer om de kan gå med kalot i det offentlige rum.
Det bør være muligt at kritisere Israel uden at være antisemitisk, ligsom en kritik af Hamas ikke er det samme som at være mod de krav på et ordentlig liv, som palæstinenserne har.
Juli var den varmeste måned nogensinde, tørke, storme, vådeste oktober, 100 års hændelser lever ikke lige om til deres navn længere. Stormfloderne sker langt hyppigere.
Stigende polarisering, ungdom under pres, pengene er blevet mindre værd, aldrig har så mange søgt julehjælp.
Verden forandrer sig i en sådan hast, at mange opgiver at følge med og i stedet drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvilket i nogen grad fodrer en stigende nationalisme.
Så hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er jeg selv udfordret af uro, utryghed og håbløshed for verdens tilstand.
Problemet med det, er at de følelser har det med at bringe vores mindre pæne sider frem. Uro, utryghed og håbløshed spiller nemt hinanden stærkere og den slags kan formørke sindet og give uro i sjælen hos selv de optimistiske menensker.
Men der er stadig håb – Der er altid håb!
Jeg vil give os den udfordring at vi finder modgiften frem. Den modgift er takenemmelighed.
Det er ikke ment som sådan noget postiv psykologi, at vi skal få det bedre af at fokusere på det positive.
Perspektivet er større end vort eget velbefindende, sådan er det oftest, når vi taler om tro, at perspektivet er større.
For det med tro, handler ikke kun om selv, den kristne tro lærer os netop at løfte blikket fra os selv, for at se Jesus og verden gennem ham.
Når vi løfter blikket er det nemt at få øje på alt mørket, og der er meget mørke i verden i dag. Det er imidlertid sådan at vi er indrette til at se det, som leder efter først.
Så hvis vi hele tiden tænker, at der er elendighed, så ser vi vi elendigheden. Hvad mon vi ser, hvis vi leder efter lyspunkter, taknemmeligheden?
Hvad ser du?
Hvis jeg lige løfter blikket fra alt det andet, som fylder, så er der faktisk en hel hel del i mit liv, i mit arbejdsliv, i kirken, som faktisk intet mindre end fylder mig med glæde, med tryghed, med ro over at høre til og være en del af.
Så det er der, alt det, som man kan være taknemmelig over. Jeg er helt bevidst om, at livet kan have behandlet os forskelligt, og at du måske skal anstrenge dig lidt mere end jeg, for at finde taknemmelighedspunkter.
Siden de første kristne, som mildest talt ikke levede i en fredfyldt tid, der var faktisk krige hele vejen rundt om dem, der var forfølgelser af dem, livet var anderledes hårdt end vores, sådan i almindelighed, så var det en udpræget dyd, at man priste Gud. At man sagde tak til Gud, at man sang lovsange og spillede sin glæde over troen ud.
Det løftede dem åndeligt, men det løftede dem også i øjenene hos dem, som stod udenfor og betragtede dem. De vandt en respekt fordi de viste at den tro de havde, faktisk gjorde en forskel i deres liv.
Så det er det store perspektiv i at være taknemmelig og sige tak til Gud gennem de sidste tre uger af kirkeråret.
At vise verden at troen, som vi har, betyder noget, og gennem menensker som os, i det små er med til at gøre verden til et bedre sted.
Salme 100, som vi har foran os i dag har fire udfordringer til os:
Bryd ud i fryderåb
Tjen Herren
Forstå at Herren er Gud
Gå ind ad hans porte med takkesang
Bryd ud i fryderåb, sig tak. Gør det højt så andre hører det. Vi bør slå vinduerne op og åbne døren på vid gab, når vi i bøn og tak synger og beder med vores taknemmelighed.
Tjen Herren
Vi er aldrig kaldede til kun at holde gudstjeneste, bede og synge. Vi er kaldede til at tjene Herren, og det gør vi ved at tjene vores næste og være med til at gøre verden til et bedre sted for flere.
Endelig skal vi forstå at Herren er Gud.
Vi skal tro på Gud, vi skal stole på Gud, vi skal vide, at Gud er God, og dermed har hånd i hanke med alt det, som vi ikke forstår eller faktisk er bange for. Gud er Gud, må han hjælpe os til at fatte det.
Slutteligt skal vi gå ind af hans porte med takkesang. Det betyder at tage mod indbydelsen til at gå med Gud i livet, ind af hans porte er ind til et indre liv sammen med ham og et ydre liv sammen med den der lider og har brug for os i verden.
Det er det som er udfordringen og jeg har tænkt mig at tage mod den i dyb taknemmelighed.
Amen