Prædiken søndag d. 19. November 2023.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.
Tema: Taknemmelighed 2/3
Tekster: Fill 4,1-13
Alle, der har prøvet at opdrage børn, har hørt sig selv sige til et barn, som var ked af det eller græd: “Nu skal du være glad!”
De fleste af os ved også godt, at de ord ikke har den store effekt hos et barn som er opløst af gråd.
De flest af vi voksne har sikkert også prøvet at have den dårlige samvittighed over, at vi synes det hele er lidt træls eller ligefrem deprimerende, for når vi kigger os rundt i vores liv, så kan vi godt se at meget er godt, så vi burde egentlig være tilfredse og glade, men det er bare ikke den følelse, som regerer i vores sind. Man er ikke glad, så får man dårlig samvittighed over ikke at være glad, selvom man måske burde være det.
Glæde er ikke noget man bare kan klistre på, for hvis der er noget vi mennesker ikke kontrollerer, så er det vores følelser. Vi kan regulere, hvis vi er psykisk sunde, hvor meget de kommer til udtryk, men vi kan ikke kontrollere, hvad vi faktisk føler.
Der er god grund til at tro, at dette også var gældende da Paulus skrev sit brev til menigheden i Fillippi, som ligger i det nuværende Makedonien.
Selvom jeg på det kursus, jeg har været på her i ugen, hørte en meget dygtig forelæser sige, at mennesker ikke kommer i kirken for at høre teologi, så synes jeg ikke vi kan gå videre uden, at sige et par ord om Paulus og hans berømte brev til menigheden i Fillippi.
Bibelen rummer en række breve, hvoraf de 10 af dem traditionelt tilskrives apostlen Paulus.
Vi ved fra Apostlenes Gerninger i bibelen, at Paulus fra en ivrig forfølger af dem, som troede på Jesus. Han arbejdede helt enkelt på at få kristne smidt i fængsles og var godt tilfreds med det, hvis de også blev henrettet og led martyrdøden for deres tro.
Paulus var på vej for at arrestere Jesus-tilhængere, da han på vejen mod Damaskus slås til jorden af et stærkt lys. Gennem dette stærke lys taler Jesus, som er korsfæstet, død, begravet opstået, opfaret til det himmelske, til ham.
Paulus kommer til at tro på, at Jesus faktisk var den Kristus, som den jødiske kultur ventede på, og han fik et nyt liv. Det var en seriøs omvendelse, fordi han ikke var den samme bagefter.
Paulus blev en af de ivrigste missionærer for den kristne tro, og sluttede sig til disciplene i Jerusalem inden han begav sig ud på i alt fald tre store rejser i middelhavsområdet. Her grundlagte han og besøgte menigheder som var opstået hele vejen rundt om Middelhavet.
Paulus var en lærd mand, så han kunne skrive og det gjorde han i konkrete breve, som i meget høj grad kom til at definere den måde som hele kirken, og vi i dag, tænker tro på.
Selvom brevene er sendt direkte til menigheder, så har man dengang set værdien i dem, skrevet dem af og sendt dem rundt, så de blev bevaret og da kirken i lange diskussioner gennem de 100 år, der gik fra år 200 – 300 opnåede enighed om, hvilke skriver, der skulle med i Bibelen fik Paulus en fremtrædende plads. Det gjorde han bl.a. fordi brevene er de tidligste skriftlige kilder vi har om Jesus.
Derfor er det også svært, den dag i dag, at komme uden om Paulus.
Han har skrevet et langt brev til menigheden i Fillippi og nu er han ved at lande det, så den vigtige afskeds salut bliver: “Glæd Jer altid i Herren, jeg siger atter: Glæd Jer!”
Så er vi tilbage ved spørgsmålet om man kan glæde sig på kommando?
Der er ingen tvivl om at dette er imperativ, bydeform, en direkte ordre eller lidt blødere en opfordring.
Paulus tager det et skridt videre, for han angiver kilden til glæden. Den kilde er Herren, er Gud, er Jesus.
For rodfæstet i ham, og det er enhver troende, også vi med lille og tøvende tro, kan vi glæde os. Glæden, taknemmelgehden, trygheden, kommer fra Jesus ikke fra os selv.
Bemærk også at tiltalen er altid i flertal. Der tales ikke til den enkelte, men til det unikke fællesskab som en menighed i enhver kirke er.
Der tales til I ikke til dig.
Det er en vigtig viden, at have i baghovedet her. At det er fællesskabet, der tales til.
Paulus ved nemlig, at den kristne tro ikke er et selvrealiserings projekt, men at den bedst udfolder sig i fællesskabet.
Glæden i Herren kommer af den dybe taknemmelighed over, at Guds kærlighed, som viste sig ikke at være tomme ord gennem Jesu død og opstandelse, må gælde os.
Taknemmeligheden kommer ud som glæde, På en dag som i dag, hvor vi deler glæden over Elliot som er blevet døbt og dermed en del af os, er det nemt at føle den glæde.
I den glæde og taknemmelighed, er løfterne fra Paulus, at Guds fred vil bo i os bevare vores hjerter og tanker i Kristus.
Det er ikke dårligt at være i Kristus.
Det handler om at vi, på trods af tvivl, gennem tro er forbundet med ham. Igen er der et vi og et sammen ….
Vi hænger sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis kender hinanden, for der er en glæde der kommer fra Gud, som bevæger sig i det unikke fællesskab, som er i enhver kirke, og som naturligvis også er her. Et fællesskab som er over hele verden, og som vi i dag har døbt Elliot ind i.
Det fylder mig med taknemmelighed og glæde!
Amen