september 2017 – Thomas Risager

Livet er en holdsport – Christian Alsted

I dag er vi så heldige at have besøg af Metodistkirkens biskop Christian Alsted. Christian leder som biskop Metodistkirken i Norden og Baltikum. En stor del af hans tjeneste er, at rejse rundt og besøge menighederne og opleve livet der. I dag er det her i Odense, at vejen er gået forbi. Derfor er det Christian Alsted, som taler.

Han siger om dagens tale:

“Livet er en holdsport. Ingen af os kommer igennem livet alene. Vi behøver andre for at opleve kærlighed, venskab, familie, sorg og lykke – sådan er vi designet og sådan fungerer vi. Både når livet er godt, og når det virkelig brænder på, har vi brug for en ved siden af.”

Undervejs i talen afspilles en video, som der linkes her.

https://www.youtube.com/watch?v=Us-TVg40ExM

Du kan høre talen her:

Hamrende uretfærdigt – Thomas Risager

Alle der har haft eller har passet små børn, har prøvet at skulle dele en pose slik mellem dem.

Jeg gætter på, at det er en af de situationer i hverdagslivet, hvor begrebet retfærdighed fylder mest. Børnene har ikke det her filter, hvor man holder sig lidt tilbage. De vil have lige meget slik!
Hjemme hos os har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske: Den ene hælder op i skåle, den anden vælger først. Man vil gå langt, for at fredagen og Disney-sjov også skal være hyggeligt.

Når Jesus fortæller om retfærdighed, vil vi opdage, at hans retfærdighed ikke er retfærdig, på den måde vi forventede …”

Hør talen her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte kan være lidt forskelle mellem det planlagte skrevne ord, og det spontane talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 17. september 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,21-35. Uretfærdig uretfærdighed.

Alle der har prøvet at have små børn, eller passet små børn, har prøvet det med at skulle dele en pose slik mellem dem.

Hjemme hos os, har køkkenvægten været i brug for at sikre retfærdigheden. Eller den klassiske, den ene hælder op i skåle, den anden vælger først.

Man vil gå langt for at fredagen og disney-sjov også skal være hyggeligt.

Ideen om retfærdighed ligger dybt i os. Faktisk så dybt, at at vi ofte spørger os selv, hvad vi har gjort galt, når vi rammes af ulykker. Vi har da ikke gjort noget, for at fortjene dette. Det mener jeg ikke, at du eller jeg har, men nogen gang er vælter shit ned over os, og sådan er det bare i livet. Og det er der ingen retfærdighed i.

Tilbage til retfærdighed. Jesus har talt meget om næstekærlighed og tilgivelse. Han taler også om, i næstekærlighedens navn at adressere når mennesker opfører sig uhensigtsmæssigt, overfor andre.

2 a f 5

Disciplen Peter vil gerne vide mere. Sådan får jeg det også tit, når jeg forsøger at sætte mig ind i, hvad jesus egentlig har sagt.

Peter spørger jesus: “Hvor mange gange skal jeg så tilgive et andet menneske, som har været en knold overfor mig? Syv gange?

Jeg tænker, at tilgive én som opfører sig tåbeligt overfor mig syv gange. Det er alligevel, at være meget tålmodig.

Jesus overrasker ved at sige ikke bare syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange!

Retfærdighedssansen udfordres virkelig her. Det er da helt forkert. Man skal da ikke finde sig i alt.
I øvrigt så er det også et spørgmål om ikke ting først føles retfærdigt for os, hvis os selv der “vinder”?

Det er rigtigt, at man skal ikke finde sig i alt, men vi udfordres til at tilgive.

Jesus giver sig til at fortælle en historie om en tjener, der skylder kongen penge. I Guds rige, er tingene lidt anderledes end i vores verdensbillede, og men den anderledeshed, må vi gerne lære af.

Som så mange historier, jesus fortæller, kræver denne også lidt forklaring.

Kongen ønskede at gøre regnskabet med sine tjenere op. En mand, som skyldte ham 10.000 talenter blev ført frem for ham.

3 a f 5

Havde det nu været i Euro eller dollars, så sagde beløbet måske os noget.

10.000 talenter er et astronomisk beløb. I Det Nye Testamente tales der om penge i Denarer og Talenter. En talent er 6000 Denarer.
Vi ved fra andre historier i Matthæusevangeliet, at en daglejer var tilfreds med 1 Denar om dagen.1 Så for en talent kunne man altså have arbejdskraft i 6000 dage. Det er altså astronomiske summer vi taler om. Penge, som tjeneren aldrig i livet, ville kunne betale tilbage.

Selve beløbet er ikke vigtigt, men vi skal jo gerne forstå det, som de der hører historien første gang umiddelbart forstår, nemlig at uanset hvad, så er tjeneren så langt ude over kanten, at han aldrig nogen sinde vil kunne klare at ordne sit forhold til kongen. Det vil aldrig kunne lade sig gøre.

Kongen er et billede på Gud. Næste spørgsmål er så, om vi tror, at han udmærket ved, at det menneske, der står foran ham, aldrig vil kunne klare det af sig selv?

Jeg tror, at det ved kongen udmærket. Især, hvis min mistanke om, at Jesus bruger denne historie til at fortælle om Gud er rigtig, og at den så i virkeligheden slet ikke handler om penge.

Mange gange, kan vi, i forhold til Gud, tænke, at vi aldrig vil være værdige nok. Det er muligt, men for Gud betyder det ikke noget. End ikke et menneske, som står i gæld til langt over begge ører er uværdig. Han er et menneske.

1 JF. Matt 20,9

4 a f 5

Tjeneren bliver mødt med uendelig tilgivelse of eftergivenhed.

Jesus fortsætter historien, og viser os, at der, hvor vi mødes med tilgivelse, bør det smitte af på os. For den retfærdighed, som Gud ønsker er ikke en millimeterretfærdighed, hvor alt skal være lige, men en refærdighed, hvor alt skal være kærligt og det er nogen gange hamrende uretfærdigt.

Når vi mødes med tilgivelse, bør vi møde andre med det samme.

Derfor lægger Jesus heller ikke fingre imellem, når historien fortsætter med at den tjener, som blev vist meget nåde, ikke selv magter at vise det overfor, en anden tjener, som skylder ham en klatskilling.

Her er der ingen tvivl om, at retfærdigheden – eller et bedre ord, nåden – skulle have fortsat ned i rækkerne.

Jesus udfordrer os til at tilgive. Han gør det på basis af, at vi ikke bliver mødt med jordisk retfærdighed hos Gud.

Vi mødes med en kærlighed, som er langt større end refærdighed, og i den kærlighed gives vi muligheden for at bringe kærligheden videre.

Det er ikke svært at tilgive og elske dem, vi kan lide. Det er straks sværere med dem, som f.eks. skylder os.

5 a f 5

Men det er det vi udfordres til. Det er hamrende uretfærdigt, men det gør verden til et bedre sted. Så er Guds rige synligt tilstede, hvor vi er!

Amen.

Kærlighed er svaret – Thomas Risager

Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret. Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.
Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.
Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.

Hør mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der ofte er lidt forskel på det skrevne ord fra forberedelsen og det talte ord i gudstjenesten.

Manuskript i PDF-format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 10. september 2017. Metodistkirken i Odense.

©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 18,15-20. & Rom 13,8-14. Midt i blandt jer

Kærlighed er svaret!
Uanset hvad spørgsmålet er, så er kærlighed svaret.

Det er ikke den romantiske kærlighed, hvor man har maven fuld af sommerfugle, når man bare tænker på hende, som jeg tænker på. Den er også fin og ønskværdig. Men det er den kærlighed, som kræver noget af os, der er svaret.

Det er den kærlighed, der kan gøre verden til et bedre sted.

Den kærlighed, som Paulus i Romerbrevet omtaler som lovens fylde.1

Nogen af Jer ved, at jeg var et par uger i Oslo umiddelbart efter Breiviks angreb på regeringskvartalen i Oslo og massakren på Utøya.

Det var helt tydeligt allerede ved ankomsten til Oslo, at noget var helt helt anderledes.

Jeg husker at jeg trådte ud af flybussen, og blev slået af at der var helt fuldstændigt stille. Ingen trafiklarm, ingen fester eller glade gæster ved alle de mange udendørs restauranter. Der var stille.

1 Rom 13,10

2 a f 5

Jeg var ankommet til en by i sorg. Sorgen var massivt tilstede.

Blomsterhavet fyldte pladsen foran Domkirken, de bredte sig ud over vejene, så busser og biler kunne ikke passere. Domkirken var åben og mennesker bad og tændte lys, mens præsterne var synligt tilstede og igang med et trøste folk.

Selfølgelig var der også vrede mod Anders Breivik, men sorgen og ikke mindst værdigheden, hvormed Oslo bar dette var slående.

Jeg lagde mærke til et skilt midt i blomsterhavet, som talte til mig:

“Hvis én mand kan udvise så meget had, tænk hvor meget kærlighed, vi alle kan vise sammen.”2

Jeg ved ikke om det var den unge pige, som sagde de samme ord til CNN, der har lagt den buket.

Men her oplevede jeg, at mennesker i en situtation, der var konfliktfyldt og kunne være fyldt med hævntørst og had, bevidst valgte et andet svar.

De gjorde det, som Jesus udfordrer os til i Bjergprædiken. De vendte den anden kind til.3

Der var masser af vrede og det var ok, men man valgte kærlighedens vej.

2 Ukendt overlever til CNN

3 Matt 5,39

3 a f 5

150.000 mennesker var samlet i Oslo og den norske kronprins sagde de berømte ord:

“I aften er gaderne fulde af kærlighed. Vi har valgt at besvare grusomhed med nærhed. Vi har valgt at møde had med sammenhold. Vi har valgt at vise, hvad vi står for.”4

Jeg kender naturligvis ikke overvejelserne eller baggrundende hos de mennesker, som her siger de vise ord.

Set med mit perspektiv. Og det perspektiv er, hvis nogen skulle være i tvivl, et kristens perspektiv, hvor jeg føler mig alvorligt udfordret til at forsøge at efterligne Jesus.

Set fra mit perspektiv er disse kærlighedssvar åbenlyst rigtigt. Der er heller ingen tvivl om, at det er svar, som har krævet vilje til at afstå fra at lege med på onde præmisser, som blev sat med angrebene.

Kærligheden, som Jesus udfordrer os til ikke kun at tale om, men at udleve, virker.

Vær ikke nogen anden skyldig, end at elske hinanden, for den der elsker andre, har opfyldt loven.5

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan det egentlig ser ud, det der næstekærlighed og det med at efterfølge Jesus.

4 Kronprins Haakon af Norge

5 Rom 13,8.

4 a f 5

Selvfølgelig er vores liv og vores hverdag ikke så dramatiske som ugerne i 2011 var i Norge.

Men det er sådan det ser ud.

Et bevidst og reflekteret valg om at møde uretfærdighed og ondskab med kærlighed. Det er en kærlighed, der koster.

Måske tænker du, at det er at lade sig trampe på. Men det er jeg ikke enig i. Jeg vil sige tværtimod, for gengæld får ikke nogen til at standse op og tænke. Gengæld fanger ikke verdens opmærksomhed, for det er vi så vant til.

Kærlig vend den anden kind til, bemærkes i en verden, der er fyldt af så meget andet end kærlighed.

I Johannesevangeliet er Jesus samlet med sine disciple. Det er deres sidste aften sammen og han udfordrer dem.

“v34 Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. v35 Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«6

Det er blandt andet noget af det, som I ser på billedet bag mig. Et billede som er taget en helt almindelig aften her i kirken.

Kærlighed er lovens fylde.

6 Joh 13,34-35

5 a f 5

Amen.

Her er jeg (En tale om efterfølgelse) – Thomas Risager

Vi siger tit, at al tro har et element af gerning i sig, i hvertfald, hvis det er en sund tro. Tro er ikke kun at sætte sig til rette og lytte til fantastisk musik og lange prædikener og nyde det gode fællesskab i sin kirke. Tro er at få fingeren ud og gøre noget!

Straks melder uroen sig på banen. Hvordan gør jeg det? Hvad kan lille jeg udrette? Vi begynder at kigge os rundt efter forbilleder. Jesus, Moder Theresa, Desmond Tuto – skal jeg være lige så vild som dem for at være god nok?

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk at der vil være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, der faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 3. september 2017.

Vi siger tit, at al tro har et element af gerning i sig, i hvertfald, hvis det er en sund tro.

Tro er ikke kun at sætte sig til rette og lytte til fantastisk musik og lange prædikener og nyde det gode fællesskab i sin kirke. Tro er at få fingeren ud og gøre noget.

Spørgsmålet kommer hurtigt, men hvordan gør jeg så det?

Vi begynder at kigge os rundet efter forbilleder. Jesus, Moder Theresa, Desmond Tutu, Jette og Anders Flinck…

Straks melder uroen sig på banen. Jamen, skal jeg være lige så vild som dem?

Kigger man på Jesus, så kan man godt få helt kolde fødder.

I teksten fra Matthæus, forudsiger han, hvad der skal ske med ham. Han skal gå op til Jerusalem og lide meget ond, for at blive slået ihjel af ypperstepræsterne og de skriftkloge. Underforstået, at det er det, der venter, hvis man efterfølger ham.

Lige inden dette udspiller sig, har vi oplevet at Peter klart og tydeligt har sagt om Jesus, at han er Kristus, at det er ham, som Gud har sendt for at bringe verden fred.

2 a f 5

Peter har forstået at Jesus er værd at satse på. Derfor har han også totalt optur, så da han hører, hvad Jesus er på vej mod, står han helt af. “Gud bevare dig Herre, sådan må det aldrig gå!”1

Et eller andet sted forstår man jo godt Peter. Nu har jeg lige forstået det hele, og så siger du, at vi skal miste dig.

Jesus forstår det også, og fristelsen lurer. Måske er det derfor han bruge så stærke ord. “Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!”2

Peter må have været ganske stille og disciplene har sikkert fået lidt at tænke over, for Jesus giver sig til at fortælle dem om efterfølgelse. Efterfølgelse er ordet, der dækker over gerninger, der kommer af tro.

Mange af os, har hørt ordene, men aldrig helt forstået det. “»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. v25 Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”3

Det lyder barskt. Hvem har lyst til at være en kristen, hvis det virkelig er det, som det betyder.

Vi forstår ikke døden på samme måde, som den kultur Jesus talte ind i.

1 Matt 16,22
2 Matt 16,23
3 Mat 16,24-25

3 a f 5

For dem var døden ikke så fremmed, som den er for os. Døden var ligesom at lægge et frø i jorden, begyndelsen til noget nyt.

Fordi man er så vant til naturens skiften, så vidste man at for at noget nyt bliver til, er døden en del af det. Med andre ord, sjælen bliver befriet gennem død OG opstandelse, for det er jo en væsentlig del af det, når Jesus taler om at han skal dø.

Når Jesus kalder til efterfølgelse, så er efterfølgelsen et liv i tjeneste, gennem døden og ind i opstandelsen.

Det gælder for Moder Theresa, Desmond Tutu, og alle de andre forbilleder, vi måtte have.

Hvordan ser det der efterfølgelse, så konkret ud?

Gid der var et simpelt svar.

Det bedste svar, jeg kan give er, se på Jesus. Se, hvad han gør og mærk efter, hvad det får dig til at tænke på. Hvad knækker dit hjerte og giver dig det, som Bill Hybels kalder hellige utilfredshed.

Jeg tror det er så forskelligt, netop fordi vi er så forskellige.

Forskelligheden er også en gave, fordi der er mange behov. Nogen af dem er meget synlige, andre ganske usynlige, men ikke mindre vigtige.

4 a f 5

Christian Alsted, vores biskop, siger ofte, at I alle menigheder er der de mennesker, der skal til for at forandre verden.
Det tror jeg, han har ret i.

Vi tænker tit for lidt om vores fælleskaber og om os selv.

Det er ganske normalt.

Da Gud kalder Moses, er han fårehyrde. Han er morder. Han er egentlig ikke noget særligt. Men han forstår, at da han ser en brændende tornebusk og hører Guds stemme, da er han på hellig grund. Da ved han, at nu vil Gud bruge ham.

Så han lytter til Gud, som ligeud siger til ham, at han skal føre israelitterne ud af Egypten. Moses indvender: “Hvem er jeg, at jeg skal kunne gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?”4

Det er så menneskeligt. Hvem er jeg, når jeg sammenligner mig med forbillederne, med Jesus selv?

I lyset af dem, er vi alle sammen ekstraordinært almindelige.

Læg mærke til, hvad Gud siger til Moses, at han vil være med ham.5

4 2. Mos 3,11 5 2. Mos 3,12

5 a f 5

Alle, der efterfølger Jesus, hvadenten det er meget synligt, eller aldrig bliver bemærket, er der et fællestræk, at Gud er med hele vejen og at målet er opstandelsen.

Man har hørt, eller fornemmet at Gud kan bruge én til et aller andet. Det begynder alt sammen med et ok,
et ja,
et Her er jeg!

Amen.