Søndag d. 21. januar 2024. Strandby Metodistkirke.
Tale ved gudstjensten, som markerede fusionen mellem Strandby og Frederikshavn Metodistkirker. Talen blev ikke optaget, så der er ingen podcast.
Prædiken søndag d.21. januar 2024.
Metodistkirken i Strandby. ©Distriktsforstander Thomas Risager, D.Min.
Tekster: Salme 150 & 1. Kor 13,1-13
Den guddommelige dans
Tak. Tak for indbydelsen til at komme og være med til at feste sammen med Jer i dag.
Det er en stor glæde, at vi i dag kan fejre fusionen mellem Frederikshavn og Strandby Metodistmenigheder
På mange måder er det et bryllup, som vi er inviteret med til.
Det er to store personligheder, vil jeg sige, som efter et frieri, lange forberedelser, økonomiske beregninger, opgivelsen af et hjem, men ikke opgivelsen af et område som man har stor kærlighed til, nu er blevet gift.
Der er meget som er ens, men sandelig også, som i ethvert ægteskab, meget som er forskelligt. Der er styrker og svagheder, men man er fælles om en stor kærlighed, som er fundamentet for alt.
Det er et godt fundament for to kirker, som bliver én, ligesom det bestemt også er et fremragende fundament for mennesker i almindelighed.
Troen på Guds kærlighed er altafgørende og særlig, også i et bryllup mellem to menigheder.
1. Johannes Brev i bibelen taler om, at den kærlighed Gud møder os med, før vi overhovedet har tænkt på Gud, er en kærlighed, som forvandler os og fordrer af os, at vi elsker hinanden.
Der står:
“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.
Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
Perspektivet er, at Guds kærlighed er først og størst og som følge af den, kan vi elske – og det udfordres vi til at gøre.
Den kendte tekst fra første Korinther brev er en nøgletekst til forståelsen af evangelierne og troen i det hele taget. Her er kærligheden helt central.
Her understreges det at ligegyldigt, hvor dygtige vi er, hvor veltalende vi er, hvor dyb tro vi har, så er det alt sammen flintrende ligegyldigt, hvis ikke vi har kærlighed.
Det er måske noget af det, som kristentro mest af alt handler om, ikke så meget at forstå troen, dogmer, eller alle biblens mange kringlede passager, men at turde tage mod den gudgivne kærlighed og elske ud fra den, som er helt central.
Kærlighed er mange ting. Der er mange mennesker, som er blevet at blive skuffet over kærlighed, for skulle kærligheden ikke, som Paulus skriver det,
tåle alt, tro alt, håbe alt og udholde alt?
Og alligvel har mange oplevet at kærligheden gik i stykker. Men kærlighed er meget mere end kærligheden mellem to mennesker.
I det græske grundsprog er der flere ord for kærlighed, hvor vi på dansk kun har et ord.
Kærligheden mellem to menesker, hedder på græsk eros. Det er en menneskelig kærlighed som har sin rod i, at jeg når jeg elsker, forventer og håber på en kærlig reaktion eller respons fra den jeg elsker, en respons om kan bekræfte min følelse af kærlighed.
Så er der filos, som er et andet græsk ord for kærlighed. Den kender vi alle sammen, for det er den indbyrdes kærlighed, med alle de forviklinger, der kan være, som findes i det kristne fællesskab – i kirken, og i andre fine fællesskaber.
Den kærlighed Paulus skriver så begavet om her, hedder på græsk agape. Det er en kærlighed som er fuldendt og uden fejl. Den har ikke egne motiver, for den tager sit udgangpunkt i den der elskes, ikke i den der elsker.
Det er en kærlighed som er renset for motiv, som ikke forventer noget speciel modsvar, som kun finder sin glæde i den der elskes.
Den er er rodfæstet i Guds kærlighed til os, og handler kun om, at vi elskes som dem vi er.
Den kærlighed tåler alt, og den kærlighed er større end alt andet. Den kærlighed skal aldrig forgå.
Vi elskes og fordi vi elskes af Gud, kan vi elske. Den kærlighed som 1. Johannes brev taler om, at vi skal elske med, er ikke en kærlighed vi skal grave frem fra vores inderste.
Den er ikke noget vi skal præstere, for det er en kærlighed som er givet os fra Gud. En kærlighed som vi kan give videre, for den kommer fra en kilde som aldrig løber tør.
Faktisk er kærlighed den eneste ressource, som der bliver mere af, når vi frådser med den.
Vi læser ofte bibelteksterne fra 1. Korintherbrev i forbindelse med bryllupper. Det gør vi til dels fordi det er så romantiske tekster, men sandelig også fordi billedet af ægteskabet også er et billede, der bruges på forholdet mellem Kristus og kirken, altså os og Kristus.
Kærligheden er helt central og den er fundamentet for alt.
Ved en bryllupsfest, synes jeg altid at brudevalsen er et fantastisk fint udryk for kærlighed og derfor er den også særdeles romantisk.
Dans er et udtryk for kærlighed. Den måde to elskende omfavner hinanden på og og giver sig hen til musikken, til rytmen, til hinanden er så smukt.
Det ser så elegant ud, når et par smilende glider af sted i musikkens og hinandens favn og helt tydeligt følger rytmen og ikke mindst hinanden. Man kan ikke danse, hvis ikke man for en stund glemmer sig selv, og fokuserer på den anden.
Der bliver en samhørighed uden ord og instruktion, og når jeg ser på det, så ser det legende let og særdelse fredfyldt ud.
På mig virker det også som om, at tiden for en stund står stille, alle bekymringer om noget som helst forsvinder til fordel for en tilstedeværelse i det nu, som dansen er. Og det nu er ikke stilstand. Det er bevægelse.
Det er brudevalsen, men dans er jo meget mere. Brudevalsen er det totalt romantiske, hvor man danser med sin elskede.
Men dans er meget mere, ligsom kærligheden er meget mere end den mellem to elskende.
Vi kan danse med flere partnere, som vi har forskellige relationer med. Det er her, hvor de forskellige ord og udtryk for kærlighed, som vi nu kender dem fra græsk, kommer til udtryk.
Der er ikke noget galt i, ja det kan faktisk være utroligt smukt, at danse med en anden, end den man elsker romantisk (eros).
Det er også en kærlighedshandling, at tage mod indbydelsen til dans, når en hånd bliver rakt frem til dig.
Håbet er også at den kærlighed vi elsker hinanden med efterhånden bevæger sig hen mod en agapekærlighed. Igen er det ikke noget vi kan præstere, men udelukkende noget som kan ske under Helligåndens virke i den proces som vi, teologierne, i vores kirker kalder helliggørelse. Det er Gud der virker i os, men vi er selvfølgelig nødt til at tage mod den fremstrakte hånd og deltage i den dans, vi er budt op til.
Dans fascinerer de fleste af os.
Måske tænker du, åhhh det ved jeg da ikke om det gør, så vil jeg bare minde om den enorme interesse der er for “Vild med dans” på tv, selvom vi er ved at løbe tør for kendisser til at deltage i programmerne. Jeg er fascineret.
Jeg ville for eksempel ønske at mine forældre havde stået fast på, at jeg skulle gå til dans hos Anne Gigger, som jeg tror danselæreren hed.
Jeg ville nemlig ønske at jeg var bedre til at danse, sådan at jeg frimodigt kan være på floor, som de unge siger.
For hvis man skal danse med mig, så skal man have en engels tålmodighed og stor overbærenhed.
Dansen bruges som et billede på livet og i mange kristne tænkeres overvejelser er dansen brugt som et udtryk for det at leve med Gud.
Det er et super billede, fordi det udtrykker aktivitet, bevægelse og engagement frem for passiv venten.
Gud rækker sin hånd frem til hver enkelt af os, også de af os, som ikke er de fødte dansere, og byder op til dans.
I dag fejrer vi brylluppet mellem to menigheder, som bliver til en.
Der er brudevals, og mange danse forude med hinanden og med Gud.
Mit håb og min drøm er, at vi får hele Strandby, Frederikshavn, ja hele Nordjylland på flor til en seriøs dejligt, legende, udfordrende, udviklende, missionerende, inkluderende, og ikke mindst kærlig dans.
For det er nu, der spilles op til dans!
Amen.
Ichtus:
Shalom to You
Må din vej gå dig i møde
