Måned: november 2023

Prædiken søndag d. 26. november 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,1-15. 

Taknemmelighed 3/3.

Vi kender det alle sammen! 

Hvis bare vi havde råd til at ansætte én mere. 

Hvis bare vi var flere frivillige, som tog ansvar.

Hvis bare vores hus havde en større stue.

Hvis bare vores kirke kunne have en scene…

Det gælder hele vejen rundt i livet, at vi ønsker, at tingene kunne være anderledes, hvis bare vi havde mere at gøre med af det ene eller det andet…..

Det er en såre menneskelig måde, lade sig begrænse på. Vi gør det alle. 

I dag dropper vi ned i Johannesevangeliets mirakelhistorie om bespisningen af de 5000 tusind, så går dette igen. Hvis bare vi havde….

Historien her finder vi i forskellige variationer ikke bare hos Johannes, men også i de synoptiske evangelier. De synoptiske evangelier er en fælles betegnelse for de tre af evangelierne, som ligner hinanden mest, nemlig Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet. De har med stor sandsynlighed haft en fælles kilde at trække på. 

Så det er en begivenhed, som er så væsentlig at den faktisk fortælles i alle fire evangelie-traditioner. 

Der er, hos mig, ingen tivl om at Jesus var fantastisk dragende. 

Dels var det han sagde om Gud som en kærlig far så radikalt anderledes end, det folket ellers hørte, at han simpelthen fik menneskers fulde opmærksomhed med sit budskab. For det var så befriende.

Når jeg forestiller mig, hvordan Jesus var i sin måde at tale og være sammen med menensker på, så har jeg selvfølgelig alle mulige Jesus film og serier i mit baghoved. 

Men jeg tror, at jeg lige som de mange menensker, der fulgte efter Jesus for at høre mere og se flere helbredelser, også var fulgt med for at opleve mere. 

Det var der mange mennesker, som gjorde. 5000…. 

Jesus sætter Fillip på en prøve, selvfølgelig ikke for at udstille ham, men for at drive en pointe igennem. 

“Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” 

Fillip er naturligt nok helt overvældet, jamen brød for 200 denarer slår ikke til. 

Der stopper vi lige op, for 200 denarer er et kæmpe beløb. En denar er en arbejders løn for en dag. Så dette siger både noget om, hvor overvældet Filip er, men også noget om, hvor uoverskueligt mange mennesker, som er tilstede. 

200 daglønninger slår ikke til. 

Mon ikke Fillip tænker, hvas bare vi havde….. 

Jesus har et overblik, som Fillip ikke har.

Disciplen Andreas, Simon Peters bror, kigger rundt for at se, hvilke muligheder, som er. Han ser en lille dreng, som har fem byggrød og to fisk. 

Det er ingenting i forhold til hvad er er behovet. 

I de bibelske fortælleringer fylder børn ikke meget. Børn er uden status på den tid, så det at dette også er en dreng, som har brød og fisk siger noget om, at situation er helt umulig. 

Havde de bare haft….

Den ubetydelige dreng har ubetydeligt brød og ubetydelige fisk. 

Folkene blev bredt om at sætte sig. Jesus tog brødene og takkede. Det samme med de to fisk. Herefter delte de ud til alle. Johannesevangeliet fortæller os endda, at folk fik så meget de ville have. De fik altså et reelt måltid og blev mætte. 

Vi får også lige den lille krølle, at de samlede resterne sammen og fik tolv kurve fulde. De tolv kurve blev symbolet på Israels tolv stammer. Der er virkelig overflod, må vi forstå.

Sikke et kæmpe mirakel, de har været en del af. Det virker som en ikke så vigtig ting, at kunne sørge for mad til folk, men mad, fem brød og to fisk, er jo basale behov, som mennesker har. Det er helt essentielt. 

Miraklet er, at Jesu siger, at Guds kærlighed ikke handler om, at han skal tilbedes, men om at folkets basale behov også er en del af ligningen. At dette ikke handler om at Jesus skal løftes op og tilbedes, men om at Jesus sørger for sine. 

Selvomfølgelig er det et mirakel, men det tager sit udgangspunkt i det de allerede har.

Det som for os i situation ser værdiløst ud har værdi for Gud. Det multipliceres og bruges. 

Vi har jo kun… 

Hvis bare vi havde….

Vi har hvad vi skal bruge. 

Og når det handler om kirker, så er det min faste overbevisning at Gud har givet os alt det vi skal bruge, for at gøre det han kalder os til at gøre.

Vi har….. 

Det er det, som jeg vil runde serien om taknemmelighed af med. 

Jeg vil gerne udfordre os til på alle livets områder, at se på hvad vi allerede har.

Som fællesskab har vi det vi alt, som vi skal bruge for at være et klart budskab om Guds kærlighed i denne dejlige by.

Som mennesker har vi alt, hvad vi har behov for for at leve livet. 

Og der, hvor vi sætter os sammen i Jesu navn, der kan kan to fisk og fem brød, der sættes i spil gøre en verden til forskel. 

Jeg er taknemmelig for at have en tro, som jeg må have sammen med Jer, en tro som ikke fokuserer på glimmer, guld og penge, men som handler om tro.

En tro, hvor fem brød og to fisk rummer kimen til en dyb taknemmelighed. 

Så her inden vi går ind i adventstiden og juleshopping, så ser vi hinanden og Gud i øjnene og konstaterer at alt det væsentlige er på plads. 

Det er jeg taknemmelig for.

Amen.

578 Vi rækker vore hænder frem

Prædiken søndag d. 19. November  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Taknemmelighed 2/3

Tekster: Fill 4,1-13

Alle, der har prøvet at opdrage børn, har hørt sig selv sige til et barn, som var ked af det eller græd: “Nu skal du være glad!” 

De fleste af os ved også godt, at de ord ikke har den store effekt hos et barn som er opløst af gråd. 

De flest af vi voksne har sikkert også prøvet at have den dårlige samvittighed over, at vi synes det hele er lidt træls eller ligefrem deprimerende, for når vi kigger os rundt i vores liv, så kan vi godt se at meget er godt, så vi burde egentlig være tilfredse og glade, men det er bare ikke den følelse, som regerer i vores sind. Man er ikke glad, så får man dårlig samvittighed over ikke at være glad, selvom man måske burde være det. 

Glæde er ikke noget man bare kan klistre på, for hvis der er noget vi mennesker ikke kontrollerer, så er det vores følelser. Vi kan regulere, hvis vi er psykisk sunde, hvor meget de kommer til udtryk, men vi kan ikke kontrollere, hvad vi faktisk føler. 

Der er god grund til at tro, at dette også var gældende da Paulus skrev sit brev til menigheden i Fillippi, som ligger i det nuværende Makedonien. 

Selvom jeg på det kursus, jeg har været på her i ugen, hørte en meget dygtig forelæser sige, at mennesker ikke kommer i kirken for at høre teologi, så synes jeg ikke vi kan gå videre uden, at sige et par ord om Paulus og hans berømte brev til menigheden i Fillippi. 

Bibelen rummer en række breve, hvoraf de 10 af dem traditionelt tilskrives apostlen Paulus. 

Vi ved fra Apostlenes Gerninger i bibelen, at Paulus fra en ivrig forfølger af dem, som troede på Jesus. Han arbejdede helt enkelt på at få kristne smidt i fængsles og var godt tilfreds med det, hvis de også blev henrettet og led martyrdøden for deres tro. 

Paulus var på vej for at arrestere Jesus-tilhængere, da han på vejen mod Damaskus slås til jorden af et stærkt lys. Gennem dette stærke lys taler Jesus, som er korsfæstet, død, begravet opstået, opfaret til det himmelske, til ham. 

Paulus kommer til at tro på, at Jesus faktisk var den Kristus, som den jødiske kultur ventede på, og han fik et nyt liv. Det var en seriøs omvendelse, fordi han ikke var den samme bagefter.

Paulus blev en af de ivrigste missionærer for den kristne tro, og sluttede sig til disciplene i Jerusalem inden han begav sig ud på i alt fald tre store rejser i middelhavsområdet. Her grundlagte han og besøgte menigheder som var opstået hele vejen rundt om Middelhavet. 

Paulus var en lærd mand, så han kunne skrive og det gjorde han i konkrete breve, som i meget høj grad kom til at definere  den måde som hele kirken, og vi i dag, tænker tro på. 

Selvom brevene er sendt direkte til menigheder, så har man dengang set værdien i dem, skrevet dem af og sendt dem rundt, så de blev bevaret og da kirken i lange diskussioner gennem de 100 år, der gik fra år 200 – 300 opnåede enighed om, hvilke skriver, der skulle med i Bibelen fik Paulus en fremtrædende plads. Det gjorde han bl.a. fordi brevene er de tidligste skriftlige kilder vi har  om Jesus. 

Derfor er det også svært, den dag i dag, at komme uden om Paulus. 

Han har skrevet et langt brev til menigheden i Fillippi og nu er han ved at lande det, så den vigtige afskeds salut bliver: “Glæd Jer altid i Herren, jeg siger atter: Glæd Jer!”

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om man kan glæde sig på kommando? 

Der er ingen tvivl om at dette er imperativ, bydeform, en direkte ordre eller lidt blødere en opfordring. 

Paulus tager det et skridt videre, for han angiver kilden til glæden. Den kilde er Herren, er Gud, er Jesus. 

For rodfæstet i ham, og det er enhver troende, også vi med lille og tøvende tro, kan vi glæde os. Glæden, taknemmelgehden, trygheden, kommer fra Jesus ikke fra os selv.

Bemærk også at tiltalen er altid i flertal. Der tales ikke til den enkelte, men til det unikke fællesskab som en menighed i enhver kirke er. 

Der tales til I ikke til dig. 

Det er en vigtig viden, at have i baghovedet her. At det er fællesskabet, der tales til. 

Paulus ved nemlig, at den kristne tro ikke er et selvrealiserings projekt, men at den bedst udfolder sig i fællesskabet. 

Glæden i Herren kommer af den dybe taknemmelighed over, at Guds kærlighed, som viste sig ikke at være tomme ord gennem Jesu død og opstandelse, må gælde os. 

Taknemmeligheden kommer ud som glæde, På en dag som i dag, hvor vi deler glæden over Elliot som er blevet døbt og dermed en del af os, er det nemt at føle den glæde. 

I den glæde og taknemmelighed, er løfterne fra Paulus, at Guds fred vil bo i os bevare vores hjerter og tanker i Kristus. 

Det er ikke dårligt at være i Kristus. 

Det handler om at vi, på trods af tvivl, gennem tro er forbundet med ham. Igen er der et vi og et sammen ….

Vi hænger sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis kender hinanden, for der er en glæde der kommer fra Gud, som bevæger sig i det unikke fællesskab, som er i enhver kirke, og som naturligvis også er her. Et fællesskab som er over hele verden, og som vi i dag har døbt Elliot ind i.

Det fylder mig med taknemmelighed og glæde!

Amen

I dag var jeg inviteret til at tale i det nye trosfællesskab, som kalder sig Golgata. Det er et nyt initiativ, som er opstået på Metodistkirkens plejehjem Betaniahjemmet, hvor der førhen også var en menighed, som kaldte sig Golgata. Den er, kan man sige, ved at opstå igen.

Her er talen, som var mit bidrag ind i gudstjenesten.

Prædiken søndag d. 12. november 2023.

Metodistkirken – Golgatha. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 20,1-16. 

En tid med mirakler – et hurtigt fiks.

Først vil jeg selvfølgelig gerne sige tusind tak for, at jeg må få lov til at komme forbi og være med til gudstjeneste her i Golgata. Det er helt generelt altid godt og være sammen med jer, og især er det skønt at være sammen med mennesker som tør prøve nyt og som vil noget med tro og liv. Det skal i have tak for. Altså ikke bare tak for og invitere mig, men tak for alt det i gør.

…..

Hold da fast mand! 

Jeg  bliver så forpustet, over at følge med i alt den perfekthed, som jeg synes, at livet kræver af os.

Det er så let og sige, at især de unge, spejler sig i hinanden, og i meget urealistiske idealer fra Instagram, Tiktok og alt det andet, som jeg ikke en gang kender til. Det er som om, at der er en enorm ensretning, alle ser ens ud, og kravene ser ud til at være skyhøje for alle.

Det kan de, som er lidt mere voksne meget hurtigt blive enige om. 

Men man skal jo være lidt varsom med, hvad man siger om splinten i sin brors øje, når man selv har en bjælke hængende ud af hovedet.

For alle generationer er optaget af, at leve det gode liv, som oftest er lig med det perfekte liv, fordi vi tror, at de to ting hænger sammen.

Før Instagram viste os de fotogene madopskrifter, de flotte stuer, de hotellignende soveværelser, den helt rigtige motionsform, så var det jo selvhjælpsbøgerne, som blev revet ned af hylderne hos boghandlerne. 

7 God vaner, Genvejen til, effektiv tidsstyring, timemaneger principerne, tro mig, jeg har læst dem alle sammen. 

Ligesom alle andre, ønsker jeg jo også, at livet skal fungere så godt som muligt, at tiden bruges så effektivt som muligt, at kosten, motionen, hjemmet, børnene og kærligheden skal stå snorlige og helst i moderigtige grålige nuancer, så det gør sig på Insta.

Jeg har efterhånden måttet erkende, at ligegyldigt, hvor jeg kigger hen, så er der altid nogen, som ser ud som om, de kan klare dobbelt så meget som mig, som ser ud som at livet nærmest er en legede dans. 

I den sammenligning kan man faktisk godt blive lidt misundelig. For det ser nogen gange ud som om, at der nogle, som slipper lettere om ved det hele, som om er er mirakler omkring dem. 

Den der misundelse og undren, når man selv synes, man knokler, ligsom den arbejder, der har knoklet hele dagen i vingården, føler på egen krop, da vingårdsejeren rækker ham den aftalte denar for dagens arbejde, er nok tæt ved den samme. 

Her har han knoklet hele dagen, og så har han set dem, som begyndte ved den  3., 6., 9. og 11. time, blive betalt med det samme som ham, mens han har knoklet siden solen stod op.

Det virker så uretfærdigt. 

Det er det da også. Det er himmelråbende uretfærdigt.

Set med vores jordiske retfærdighedsbegreber, er dette uretfærdigt. Det kommer vi ikke uden om, men hvad er det lige, denne lignelse faktisk handler om? 

…. For himmeriget ligner en vingårdsejer…. Det handler om himlen, om paradiset, om der hvor Guds nåde og kærlighed råder fuldt ud. Dér er der ikke jordisk retfærdighed, for jordisk retfærdighed baserer sig på sammenligning, på millimeterretfærdighed. 

Hun har fået sådan for det, så skal jeg have det samme, eller mere fordi min indsats er mere værd… Sådan er det ikke i Guds rige. 

Lad os lige kaste et blik i bibelen og se lignelsen i Matthæus kapitel 20. 

Som jeg allerede her sagt, så slår vers 1 fast at dette handler om himmeriget. 

I vers to bliver vingårdsejeren enig med den første daglejer om dagslønnen på en denar, som er en helt rimelig dagsløn. Det er det man har brug for, for at forsørge en familie.

Ved den tredje time er der flere arbejdere, som ikke har fået tjans. Det er vers 3 og 4. Gå hen i min vingård, og jeg vil betale, hvad I har ret til. 

Læg mærke til det vers.

Så bliver der hyret arbejdere igen ved den 6,9 og 11 time, hvor arbejdsdagen næsten er slut. Der er ikke aftalt løn ved de sidste tre rekrutteringer. 

De får alle det det, der er deres ret. 

I jordisk perspektiv er det ikke retfærdigt at én som har arbejdet én time får det samme som den, der har arbejdet tolv. 

Men den, der har arbejdet én time har brug for nøjagtigt det samme. En dagsløn, så livet kan opretholdes. 

Det handler om at Gud ikke ser er på, hvad vi gør, men hvem vi er. Med det mener jeg ikke, hvem vi er i familie med, eller hvorfor en kirke, vi tilhører, men at vi er (mennesker).

Det handler om at Guds kærlighed er det, som på græsk hedder agape, en kærlighed tager sit udgangspunkt i den, der bliver elsket. 

Og det vender alting på hovedet. 

Vi bør jo vide, at Guds kærlighed er så anderledes, at når vi møder den nåde, det mirakel, så bliver vi helt rundtossede. 

Vi bliver endda salige! Er det ikke sådan Jesus indleder Bjergprædiken? Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. salige er…. 

Det er nemt at blive forarget, når vi ligesom arbejderne i vingården ser nogle slippe let om ved det. 

Når det kommer til troens verden, så er det de samme mekanismer, som som er på spil, for vi der kalder os kristne, eller vi der prøver på at være det, så godt vi kan, faktisk har en tro på, at med jesus kom Guds rige her på jorden. 

Hvis man læser Markusevangeliet, så det i alt fald det første, jesus offentligt proklamerer: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær!; Omvend Jer og tro på evangeliet!”

Vi lever i en tid, på et sted, hvor Guds rige er kommet nær. 

Nogen gange får vi lov til at opleve, hvordan det er i Guds rige. Det er der mange eksempler på, men lad mig give nogle: 

Når bøn høres, 

når menesker bliver raske, 

når et menneske styrkes i sin tro, 

når et menneske får lov at møde Gud, 

når Jesus bliver mere end brødet og vinen, 

når tiden står stille i lovsangen, 

når flammerne i lejrbålet bliver helligåndsflammer, 

og mange flere eksempler. 

Jeg er sikker på, at du selv kan føje nogle til.

Vi lever i dette liv, i det jordiske hvor Guds rige er nær. 

Det er jo Guds væsen at komme til os. Vi skal snart fejre advent, hvor vi fejrer at Jesus kom og kommer igen. Indtil Jesus kommer, får vi lov til at opleve smagsprøver på det himmelske. 

Det får os til at sige, at mirakler sker, for det er sandt, at vi lever i miraklernes tid. De af jer, der kender mig ved, at jeg bedst kan lide at have begge ben plantet på jorden, men det skal ikke forhindre mig i at løfte hænderne i lovsang. 

Jeg har oplevet mirakler. 

Jeg har oplevet at tinge flasker sig i umulige situationer, jeg har oplevet Guds klare hjælp i forskellige sammenhænge i min tjeneste, hvor jeg ved, at jeg var så langt ude at jeg ikke kunne bunde. 

Jeg har oplevet at være med til at bede for et meget sygt menneske, som i dag er rask. 

Jeg har også været med til at bede for menensker, som er døde af deres sygdom. 

Miraklerne er der, Guds nærhed er her, og det betyder at den verden vi kender, som vi kan måle med centimeter og denarer, får et mere sofistikeret udtryk. 

Der sker ting, som vi ikke kan forstå eller forklare, og så må vi forlade os på vores tro også når vi længes efter et kvikt fix.

Jeg tror, at vi ligesom arbejderne i vingården, må forstå at Gud giver os det vi har brug for. Nogle har brug for mere end andre og det er helt ok.

Jeg siger igen miraklerne sker, men det er ikke det samme som at skal sætte os på bagen og vente på dem. Nogen gange sker mirakler langsomt og i proces, det har jeg set. 

Og så skal vi ikke underkende, at der hvor vi er der for andre, der hvor vi beder for andre, der hvor vi er kirke for andre med alt, hvad det indebærer, da kan det være os, fællesskabet, som er miraklet, det der leder et menneske til tro, til helbredelse eller til et fuldendt liv. Livet hvor man er i Guds hænder, som i øvrigt er noget helt andet end det perfekte liv. 

Men det er en helt anden snak, som vi må tage en anden dag.

Som kristne, som troende, lever vi i miraklernes tid, men miraklerne er Guds og de sker i hans tid. 

Vi må tage mod de mange små mirakler som er omkring os, vi må være mirakler for hinanden, og vi må forstå, at vi ikke altid forstår, hvad Gud gør. Og det er faktisk helt i orden. 

AMEN.

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 12. november  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 105. 

Taknemmelighed 1/3

Fra og med i dag er der tre søndage tilbage af kirkeåret. Det betyder, at det nye kirkeår begynder om kort tid, for det sker jo første søndag i advent. 

Den slags venden blad kalder på reflektion over livet, tiden der er gået og ikke mindst tiden, som kommer. 

Kirkeligt set ser vi frem mod første søndag i advent, hvor vi i gudstjenestefejringerne op mod jul glæder os til og over, at Jesus kom til verden som vores frelser og ikke mindst til forventingen om at han en dag kommer igen og lader sin retfærdighed råde i verden.

Her tænker jeg ikke bare på vores frelser, altså din og min frelser, men jeg tænker som verdens frelser. Som skabelsen frelser.

Så det at vi kigger frem mod advent, vil jeg selv forsøge at have i baghovedet, mens vi i dag går ind i denne nye prædikenserie. 

Vi skal have hel tre søndage, hvor taknemmeligheden er i centrum. 

Taknemmelighed! Hvordan skal man kunne det, når det er sådan, at hver gang man løfter hovedet, så er der så meget, som er helt helt galt i vores verden. 

Jeg nævner i flæng. Ruslands skamløse invasion af Ukraine. Kan ukrainerne, nu hvor nyhedens interesse forsvinder blive ved at forsvare sig? Hvad sker der, hvis de bliver nødt til at acceptere et delvist nederlag? Hvem bliver de næste, som bilver overfaldet? 

Mellemøsten er endnu en gang gået amok. Fattigdom, besættelser, religiøst vanvid, Brutalt terrorangreb ind i Israel, kæmpe militær overmagt sluppet løs mod Hamas og utallige uskyldige civile i Gazastriben. 

Hadet breder sig i en sådan grad, at der ude på SDU har været sammenstød mellem studerende på begge sider af konflikten. Samtidigt oplever det lille jødiske samfund i Danmark en stinging i antisemitismen. I Danmark er der nu jøder, som overevejer om de kan gå med kalot i det offentlige rum.

Det bør være muligt at kritisere Israel uden at være antisemitisk, ligsom en kritik af Hamas ikke er det samme som at være mod de krav på et ordentlig liv, som palæstinenserne har. 

Juli var den varmeste måned nogensinde, tørke, storme, vådeste oktober, 100 års hændelser lever ikke lige om til deres navn længere. Stormfloderne sker langt hyppigere.

Stigende polarisering, ungdom under pres, pengene er blevet mindre værd, aldrig har så mange søgt julehjælp.

Verden forandrer sig i en sådan hast, at mange opgiver at følge med og i stedet drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvilket i nogen grad fodrer en stigende nationalisme. 

Så hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er jeg selv udfordret af uro, utryghed og håbløshed for verdens tilstand. 

Problemet med det, er at de følelser har det med at bringe vores mindre pæne sider frem. Uro, utryghed og håbløshed spiller nemt hinanden stærkere og den slags kan formørke sindet og give uro i sjælen hos selv de optimistiske menensker. 

Men der er stadig håb – Der er altid håb!

Jeg vil give os den udfordring at vi finder modgiften frem. Den modgift er takenemmelighed.

Det er ikke ment som sådan noget postiv psykologi, at vi skal få det bedre af at fokusere på det positive. 

Perspektivet er større end vort eget velbefindende, sådan er det oftest, når vi taler om tro, at perspektivet er større.

 For det med tro, handler ikke kun om selv, den kristne tro lærer os netop at løfte blikket fra os selv, for at se Jesus og verden gennem ham. 

Når vi løfter blikket er det nemt at få øje på alt mørket, og der er meget mørke i verden i dag. Det er imidlertid sådan at vi er indrette til at se det, som leder efter først. 

Så hvis vi hele tiden tænker, at der er elendighed, så ser vi vi elendigheden. Hvad mon vi ser, hvis vi leder efter lyspunkter, taknemmeligheden? 

Hvad ser du?

Hvis jeg lige løfter blikket fra alt det andet, som fylder, så er der faktisk en hel hel del i mit liv, i mit arbejdsliv, i kirken, som faktisk intet mindre end fylder mig med glæde, med tryghed, med ro over at høre til og være en del af. 

Så det er der, alt det, som man kan være taknemmelig over. Jeg er helt bevidst om, at livet kan have behandlet os forskelligt, og at du måske skal anstrenge dig lidt mere end jeg, for at finde taknemmelighedspunkter. 

Siden de første kristne, som mildest talt ikke levede i en fredfyldt tid, der var faktisk krige hele vejen rundt om dem, der var forfølgelser af dem, livet var anderledes hårdt end vores, sådan i almindelighed, så var det en udpræget dyd, at man priste Gud. At man sagde tak til Gud, at man sang lovsange og spillede sin glæde over troen ud. 

Det løftede dem åndeligt, men det løftede dem også i øjenene hos dem, som stod udenfor og betragtede dem. De vandt en respekt fordi de viste at den tro de havde, faktisk gjorde en forskel i deres liv. 

Så det er det store perspektiv i at være taknemmelig og sige tak til Gud gennem de sidste tre uger af kirkeråret. 

At vise verden at troen, som vi har, betyder noget, og gennem menensker som os, i det små er med til at gøre verden til et bedre sted. 

Salme 100, som vi har foran os i dag har fire udfordringer til os: 

Bryd ud i fryderåb 

Tjen Herren 

Forstå at Herren er Gud

Gå ind ad hans porte med takkesang 

Bryd ud i fryderåb, sig tak. Gør det højt så andre hører det. Vi bør slå vinduerne op og åbne døren på vid gab, når vi i bøn og tak synger og beder med vores taknemmelighed. 

Tjen Herren 

Vi er aldrig kaldede til kun at holde gudstjeneste, bede og synge. Vi er kaldede til at tjene Herren, og det gør vi ved at tjene vores næste og være med til at gøre verden til et bedre sted for flere. 

Endelig skal vi forstå at Herren er Gud. 

Vi skal tro på Gud, vi skal stole på Gud, vi skal vide, at Gud er God, og dermed har hånd i hanke med alt det, som vi ikke forstår eller faktisk er bange for. Gud er Gud, må han hjælpe os til at fatte det. 

Slutteligt skal vi gå ind af hans porte med takkesang. Det betyder at tage mod indbydelsen til at gå med Gud i livet, ind af hans porte er ind til et indre liv sammen med ham og et ydre liv sammen med den der lider og har brug for os i verden. 

Det er det som er udfordringen og jeg har tænkt mig at tage mod den i dyb taknemmelighed. 

Amen