Prædiken søndag d. 4. december 2022.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Es 11,1-10 & Salme 72,1-7,18-19 & Rom 15,4-13 & Matt 3,1-12.
2. Søndag i Advent.
Så er det endelig advent igen. Andre vil sige, er det allerede advent igen?
Det er blevet anden søndag i advent og der er to lys tænkt på adventskransen. Der er to tilbage.
Jeg ved, at i stort set alle hjem, hvor der er børn, er der også gang i en julekalender, måske endda også en pakkekalender. Flittige forældre har pakket gaver ind. Børnene skal mærke at dette er en særlig tid. Vi tæller ned og vi glæder os.
På mange måder er adventstiden en slags julekalender, som ligesom fastetiden op mod påske, skal forberede os på noget helt særligt. Noget så særlig, så hvis ikke vi er rede, så risikerer vi, at vi ikke kan se det, når det er der.
Det er mere end en forberedelsestid. Det er også en glædens tid og en håbets tid. Det er en tid, hvor vi ser tilbage, og frem på én og samme gang.
Vi glæder os over at Jesus kom, vi glæder os til at han kommer.
Noget af det som hvert år i min bibellæsning, får mig til at tænke vauuw, er den dybe sammenhæng i hele det bibelske univers over Gamle Testamente til Nye Testamente, som er at Gud vil sin skabning det godt, og at Jesus var det endelige svar fra Guds ufattelige nåde ind i sin tid, og stadig er det ind i vor tid og ind i fremtiden.
Der skal ikke være et sekunds tvivl om, at at et der fejrigen af Jesu komme, vi glæder os over og glæder os til.
Vi takker for noget som var, og ser frem mod noget, som kommer.
Alt dette har sin begyndelse længe før os.
I princippet lægges grunden allerede da Gud kalder på Moses fra den brændende tornebusk. Der, hvor Gud siger, at han har hørt folkets skrig, og han har set deres lidelse. Han vil lede dem til landet, der flyder med mælk og honning. Væk fra den golde ørken og slaveriet og ind i det frugtbare land, hvor det gode liv venter.
Uden at gå ned i alle detaljerne, så er den røde tråd gennem bibelen, at det gang på gang ikke går som Gud håber, fordi mennesket har tendens til at gå sine egene veje.
Det var den pæne måde at omtale synden på. Her er det vigtigt ikke, at se på synd som enkeltstående forkerte handlinger, men mere overordnet, som at ramme ved siden af Guds drøm for mennesket.
Guds drøm for mennesket er ikke krig, hungersnød, konflikter, polarisering, ensomhed, fattigdom, kriminalitet, arbejdsløshed, klimakatastrofe, hele ungdomsårgange fastholdt i en ulidelig perfekthedskultur. Guds drøm er ikke, at vi mennesker er fremmed for ham.
Guds drøm og Guds tanker om vores liv er så langt væk fra vores virkelighed, at Guds drøm er helt utopisk.
Det er måske derfor, vi kalder det klareste billede af Guds drøm, som Esajas formidler i bibelen, for utopien.
Davidssønnens fredsrige
“Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed,
fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok,
og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder,
trofasthed bæltet om hans hofter.
Guds drøm er et fredsrige, som er radikalt anderledes. Hvis man læser den fortsatte tekst, så er selv dyreriget blevet fredeligt.
Det lyder godt, ikke?
Det er samme Esajas, som siger at det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.
Der fortsættes: For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal lige på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådsgiver, Vældig Gud, evigheds Fader, Freds Fyrste.
Der var det med freden igen. Davidssønnens fredsrige, Freds Fyrste!
De sidste mange år har jeg ikke lagt specielt mærke til det med fred. Men som situation er rundt omkring os med krigen i Ukraine, så fylder det med fredsriget en del i min forventning om det kommende. Jeg længes efter fred, og det ved jeg, at jeg ikke er alene om.
Krig er destruktivt og spreder sin ødelæggelse langt uden for krigens fronter. Vi mærker det også, og som altid er det de i forvejen trængte, som bliver mest udsat af inflationen.
Esajas talt ind i en længsel om fred, for længslen om fred er ikke noget nyt.
Han talte ind i et rige, som som ikke siden Kong David omkring år 1000 FK havde haft en god leder.
Han talte ind i en situation, hvor landet har været besat af den ene og den anden, og nu er det romerne, som påtvinger deres regime ned over det jødiske folk.
Barnet som ifølge Esajas skulle gives os, er født og er efterhånden en voksen mand, da vi møder Johannes Døberen i ørkenen.
Johannes er tydelig, for han ser sammenhængen og ved, at Gud er ved at gribe ind i al elendigheden. Han ser freden komme i det fjerne.
“Omvend Jer, for himmeriget er kommet nær!” Råber han i Judæas ørken.
Mange menensker lyttede til Johannes, faktisk også mange saddukæere og farisæere. De forstod, at de var nødt til at gøre op med deres gamle liv, så de åndeligt var modne og rede til at se, hvad Gud havde gang i. De forberedte sig på det, der skulle komme.
Derfor lod de, som Matthæus siger det, sig døbe i Jordanfloden af Johannes. Nogen af dem fik den fejlopfattelse, at Johannes var den Messias, man ventede på.
Johannes er tydelig, på at efter ham kommer der én der ikke døber med vand, men med Helligånden og ild.
Måske husker du, at så sker der det, at jesus kommer til Johannes og lader sig døbe af ham. Det bliver begyndelsen på Jesu virke.
Johannes opfylder den profeti, hvor Esajas sagde:
“Der er én, der råber i ørkenen:
“Ban Herrens vej,
Gør hans stier jævne!””
Adventstiden er ventetid. Det er imidlertid ikke en ventetid, hvor man sidder passivt og venter, mens man ser på uret hvert tredje minut og oplever at tiden slæber sig af sted.
Det er en ventetid, hvor vi ikke helt ved, hvad vi venter på. For vi kan ikke rigtigt forestille os det.
Da Jesus kom var hans ageren ind i verden så meget anderledes fra de forventninger, som selv Johannes Døberen havde.
Ingen af os, selvom nogen af os har en livlig fantasi, er i stand til at forudse, præcist, hvordan Gud griber ind, når Jesus kommer igen med sit fredsrige. Men vi længes efter fred.
Adventtiden er en aktiv venten. En tid, hvor vi gør klar. Lidt ligesom, når man venter et barn, så sidder man ikke bare og venter. Man gør klar. Man køber barnevogn, og indrette børneværelse, og man begynder at indrette hele sin mentalitet og sin tilværelse efter den nye virkelighed, som venter.
Som kirke gør vi klar, ved at vi synger om og tale om, fortæller menensker vidt og bredt, at det er advent.
Vi fylder indkøbsvognen i kirken og gør klar til hjælpe dem, der i denne tid, har brug for at vi tager os af deres juleindkøb. Det er praktisk, men er også vores forberedelse, en aktiv venten.
Vi fejrer, at Jesus kom og vi glæder os til at han kommer igen.
Vi forbereder os hver i sær med alle de små halvrituelle forberedelser vi har i vores december og adventstid.
Det kan godt være at de er små traditioner, som vi har arvet. Men de har alle sit udspring i, at adventstiden er en særlig tid, for vi venter på Kristus.
Intet mindre!
Glædelig advent!
Amen