Historien om den tvivlende Thomas, som får lov at møde Jesus.
Prædiken søndag d. 7. april 2024
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Salme 133 & Apg 4,32-35 & 1. Joh 1,1-2,2 & Joh 20,19-31.
Tema: 50 dage forandrer ALT
Det er påske. Ikke bare i søndags, for det er stadig påske i tiden frem mod pinse.
I kirken varmer vi op til påsken med 40 dages fastetid. Op mod den anden store højtid, julen, forbereder vi os i de fire adventsuger frem mod jul. På mange måder er kirken optaget af at tælle dage op til de store begivenheder i året, for at hjælpe os med at leve i Guds historie.
I år vil vi i påsken have fokus på de 50 dage som forandrede alt. Nemlig dagene hvor den opstandne Jesus viser sig og er sammen med mennesker inden han farer til himmels og pinsen kommer.
De 50 dage forandrede nemlig alt, for det gør det, når mennesker står ansigt til ansigt med Jesus.
Nu skal vi tilbage til påskedagen i Jerusalem, hvor kvinderne er kommet tilbage fra graven. Der skaber vild opstandelse ved at fortælle, at Jesus er opstået fra de døde. Disciplene holdt sig indendøre, for de skulle ikke nyde noget af, at få samme omgang som Jesus.
Prøv en gang at forestil dig, at her efter Daniels dåb, så står Jesus pludselig midt i kirken. Han siger. “Fred være med jer!”
Så viser han os sårene i sine hænder og i sin side.
Så puster han ud over os og giver os sin Helligånd.
Nu optager vi gudstjenesten her og sender den på nettet. Jeg vil tro, at den video havner på CNN i løbet af ingen tid.
Breaking news.
Vi der er her. Vi vil resten af voers dage glæde os over, at vi kom lige denne søndag, for den oplevelse kommer til at præge resten af vores liv.
Vi har set ham med vores egne øjne. Den er god nok, han er opstået fra de døde.
Godt at vi ikke gik glip af det!
Forestil dig så, at du kommer ind af døren, når vi skal have kaffe og brunsviger. Alle er ellevilde fortæller, at vi har set at jesus var her….
Hvis ikke man får FOMO i højeste potens af det, så ved jeg ikke hvad.
Det er præcis, hvad der sker for Thomas. Han var der ikke. Vi ved ikke hvorfor eller hvad han lavede. Det giver Johannesevangeliet intet svar på.
Sidst Thomas var sammen med de andre disciple var de krumbøjede af sorg og bristede forventninger. Deres håb var blevet til håbløshed. Jesus var død. Alt det de havde troet på og kæmpet for døde med Jesus.
Nu danser de af bare glæde over at have set Herren.
Det er er godt nok surt, at gå glip af det.
Disciplene prøver ganske givet med alle de argumenter de har, og alt deres begejstring at få Thomas til at tro på, at de har set den opstandne Jesus.
Thomas kan godt mærke deres begejstring. Han kan godt høre, hvad de siger. Han kan også godt forstå det, men han kan altså ikke tro det.
Han er ikke typen, der lader som om. Så selvom han, måske er fortvivlet på sig selv over, at han ikke kan tro det. Selvom han ved, at han gør sine bedste venner kede af det, ved ikke at kunne tro det, så står han ved sin opfattelse.
Hvis ikke jeg får lov til at stikke min finger i de sår han viste jer, så kan jeg ikke tro det.
Det er ikke noget let synspunkt at have midt de andres begejstring og glæde. Måske er det ovenikøbet svært for de andre at rumme?
Der sker noget væsentligt her, nemlig at deres fællesskab er så stærkt, at det rummer både tro og tvivl.
Thomas bliver ikke udskammet, fordi han ikke kan tro.
Thomas forlader ikke fællesskabet, fordi han ikke kan tro. Tværtimod bliver han i det, og er fortsat en del af fællesskabet. Tro og tvivl sammen.
Er det egentlig ikke billedet på den ideelle kirke?
Vi ved, at Thomas var sammen med dem, da dt vilde sker!
Der er gået otte dage, altså en uge, hvor disciplene har snakket, bedt og arbejdet. Pludselig står Jesus der igen. Ligsom sidst siger han: “Fred være med Jer!”
Så henvender han sig direkte til Thomas. Jesus ved, at han har svært ved at tro. Det initiativ Jesus viser der er udtryk for en stor nåde. Jesus kommer den tvivlende i møde. Det giver da håb, ikke sandt?
“Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”
Ud af Thomas’ tvivl opstår en dyb levende tro.
Han havde brug for den tid, han havde brug for, og han fik lov at få den. Der var intet pres om, at skulle tro, men da han selv står ansigt til ansigt med Jesus da tro han. Han tror allerede før, han stikker hænderne frem for at mærke.
Vi ser i historien med Thomas, at tvivl er ikke håbløst. Tvivl er fyldt med håb om tro. Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle!
Alle troende rammes af tvivl. Det er vi måske ikke så gode til at ale om, fordi det er en anelse tabubelagt.
Der er masser af menensker, som vil andre tænker, har stor tro, der i perioder også har stor tvivl.
Tvivl er en del af rejsen i livet.
Ligesom tro forandrer sig gennem livet, så gør tvivl det også.
Tro og tvivl følges ad. Tvivl får én til at kæmpe med sin tro. Man kæmper sjældent med sin tvivl, men netop med sin tro. Derfor er tvivl også med til at udvikle vores tro. Det skal der være plads til i vores fællesskaber, ligsom der var det i disciplenes.
Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle!
Og hvem ved, hvad der sker, hvis vi pludselig stor ansigt til ansigt med Jesus?
Amen