Hør eller læs talen fra påskemorgens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.
Prædiken søndag d. 31. marts 2024 – Påskedag.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Salme 118,1-2,14-24 & Apg. 10.34-43 & 1. Kor 15,1-11 & Mark 16,1-8 & Joh 20,1-18
Nogen gange så er livet bare hårdt!
Jeg er helt med på, at det ikke altid er det, som vi viser hinanden.
Men alle vi, som sidder her i kirken, og du der ser med online, har alle sammen prøvet, at livet var hårdt.
Mange af os har ligefrem oplevet, at livet næsten var mere end vi kunne bære.
Vi har oplevet sygdom. Vi har oplevet, at vores børn har haft det hårdt. Vi har oplevet at at arbejdet var helt urimeligt hårdt, og at vi ikke slog til. Vi har oplevet, at der ikke var penge nok. Vi har oplevet kærlighedsforhold gået i stykker, selvom vi troede at det var den eneste ene.
Vi har oplevet at Gud var noget de andre snakkede om, men ikke noget som vi erfarede selv. Vi har oplevet mennesker omkring os har svigtet, Vi har svigtet.
Vi har følt os forrådt, forladt, fortvivlet og helt alene i verden.
For sådan kan livet også være!
Det er selvfølgelig barsk tale, at indlede påskedagen
på den måde.
Mennesker oplever, vi oplever, at mørket vinder.
Påsken handler om at det er løgn.
Påsken handler om at lyset vinder, at kærligheden sejrer. Selv døden vinder kærligheden over. Og det er gør den til enhver tid, fordi Jesu er opstået fra de døde.
Graven er tom!
Det er nemlig påsken budskab at der altid er håb om, at det mørkeste i livet ikke er mørke for Gud.
Uanset hvilke mørke du befinder dig i, så er der altid håb, så er der altid tro på at kærlighed vinder, for Gud
er større og stærkere end alt andet i denne verden.
Og det er ikke sådan sådan en konkurrence som dem vi havde i vores barndom hvor vi kunne stå råbe min far stærkere end end din far! Nej min far er stærkest. Det er bare sådan det er, for Gud er almægtig, og vi ser det i Jesu opstandelse efter lidelse og død.
Vores liv er sådan skruet sammen, at det nemt bliver sådan, at det ser ud som om at mørket råder og nederlag og død er en del af livet.
Det er let, at få den opfattelse når man ser tilbage på de mørkeste timer i vores liv, eller når man ser tilbage på den lidelse og død, som Jesus gennemgik.
Det er nok nok også, den stemning som råder i påskedagene i Jerusalem, hvor Jesus på langfredagen blev pint og plaget, tortureret for til sidst at dø på et kors, mens de fleste af hans disciple var flygtet til alle sider, stod kvinderne tilbage.
Her udtales nogle af de hårdeste ord, som mennesker kan udtale, nemlig ordene “vi havde håbet at…..”
Når vi siger: “vi havde håbet at…..” så giver vi også også udtryk for, at det håb vi havde, ikke blevet opfyldt, af det viste sig, at være et tomt håb. Det er så smertefuldt.
Håbet blev til håbløshed.
Hvad var det de havde håbet?
Alle dem som havde modtaget Jesus palmessøndag og viftede ham ind i byen med deres palmegrene, alle dem der havde råbt Hosianna velsignet være han som kommer i Herrens navn. De havde alle håbet, at han var folkets forløser, at han vil give dem en ny tid, hvor romerne vil blive smidt ud. En ny tid hvor alt ville være godt, skulle begynde nu.
Vi havde håbet…
Det er helt naturligt at sige sådan, når man har set ham, som man betragtede som ikke bare sin personlige frelser og Herre, men som verdens frelser, som symbol på det nye liv, som Gud havde lovet, dø på korset og blive lagt i graven som en simpel røver.
Det er i den situation, vi finder disciplene i.
Vi havde håbet….
Alt håb er ude. Det er jo ikke fordi, at han ikke har sagt at han skulle opstå fra de døde, men ansigt til ansigt med døden, virker tankerne om at opstandelsen fra de døde naiv
Tilsyneladende er det mørket og døden, der har vundet.
Nu skal de finde ud af hvad de skal gøre med deres liv, for intet er blevet sådan som de havde håbet på.
Vi havde håbet at…
Alting gik så hurtigt, da han blev lagt i graven. Det hele skulle være overstået inden solen gik ned og sabbatten begyndte. Nu er sabbatten forbi, solen bryder frem og Maria Magdalene og Maria Jakobs mor og Salome købte velduftende salmer for at gå ud og salve den døde. De havde ganske enkelt ikke nået, da han blev lagt i graven. Men nu skulle det være.
I dag er det Markusevangeliet som får lov til at fortælle os historien. På vejen derud overvejer kvinderne, hvordan de skal få den store sten væltet væk, så de kan komme ind i graven. Vi skal forstå, at det er en tæt på umulig opgave.
På lang afstand, ser de at graven er åben. Stenen er væltet fra. Der løber helt sikkert alle mulige tanker igennem hovedet på dem da de skynder sig mod graven og går derind.
Inde graven ser de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side. Han siger til dem: “Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal i se ham, som han har sagt jer det.
Kvinderne, som stod tilbage ved korset, da Jesus døde, er de første som får lov til at erfare at han er opstået fra de døde, sådan som han har sagt det.
Dette er måske en historie, som har rødder langt tilbage i tiden, og som kan synes langt væk fra mennesker at 2024.
Men når mørket tilsyneladende råder, når livet er hårdt, når vi står ansigt til ansigt med døden, så er historien om opstandelsen fra de døde relevant for os alle.
For det er opstandelse, som føder håbet om, at livet kan være mere end vi ser.
Påskemorgen vidner om, at livet altid sejrer over døden, at Guds kærlighed ikke er tomme ord, men en tom grav.
Han er ikke her, han er opstået er skabene ord, der giver nyt liv!
Det er her, at vi havde håbet at…bliver til VI HÅBER.
Opstandelsen insisterer på at kærligheden har det sidste ord. Det gjaldt i Jesu liv den gang, og det gælder i vores liv i dag, selv i 2024, så mange år efter.
Historien om Jesu opstandelse, blev bevidnet af kvinderne.
Som opstanden, mødte Jesus disciplene i Galilæa, sådan som han havde sagt det. Sådan som Paulus beskriver det.
De så med deres egne øjne, og de troede.
Den de så, den opstandne Jesus, forandrede deres liv.
Forandringen, forvandlingen af at leve med opstandelsen, skete på en sådan måde, at andre kunne se at noget var sket med dem.
Så når de fortalte om at opstandelsen fra de døde så lyttede mennesker, og tog opstandelsen til sig som noget der skal gælde i deres egne liv.
Vi kender historien, og ved hvordan kristendom spredte sig med lynets hastig i hele middelhavsområdet, ned i Afrika over til Indien op i Europa. Den fik en sådan indflydelse, fordi forvandlede mennesker fortalte om Jesus på en sådan måde, at det gav forvandlet liv.
Påsken er den livsnære histore om, vi havde håbet at…. Som blev til håbet om opstandelsen.
Intet andet har haft en sådan indflydelse på verden. Intet!
Det er det håb vi fejrer i dag.
Glædelig påske.
Amen.
Salme 175 Påskeblomst, hvad vil du her?