Konge, men anderledes – Thomas Risager

Det er sidste søndag i kirkeåret, og det betyder at vi i søndagens tale peger frem mod adventstid og jul. Vi skal forberede os på at høre de fantastiske historier om Jesus, som bliver menneske igen.

Det er alt andet en blot en hyggelig historie, for perspektiverne er store. Ultimativt handler det om, at Gud ønsker at frelse verden og dermed frelse dig!

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord, kan afvige fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 20. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 23,32-42 & Luk 1,67-79.

Konge, men anderledes.

Det virker mærkeligt, at vi i dag fokuserer på hvad der sker omkring Jesu død på korset, for det jo ikke den rigtige årstid til det. Det hører jo hjemme i påsken.

Vi ser på det i dag, fordi det i dag er den sidste søndag i kirkeåret. Det er måske kun de allermest nørdede kirkefolk, det betyder noget for.

Perspektivet her er, at det på søndag er første søndag i advent. Her varmer vi op til julens budskab om frelseren, der fødes.

Hvis skal forstå mere end blot den nuttede historie om et lille barn, som fødes i en stald i Betlehem, så er det større perspektiv med historien om Jesus kristus nødvendig at få med.

For der er et større perspektiv. Gud blander sig i verden på en sådan måde, at vi stadig taler om det.

Jeg kan ikke komme i tanke om andre begivenheder, som er så interessante over to tusind år, at mennesker stadig taler om det og forsøger at sætte sig ind i, hvad der faktisk skete.

Det handler om frelse.

Det er det, som er perspektivet, og det kræver at vi ser på, hvad der skete på hovedskalsklippen – Golgatha.

 

Jesus bliver korsfæstet sammen med to andre. To forbrydere skal man forstå! To forbrydere, som i modsætning til Jesus er skyldige, Jesus er uskyldig.

På Jesu kors var der et skilt: “Han er jødernes konge”

Præcis det skilt var ikke grebet ud af den blå luft.

Folk forventede en ny konge, som skulle komme og gøre alting godt.

Vi er ikke vant til at en konge har egentlig magt, men på det tidspunkt var kongen den, som havde magten med stort M. Han kunne i princippet gøre som han ville, og der var ikke noget som kunne stoppe ham. Med mindre man selfølgelig besejrede ham i en lille rask krig.

Måske husker du Kong David. Ham den lille hyrderegn, som blev konge efter Saul. Det var David som nedlagde kæmpen Goliat med en sten i panden. Ud over at være god til at kæmpe, så var han konge ca. 1000 år før Jesus blev født.

Kong David var den sidste gode konge landet havde haft og i mellemtiden var flere af profterne begyndt at tale om en ny konge. En som skal gøre alting godt.

Det er de forventninger, Jesus er trådt ind i.

Men Jesus er ikke sådan en konge. Han taler godt nok om et nyt rige, men ikke om et rige med grænsekontrol og nationalitet. Noget af det første han siger offentligt er: “Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på evangeliet!”

Evangeliet er ikke bogen, men et udtryk for de gode nyheder.

Hvad består de gode nyheder så i?

Dårlig nyheder er der jo helt generelt nok af. Ikke bare dengang, men så sandelig også nu. Men gode nyheder….

De havde ventet i 1000 år, men den gode nyhed er, at nu griber Gud ind i historien, nu kommer den konge, de alle venter på.

Men han er bare noget så anderledes. Han kommer til de undertrykte, de fattige, de udstødte, de syge… Sådan plejer konger ikke at gøre.

Han helbreder de syge, og løfter mennesker op over de rigide regler.

Han taler om tro på Gud, som en relation baseret på kærlighed fra Gud til mennesker.

Nu er han så sat fast på et kors på Golgatha sammen med to forbrydere. Her beder han til Gud: “Fader tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!”

Det er så anderledes opførsel, at den ene af de to røvere gav sig til at moppe ham: “Hvis du er Kristus (kongen) så frels dig selv og os!”

Jeg kan godt forstå hans frustration, men den anden røver, har forstået, at ikke bare er Jesus anderledes. Han er the real thing. Han er verdens håb.

Røveren har også indset, at hans egen situation er helt og aldeles håbløs. Det er, underligt nok, nogen gange det, som skal til, før vi indser, at historien om Jesus er en god nyhed for os.

“Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige!”

Jesus svarer ham fra korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!”

Det er et rigtigt godt løfte at få der hvor livet er allerværst. Der hvor der ikke er håb.

Når vi på søndag tænder det første lys i adventskransen så spreder det ikke bare hygge, for perspektiverne er langt større end det.

Lyset spreder også løfterne om at være med Jesus i Paradis. Det gælder ikke kun en røver på et kors, men det gælder os….

Amen.

Lys i mørket – Thomas Risager

Snart sænker november sine tunge, mørke gardiner omkring os. Det livgivende lys, som har løftet os up hele sommeren svinder. Hvordan kan jeg holde mit mod oppe i en tid, som virker så mørk.

Gospelkoret Emmaus vil denne aften hjælpe med gode bud på, hvordan vi får lyset tilbage i sindet i en tid, hvor mørket hersker.

Det bliver stille og roligt, det bliver hjertevarmt og smukt.

Her er aftenens tale her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her:

Bemærk venligst at det talte ord, kan afvige en smule fra det skrevne.

Talemanuskript i PDF-format

 

Prædiken søndag d. 13. november 2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 9,1-5 & Matt 4,12-17.

Gospelgudstjeneste med Emmaus. Lys i mørket.

Der er næppe nogen i denne verden, som ikke har opdaget, at der har været præsidentvalg i USA.

“Yes we can” bliver afløst af “Make America Grat Again.”

Præsident Obama bliver afløst af Præsident Trump.

Mange mennesker udenfor USA, inklusive mig, undrer sig og tænker, hvad skete der lige der?

Jeg er ikke politolog, men teolog. Set med teologiske briller, er det faktisk også et interessant spørgsmål.

De eneste, som troede Trump kunne blive præsident, var the Simpsons for 16 år siden.

Men det skete!

Jeg tror, det sker, fordi demokraterne og mange iagttagere totalt har undervurderet det mørke, som mange mennesker udenfor de store byers hippe og hurtige liv, oplever, at de lever i. Når Trump siger Make America great again, siger han samtidigt, at det ikke er great lige nu.

Arbejdspladserne er forsvundet. Husene forfalder, butikkerne lukker, man føler sig fuldstændigt afkoblet fra politikerne i de store byer. Man har ikke længere tillid til at de forstår, hvad der foregår, for det de siger, og måden de taler på, viser med al tydelighed, at de intet fatter af almindelige menneskers liv. Der er ikke håb for fremtiden. Der er mørke.

I Clinton så man endnu en politiker, som er indbegrebet af de politikere, som ikke fatter, hvordan almindelige mennesker lever.

I Trump hørte man en stemme tale samme sprog og han indgav håb om lysere tider for de, som lever i mørket. Vi mennesker vil have lys frem for mørke.

Hvordan er det, at leve i mørket?

Forleden, da jeg ville i seng, var min seng optaget. Her lå min 10 årige datter Kamille og sov trygt.Men jeg er ubarmhjertig, jeg vil sove i min egen seng.

Kamille blev båret, trukket og skubbet ind i sin egen seng. Hun var nærmest ikke vågen. Men der gik 30 sekunder, så var hun vågen – helt vågen og temmeligt bange.

Jeg var kommet til at trække døren helt til, og så var der helt mørkt i værelset. Det var tydeligvis ikke rart, at være i mørket.

Sådan helt basalt, så kan vi ikke se, når der er mørk, og vi kan ikke finde vej. Men der sker også det, at vi kan forestille os, at der er alt muligt i mørket, og det er ubehageligt, for vi kan ikke se det og derfor kan det vokse sig ekstra uhyggeligt.

Jeg tror, det var det, der skete, den aften, hvor det endte med at Kamille sov mellem sin mor og far (igen).

Når man er i mørket, råder håbløshed frygt. Det er svært at flytte sig. Man føler sig låst fast.

Nu er der selvfølgelig forskel på, hvordan en ti-årig og en voksen oplever det.

Men jeg tror de fleste af os kan huske tilbage og genkende os selv som bange børn i mørket.

Som voksne kan vi sikkert også genkende, hvordan mørket kan stjæler vore overblik, vores energi.

Der er mange måder, hvorpå mørket kan råde. Der er mørket, som sjæler vores lys med vinterens komme. Det er mørket, som dræner os. Der er mørket, som vi ikke kan finde vej i. Det er mørket, der tænder længslen efter en lys fremtid.

Der er sikkert flere måder, men de bliver alle addresseret i bibelen af profeten Esajas, der er en stemme, der råber ind i det jødiske folks mørke ca. 700 år før Jesus fødes.

Han udsteder løfter: “Det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Den gang var der helt vildt håbløshed. Det har været så sort, som det kan være.

Esajas taler om at mørket skal afløses af juble, glæde, frihed fra slaveriet, retfærdighed kommer frem, for der skal komme en ny fyrste, en fredsfyrste.

Han siger ordene, som vi først fatter omfanget af 700 år senere, for umiddelbar lyder det mærkeligt, når han fortsætter:

“For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre, man skal kalde han underfuld rådgiver, vældig Gud, evigheds fader, freds fyrste.”

Det er først efter at engelene på marken ved Betlehem, julenat, hører englene forkynde: “Frygt ikke! Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus Herren” Det er først da, at vi mærker omfanget af de ord, Esajas siger.

I bibelens verden er lys liv.

Vi mærker det indeni, når lyset bryder frem, når foråret kommer. Energien kommer igen.

Lyset vinder altid over mørket. Det kan se ud som en ulige kamp, men det er det ikke. Lyset vinder altid.

Jesus siger om sig selv: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen

Hvem savner du? – Thomas Risager

I dag er det Alle Helgens Søndag. Det er tradition i kirken, at man under gudstjenesten nævner navnene på de, som er døde. På dem som vi savner og er taknemmelige over har været i vores liv.

I dag mindes vi undervejs i gudstjenesten de, som vi savner.

Der vil være plads til at mindes, tænde lys og glæde os over de menneskers betydning i vores liv.

Hør talen her:

podcast-large

 

Du kan også læse talen her. Bemærk dog, at det talte ord kan afvige fra det skrevne.

Manuskript i PDF-format

Prædiken søndag d. 6. november  2016.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 6, 20-31 & Åb 21,3-5.

Alle Helgen

Salige er I som græder, Salige er I som er fattige, Salige er i som sulter….. Med lidt specielle ord lover Jesus, at det skal blive godt igen.

Gud har nemlig en drøm for sin verden. En drøm, hvor alt det, der gør ondt, skal afløses af sine prægtigste modstykker. Sådan afslører Desmond Tutu, at han tænker om Guds kærlighed til verden.

Den er ikke bare et klap på skulderen og en kleenex til at tørre tåren, der må falde. Nej, den er en helt ny verden. Guds kærlighed er et helt nyt liv.

Et nyt liv, som man kan få del i efter livet. Men sandelig også et nyt liv, som man kan tage hul på her og nu i dette liv, i dag og i morgen.

Et nyt liv, der begynder med at man tror, håber, holder fast i eller forventer, at den kærlighed, Gud møder verden med, ikke er en upersonlig kærlighed, men en dybt personlig kærlighed, der tager sit udgangspunkt i den elskede – i dig.

Gud har set dig, Gud har hørt dig, Gud elsker dig.

Nu ved jeg godt, at man kan sidde og tænke, at jeg har intet gjort for at fortjene dette. Jeg er uværdig. Jeg har gjort så meget dumt i mit liv.

Så vil jeg sige, at dette handler ikke om kvalifikationer, for det kommer fra Gud, men du er alligevel rimeligt velkvalificeret.

For nogen gange er de fattige i ånden, som i første omgang ser Guds rige.

Det er ikke en opfordring til at gå ud og lave mere bøvl. Det vil Paulus iøvrigt også advare mod. Men en opfordring til at tage imod.

For det er den kærlighed, der giver modet, styrken og viljen til at gøre det radikale, som jesus opfordrer til. Nemlig til at elske vore fjender, gøre godt mod dem, der hader os. Til at velsigne dem, der forbander os. Til at vende den anden kind til, hvis nogen slår os.

Det er noget af det sværeste i denne verden. For en uges tid siden, hvad vi en mand i kirken, som var langt ude. Han var der, hvor det eneste, han magtede var konfrontationen med vold og trusler om at ville både skade og slå ihjel.

Jeg er ikke bedre menneske, end at jeg havde så meget lyst til, at klappe ham en på skrinet. Men hvad havde det hjulpet?

Så havde jeg (og Max) jo bare været ligesom verden, og måske som han, havde forventet.

I stedet blev han ganske vist håndfast ledt ud af kirken. Han lovede at han ville komme igen og slå os ihjel. Alle er jo velkomne i kirken, for her er plads til alle.

Jeg tror, eller jeg håber på, at når han kommer til sig selv, så vil han alligevel tænke, at dette var underligt. Her blev den anden kind vendt til. Og hvem ved, om det kan blive begyndelsen til forandring.

Når vi tager Jesus på ordet her, så er det radikalt anderledes end det denne verden byder. Men det kan skabe et fredsrige på jord. Jeg taler ikke om et hippierige med fri kærlighed. For vi ved, at også i Guds rige, i kirken, der slipper vi ikke for konflikter og uenigheder. Hvis man håndterer den slags efter den udfordring Jesus giver, så ødelægger det ikke, for så indser man, at man nok er uenige, men er af et hjerte….

Det er det, Jesus lover skal være på den anden side af livet, men som han udfordrer os til, at tage fat på nu i dette liv, på denne dag i dette øjeblik.

I dag er det Alle Helge Søndag. Dette er dagen, hvor mange af os indser, at vi savner mennesker, som er døde fra os.

Når vi mærker det som en sorg, så er det jo fordi de ikke var ligegyldige for os, og slet ikke ligegyldige for Gud.

Når jeg tænker tilbage på nogen af dem, jeg savner, så er det nogen af dem, der med deres liv har vist mig tro. Det er dem, der har elsket de umulige – elsket mig. Det er dem, der med deres liv har investeret i mig. Og været med til at gøre mig til den, jeg er.

Vore måde at være overfor hinanden betyder ikke kun noget nu, det får længere betydning end bare her og nu.

I dag har jeg talt om, at Guds rige kan være her, hvor vi er, og at vi kan se det, når vi lever i det, ved at tage Jesus på ordet.

Guds rige har ikke grænser, hverken i rum eller tid. Jesus er gået foran for at berede en plads til os, og vi må tro på, at dem vi savner, er Guds hænder, for så radikal er hans kærlighed til os.

I Guds rige er alting godt. Her er der fred og ingen fare.

Den sidste bog i bibelen taler om dette, når der står:

v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,

han vil bo hos dem,

og de skal være hans folk,

og Gud vil selv være hos dem.

v4  Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.

Thi det, der var før, er forsvundet.

v5  Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!

Se han gør alting nyt.

I dag fejrer vi at det må gælde dem vi savner.

Vi mindes:

Elin Madsen

Frida Nordtorp Bendixen

Svend Aage Pedersen

Pelle Kofoed

Louise Jonassen

Heidi

Anna og Niels

Susanne & Jeanne

Amanda Thomsen Risager Sorensen

Ingelise

Henrik

Kirsten

Benedikte Owens Marqversen

Lisbeth Henriksen

Erik Lorentzen

Anette

Bartolo Suarez Santana

 

Bøn og Lys…… stille musik…..

 

Bøn:

Himmelske Fader. Tak for visheden om, at ingen lever og dør for sig selv.

Tak, at vi i livet og døden er omsluttet af din nåde og kærlighed. Vi takker

dig for NN og for det liv, han/hun har levet iblandt os. Vi beder om din

hjælp og dit nærvær i sorgen og savnet. Lad Helligånden vidne i vore hjerter

om det evige liv og giv os visheden om, at vi engang skal forenes i dit

evige rige.

Ved Jesus Kristus, vor Herre.

Amen.