Måned: juni 2017

Levende for Gud – Thomas Risager

“Ofte står vi ansigt til ansigt med mennesker, som spørger os: “Hvad er det lige med den der kirke, som du kommer i? Det er da vist en mærkelig kirke! Tror du ligefrem på alt det med Jesus? Læser du i Bibelen?”

Ofte svarer jeg sådan lidt vævende, ja nærmest undvigende … Når jeg i forberedelsen til gudstjenesten læser i Matthæusevangeliets kapitel 10 vers 32-33, så kan jeg godt se, at Jesus måske havde lidt andre tanker om, hvordan den situation kunne udspille sig.

Det kan du høre mere om i talen herunder, hvor det hele udfolder sig omkring udsagnet, at du og jeg er levende for Gud.”

Du kan også læse talen her, bemærk dog, at der ofte er lidt afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 5

Prædiken søndag d. 25. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Matt 10,24-39 & Rom 61b-11 & Salme 86,1-10,16-17 & 1. Mos 21,8-21.

Levende for Gud

Der er aldrig nogen, der har sagt, at det er let at være menneske.
Det er heller aldrig nogen, der har sagt, at det er let at være discipel af Jesus.

Alligevel kan jeg finde på en hel del argumenter for, at der er mange gode grunde til at tro. Jesus, der igen og igen siger frygt ikke og tilliden til, at det uanset hvad, ender godt, er for mig at se, to gode argumenter for at tro.

Når det så er sagt, så er et af problemerne ved at tro, at der følger udfordringer med. For lige gyldigt hvordan vi drejer det, så er tro, ikke kun for vores egen skyld.

Se, nu bare de stakkels disciple, som her i Matthæusevangeliets kapitel 10, får sig en lektion i, hvad det vil sige at tro og tjene.

De er almindelige mennesker, som i deres helt almindelige liv, er stødt på på Jesus. Lige så almindelige (og kedelige) mennesker som os.

De har fået lov til at se og opleve en masse sammen med Jesus, og jeg er helt overbevist om, at det har fået deres tro til at vokse, så det næsten ikke har kunnet være i dem.

2 a f 5

Nu er det tid for dem, at sætte handling bag ordene og troen, der vokser i dem.

Jesus sender dem ud i verden. Han sender dem ud som missionærer og minder dem om, det som Maria Bræstrup Aaskov fremhævede i sidste uge, nemlig at de har fået det for intet, så de må give det for intet.

Først minder han dem om, at en discipel ikke står over sin mester. Det er da lidt barsk. Men hvis jeg nu skal være helt ærlig, så er jeg da ofte fristet til glemme hvem der er Gud og hvem der er Thomas. Det sker da for mig, at det bliver lidt rodet.

Der er tryghed i, at dette er på plads, når Gud får lov at være Gud, kan vi nøjes med at være mennesker, og i lyset af at Gud er Gud, er det også at Jesus siger frygt ikke. Og så er det ikke så tosset “kun” at være menneske.

Hvem af os har ikke brug for at høre det engang i mellem?

Det er ekstra gode ord, at høre, når man er på vej ud i mission. Især, når Jesus lover, at hviske det i øret, som skal siges.

Måske tænker du, det der med mission, det er meget fint, bare der er nogle andre, der gør det. Sådan kan jeg godt have det.

Men bordet fanger, du og jeg er på. Vi er sendt ud i livet. ligesom Jesu disciple er.

3 a f 5

Lad mig give et eksempel på, hvordan vi er i mission. Det er ikke sikker, at du og jeg sådan føler os sendt ud, men vi står ofte ansigt til ansigt med mennesker, som spørger os. Hvad er det lige med den der kirke, som du kommer i? Det er da vist en mærkelig kirke! Tror du ligefrem på alt det, med Jesus? Læser du i Bibelen?

Her siger Jesus faktisk noget, der skræmmer mig en anelse: “v32 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. v33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”1

Det skræmmer mig, fordi jeg utallige gange har mumlet i skægget, svaret undvigende og haft uld i munden. Jo det…..

Man kunne jo bare sige: “Ja, Jeg tror på Jesus Kristus som min frelser og Herre og vil du ikke med til gudstjeneste på søndag kl. 10.30. Præstens prædikener skal bare overstås! Men musikken er fantastisk og der er mange utroligt dejlige mennesker”

Det gør vi bare ikke ret tit.

Men eksempelet er fint, fordi det tror jeg vi alle sammen har prøvet det, og det viser, at selvom vi ikke løber rundt nede i Kongensgade og udfordrer folk til at tro, så er vi helt almindelige mennesker i mission i den dagligdag, der er vores.

1 Matt 10,32-33

4 a f 5

Det er vi fordi mennesker ved, at vi har et eller andet forhold til tro og til kirke, og de vil faktisk gerne vide, hvad det er, der får et fornuftigt menneske, som de kender, til at tro på Gud og til at gå i kirke.

Jeg vil fremover forsøge at være lidt mere direkte i mine svar. Jeg vil minde mig selv om, at folk faktisk gerne vil vide og at de ikke spørger for at moppe mig med min tro.

Nu sagde jeg jo, at jeg bliver lidt skræmt af, hvad Jesus siger her. Derfor bliver jeg også nødt til at minde om, at Jesus også er fantastisk tilgivende.
Tænk blot på Peter, da en tjenestepige efter korsfæstelsen spørger ham om ikke han var sammen med Jesus. Efter at have benægtet det to gange, siger Peter til sidst: “Jeg kender ikke det menneske!”2

Peter blev ikke fornægtet af Jesus, tværtimod kom han til at lede kirken. Så der er stadig håb for du og jeg.

Tro er noget vi har med os 24/7. Det er der hele tiden. I Romerbrevet opmuntrer Paulus menigheden til at forholde sig til, når de kommer til kort. Bibelens ord er synd. Ved at forstå at Jesus ved sin død og opstandelse, har vundet den endelige sejr.

Ved tro på ham er vi døde for synden, men levende for Gud.

Det er det, der mere end noget andet fanger menneskers opmærksomhed, at du er levende for Gud.

2 Matt 26,74

5 a f 5
Jo, Jeg kender det menneske. Jeg kender Jesus!

Amen

 

…Giv det for intet… – Maria Bræstrup Aaskov

Maria Bræstrup Aaskov siger om søndagens gudstjeneste:

“Jesus gik omkring, og hvor han kom, tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed. På samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud. Som reglerne til et stjerneløb gav han dem instrukser om, hvor de skulle gå hen, og hvilken opgave de skulle løse undervejs. Og som start på stafetten mindede han dem om, at: “I har fået det for intet, giv det for intet”. Hvordan kan vi tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?”

Hør mere her:

Du kan også læse talen her:

Tale “…giv det for intet”

Jesus havde det med at beskrive, så menneskerne der lyttede, så et billede for sig – ofte tog han udgangspunkt i det som var deres virkelighed. I dette tilfælde er udsigten en frodig mark.
Der er endnu lidt tid, men om få uger kan en tur på landet fremkalde det samme syn på disse breddegrader, marker, der venter på at blive høstet. Og Jesus forklarer i dette tilfælde, hvad han tænker på og ser – han sammenligner marken, høsten, med de mennesker der stå klar, klar til høre og få del i Guds kærlighed, og videre beskriver Jesus hvordan høsten er stor, men antallet af arbejderne er få, de som skal høste og bringe byttet ind hus – i overført betydning, de som skal tage sig af og sørge for de endnu ikke kristne, så de kan komme i hus, finde hjem.

Jesus disciple var de første Jesus sendte ud – som arbejdere til høsten – Jesus sendte sine 12 venner af sted med en pep talk og opmuntring til at dele ud af det de selv havde fået del i – og bringe Guds rige med sig. I de vers, som kommer i forlængelse af dem vi har delt i dag, beskriver Jesus hvordan disciplene skal bringe fred med sig hvor de kommer frem, og hvor freden ikke bliver taget imod, skal de blot gå videre – tro kan ikke påduttes mennesker, men skal tages imod på eget initiativ.

 

Jesus selv, kom også vidt omkring, og hvor han kom frem tøvede han ikke med at dele budskabet om Guds kærlighed – han var budskabet om Guds store kærlighed – og på samme måde sendte han disciplene, sine venner, ud – som reglerne til et stjerneløb, gav han dem instrukser om hvor de skulle gå hen og hvilken opgave de skulle løse undervejs – og som start på stafetten mindede han dem om “I har fået det for intet, giv det for i intet”.

 

Måske det kan ligge fjernt for os, at skulle gå ud og prædike, at Himmerige er kommet nær! Men som sidste søndags pointe var, er vi, som disciplene, også kaldet, til at gå – sendt af Gud, som sendebud, der bringer det med os, vi har fået del i.

 

Hvordan kan vi mon tage imod stafetten i 2017, og ligeledes været et missionalt fællesskab?

I dele af verden ”koster” det mere at blive kristen, end i vores andedam, for nogle er det med livet som indsats at bekende sin tro – hvilket kan være svært for os at sætte os ind i – men det får mig, til at påskønne at vi trods alt kan tænke og tale frit, hvor vi bor. Det er ikke en selvfølge!

 

Hvad vil det sige at være i mission i dag, for os?
Falder det dig naturligt – eller et det noget du skal anstrenge dig for? I forskellige sammenhænge opvejer vi sikkert alle, om vi finder det oplagt at tale om det der betyder noget og er afgørende i vores liv, eller om vi i andre tilfælde nedtoner og undlader, for ikke at blive sat i bås og være genstand for fordomme og spørgsmål – det er en balancegang, mange af os sikkert forsøger at meste.

Når vi tænker på vores familie, omgangskreds, venner eller kolleger, ved vi i mange tilfælde hvad de står for, og måske om de betragter sig selv om troende – selv om det for mange er en privat sag, skinner det ofte igennem! Hvordan oplever du at kunne bringe det med dig, du har fået, og give det videre…?

Vi har fået det for intet, og vi skal give det for intet  –
Gud hjælpe os til at være i hans kærlighed og bringe den med os, så den gør godt og gøre noget ved de mennesker vi omgås.
Amen!

Gå derfor ud…..- Thomas Risager

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme, at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, at jeg bliver helt pinligt berørt. Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud … Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig. Så har vi et problem. Det taler jeg om i dagens tale.

Ved gudstjeneste blev fem mennesker også optaget i kirken, dette præger også talen i dag.

Du kan høre mere her:

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem manuskriptet og den tale, som faktisk blev holdt.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 11. juni 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Apg 2,14-24 & Matt 28,16-20..Medlemsoptagelser
Derfor gå….

Selvom jeg er præst, må jeg indrømme at jeg har det vanskeligt med andre kristne, som står på gaden og forsøger at få mig omvendt, mens jeg er på shoppetur. Jeg synes, det er så utroligt anmassende, og jeg bliver helt pinligt berørt.

Men i misisonsbefalingen (Matt 28,16-20) siger Jesus meget klart: Gå derfor ud….. Jeg har tydeligvis et problem. Måske har du det som mig.

Har vi et problem?

Vi har også hørt fire mennesker aflægge medlemsløfterne til Metodistkirken – og hvilken glæde det er! – De har sagt ja til at være med til at opretholde og udvikle metodistkirken med deres bønner, gaver, nærvær, tjeneste og vidnesbyrd.

Deres vidnesbyrd…. Ifølge ordbogen er et vidnesbyrd beretningen om, hvad en person har været vidne til.

Det er lige præcis det, der sker på Tempelpladsen i Jerusalem på pinsedage, da Peter stiller sig frem og fortæller folkemængden, at disciplene ikke er fulde, de er bare glade fordi Jesus lovede dem, at de skulle have Helligånden. Det er nu sket.

De oplever, hvordan mennesker med andre sprog og kulturer forstår, hvad de taler om, i hvert fald, når de taler om Gud.

2 a f 4

Som vi hørte til indledning af gudstjenesten, så fortæller Peter sit vidnedsbyrd, det han har oplevet med Jesus. Det bliver en sejersfortælling, fordi Peter kan fremhæve, at jesus opstod fra de døde, og dermed viste, at intet i denne verden kan overgå hans kærligheds magt.

Peter er øjenvidne og har oplevet Jesus både in real life, som opstået, og nu også Gud som ånd,
Gud helt tæt på. Det er klart, at hans historie gør indtryk. Faktisk gør den så stort indtryk at der er tre tusind menesker, der spørger hvad så nu?

Hvortil Peter siger I må tro og lade jer døbe og det gør de så. 3000 mennesker på én gang. Det er derfor man også omtaler Pinsen som kirkens fødselsdag.

Ligesom Peter har en historie at fortælle, så har du og jeg det også. Du og jeg har et vidnesbyrd.

Vi har alle sammen mødt mennesker, som enten med det liv, de har levet, de ord de har sagt, den sang, de har sunget, har fået os til at tænke over det med tro på Gud. Måske har Gud ovenikøbet selv haft en finger med i spillet.

Vi har mærket efter – for eller imod. Nogen har været ganske hurtige til at beslutte sig, mens andre tænker det meste af et liv. Eller som nogle af os gør, skubber det fra os med et løfte til os selv, om at overveje det på et andet tidspunkt, hvor der er mere ro på i livet.

I dag er der ikke tre tusind, som tilslutter sig, men fem mennesker, som tilkendegiver, at det her med tro på Gud, det er ikke ligegyldigt.

3 a f 4
Jeg synes, de er modige!

Det er stort og det fejrer vi i dag.

Vi er måske ikke dem, som standser mennesker i Vestergade, og siger til dem, at de må omvende sig.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi faktisk er i mission.

At være kirke handler om, at være et klart budskab om Guds kærlighed. Det sagde en af konfirmanderne i begyndelsen af maj.

VI har måske ikke den aggressive facon, men vi tror jo faktisk, at det med at have en spirende – eller en stor – tro på Gud med i livet, er en rigtig god ting.

For min del, så kan jeg da sige, at selvom jeg nogen gange kan være ganske forvirret over Gud, og nogle af de ting, jeg læser i bibelen, så vil jeg meget nødigt leve uden det fundament i mit liv, som min til beskedne tro, er.

Jeg tror vi alle sammen kan inspirere mennesker med vores historie om, hvad tro er for os. Med vores vidnedsbyrd.

Faktisk tror jeg, at min og din historie har så meget sprængstof i sig, at det potentielt kan forandre et andet menneskes liv.

Det er i lyset af det, at vi siger derfor gå!
Gå fordi, det vi går med, er verdens bedste historie.

4 a f 4

Hvordan det så går for sig, er helt sikkert en af de udfordringer, som vi hver i sær står med.

Men tag ikke fejl
– DU er er klart budskab om Guds kærlighed.

Amen
Salme: Gå i min fred

 

God Great God / Gospelgudstjeneste med Nardus – Thomas Risager

Gospelkoret Nardus runder sæsonen af med at invitere til Gospelgudstjeneste under temaet God Great God.

Det blev varmt og svedigt. Der blev også tid til en tale, som du kan høre her.

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det ikke altid går, som præsten prædiker, forstået på den måde, at der kan være afvigelser mellem det skrevne og det talte ord.

Talemanuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 5. juni 2017.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 8,4-10.
Gospelgudstjeneste med Nardus – God Great God

I dag vil jeg dele et barndomsminde med Jer. Det er underlig vilkårlighed over, hvad man husker fra sin barndom. Der er utroligt meget mere, der er glemt, end der er husket. Hvorfor er det lige, man husker de ting, man gør? Det kommer jeg ikke til at svare på idag, men vi kan da tænke over det.

Vil I med tilbage til min barndom?

Jeg husker, at jeg var på jagtferie sammen med min far. Jeg har kke været ret gammel. Måske i virkeligheden for lille til at være med, men hans gode hjerte – eller min mors stærke vilje, gjorde udslaget. Jeg kom med på besøg hos noget fjernt familie på Læsø. For nu var jagten gået ind.

Jeg husker det som nogle gode dage, meget anderledes end det, jeg kendte fra min hverdag. Køerne skulle malkes, og vi drak den lune råmælk til morgenmaden. Grisene skule fodres og i det hele taget var der en hel del arbejde, som jeg blev rodet ind i. Det var f.eks. ret sjovt at hakke roer.

Vi var på Læsø, og gården, som vi var på havde det traditionelle tangtag. Så raske drenges opgave var med en luftbøsse, at skyde gråspurve, for de ødelagde taget.

Det måtte jeg i hvert fald ikke hjemme i vores egen have.

2 a f 4

Et af mine bedste barndomsminder er sejlturen fra Læsø til Frederikshavn. Vi har helt sikkert fået pommesfrites og røde pølser i færgens cafeteria, for det skulle man have!

Men det bedste af det hele var at stå på agterdækket med min far tæt ved og kigge på stjerner.

På havet er der ikke gadelys, så der kan man opleve, at det er mørkt. Rigtigt mørkt, så man faktisk kan se hvor fantastisk stjernehimlen er.

Jeg så stjernebilleder, mælkevejen og vi så helt vildt mange stjerneskud. Meteorer, som brød jodens atmosfære og brændte op af luftens friktion på deres vej mod jorden.

Det er overflødigt at sige, men det var vildt fascinerende. Og så var det jo et far søn moment, som hænger fast i mig.

Men det var også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig lille og forundret over, at midt i alt dette uendelige svimlende univers, skulle der være en Gud, som havde øje for netop mig og mit liv. – Ja, sådan tænkte jeg allerede, som lille dreng. – Og det gør jeg stadig!

Bibelen beskriver Gud, som skaberen af alt liv. Som ham, der satte stjernerne på himlen, som ham der gav os alle liv.

Jeg ved godt, at mange af os tror, at vi er centrum i verden, Men det er en del af processem med at blive voksen, at man indser, at man nok ikke er centrum, og at der også er andre mennesker, at tage hensyn til.

3 a f 4

For mig, er tanken om at Gud, som er almægtig, at han også skulle se og favne mig, en tanke, som får mig til at blive helt stille. Som får mig til at indse, at jeg nok ikke er centrum i hele verden.

Midt i det store hele kaos, som verden også er, ser Gud, hører Gud, favner Gud lille mig… og dig!

Paulus taler om Gud, som så tæt på os, at det er i ham lever vi, ånder vi og er vi.1

Jeg tager tit mig selv i at tænke alt for stort omkring Gud, og det er det her med, at han er almægtig og har styr på hele verden, det er ganske enkelt svært at trække ned over hvad jeg vil kalde en relation til et enkelt menneske som mig.

Jeg tror, at et af nøgleordene til at kunne forstå og rumme Gud ligger i at vi nemt kan overse, at forholdet til Gud er et intimt forhold.

Det ligger der slet ikke noget lummert i, men det ligger den betragning, at det er Gud og mig og at det er uendeligt fint.

VI fejrer i denne weekend pinse.

Det er begivenheden, hvor Guds Ånd falder over mennesker. Det lyder meget dramatisk.

1 Apg. 17,28

4 a f 4

Men det netop historien om, at Gud åbenbarer sig som Ånd i verden, som ingen længere var sikker på havde en fremtid.

Den store skaber Gud, er blevet menneske i Jesus. I pinsen fejrer vi, at han er ånd og er tilstede overalt og i alle mennesker i denne verden.

Det er stort, nærværende og underligt i at tænke på.

Vi kan opleve at Gud er helt nær ved. Fornemmelsen af ikke at være alene. Troen på, at selvom jeg ikke kan overskue mit liv, så går det nok alligevel.

Fornemmelsen af at være holdt af, at være være elsket, det er Gud, der giver den fornemmelse til dig.

Du er elsket og holdt af – og det er uendelig fint mellem Gud og dig!

Amen

 

Gud opfylder løftet / pinsedag – Thomas Risager

Når man er på en konference, og der skal tolkes … Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte … Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til i pinsegudstjenesten, hvor talen fokuserer på pinseunderet, hvor Ånden fyldte disciplene.

– Og bare rolig, der skal ikke oversættes!

Hør mere her:

Du kan også læse tale her. Bemærk dog, at der kan være afvigelser mellem det talte og det skrevne ord.

Tale manuskript i PDF-Format

1 a f 4

Prædiken søndag d. 4. juni 2017.
Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min. Tekster: Apg 2,1-21 & Sl 104,24-24,35b & 1. kor 12,3b-13 & Joh 7,37-39.

Når man er på en konferencen, og der skal tolkes…. #Nu skal vi have det hele to gange #det går får langsomt det her.

Når en taler stiller sig op, og en anden beredvilligt stiller sig til rådighed for at oversætte… Jeg bliver så træt, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Hvis du kender det, så vil jeg godt lige have dig til at holde fast i den tanke, for den kommer vi tilbage til.

Teksten fra Apostlenes Gerninger slår fast, at da Pinsedagen kom, var de alle forsamlet.

Pinsedagen? Hov, hvordan kan det være pinse, når det endnu ikke har været pinse? Godt spørgsmål, jeg er så glad for, at du stillede det!

Pinse, var for jøderne den fest, hvor man årligt fejrede, at Moses havde fået loven med de ti bud på Sinai Bjerg.

Igen er er Gud genial, for ligesom Indtoget i Jerusalem, ligesom Jesu død og opstandelse fandt sted i den jødiske påske, hvor der var fyldt med mennesker i Jerusalem, så er det samme tilfældet her. Masser af mennesker er forsamlet, især i området omkring templet.

Der er gået 50 dage siden Jesus opstod fra de døde. I de følgende fyrre dage, har han med mellemrum vist sig for

2 a f 4

disciplene. Han har spist sammen med dem, undervist dem og opmuntret dem til at holde fast i den tro, som de gennem ham har fået.

Men for ti dage siden – på dag 40 efter opstandelsen – skete der noget.

Jesus er sammen med disciplene for sidste gang. Han beder dem vente og giver dem løftet om at talsmanden, Ånden skal kommer over dem.

Det vil være en overdrivelse, at hævde, at de forstod, hvad han talte om. Men i hvert fald er de nu i Jerusalem. De venter, men aner ikke, hvad de venter på.

Det kan man ikke bebrejde den, for ingen kunne vel helt begribe hvad der skulle ske.

Disciplene er nok en anelse nedtrykte og mismodige. Nu har de ventet i ti dage, og intet er sket. Efterhånden har tvivlen vel også sneget sig ind på dem. Sker der noget? Jesus er faret til himmels, var det så bare det? Er det nu, det hele løber ud i sandet?

Men så sker der noget. Lyden af en kraftig vind, vi taler seriøst lyden af vildsomt vejr, fyldte rummet, hvor de sad. Ganske angstprovokerende, men det bliver værre (eller bedre) endnu. For nu er der pludselig tunger af ild synlige, og de sætter sig på her enkelt af dem. Bibelen siger videre, at så blev de alle fyldt med helligånden.

Helligånde forbinder vi tit med karismatisk kristendom, hvor man taler i tunger, profeterer, falder i ånden, griner, græder osv. Det kan det bestemt også være, og der er

3 a f 4

intet galt med karismatiske udtryk, men det også vigtigt at huske at Helligåndens tilstedeværelse, også er så meget andet. Det kan være oplevelsen af dyb indre fred og ro. Det kan være overbevisningen om ens tro på Gud holder vand. Det kan være evnen til at tale sammen, hvor man virkelig fornemmer, at her er kontakt….. og meget mere mere.

I Jerusalem går det ikke stille af sig. Da disciplene fyldes af Ånden, vender livsmodet tilbage i dem. De fyldes med liv. Et af de første beskrivende græske ord for Helligånden er Soetos – Livgiveren.

De begynder at tale sammen højrøstet og lystigt. Det, som de har til fælles er oplevelserne sammen med Jesus, så det er naturligvis det, som de taler om, og som fylder hos dem.

De fortæller faktisk så engegeret, at folk på gaden, som hører dem tale gennem de åbne vinduer, tror de er fulde. Men, det er de ikke, for det er jo kun den tredje time på dagen.

På gaden stimler folk sammen. De ved jo godt, at Jesus disciple er galilæere. Jerusalem er fyldt med alle mulige mennesker, som med deres baggrund i alle mulige egne af landet, taler en masse forskellige sprog. Nu forundres de over, at de forstår alt, hvad disciplene siger.

Normalt skulle der en tolk til, for at de fleste af de, som denne dag var i Jerusalem, kunne forstå, hvad Jesu disciple sagde.

På pinsedagen var der ingen forstyrrende tolk, som forsinkede tingene, eller ikke oversatte korrekt. Nu kunne

4 a f 4

mennesker direkte høre, om Guds storværker på deres egene sprog.

Nu er der åben dialog mellem mennesker og Gud, for med Helligånden, er Gud kommet til os og kommet i os.

Det er der faktisk grund til at fejre.

Med et moderne ord vil vi kalde det en disruptiv begivenhed.

At Helligånden bringer Gud til alle mennesker, og gør at mennesker kan fornemme og mærke Guds kærlighed og forstå hans tiltale, definerer en ny virkelighed.

Der er ikke brug for en tolk, der er i princippet ikke brug for hverken præster eller kirker, for at mennesker skal kunne forstå og og erkende Guds kærlighed. Gud taler direkte og han taler til menneskers hjerter.

Han fylder os med sin fred og sin kærlighed, sin glæde og sin livslyst.

Det er faktisk ikke så mærkeligt, at folk troede at de var berusede. Det var de sådan set også, men ikke i sød vin. Men det må du hører mere om på søndag.

Glædelig pinse!
Amen.
Salme: Nu bede vi den Helligånd.