Thomas Risager

Historien om den tvivlende Thomas, som får lov at møde Jesus.

Prædiken søndag d. 7. april 2024

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster:  Salme 133 & Apg 4,32-35 & 1. Joh 1,1-2,2 & Joh 20,19-31.

Tema: 50 dage forandrer ALT

Det er påske. Ikke bare i søndags, for det er stadig påske i tiden frem mod pinse. 

I kirken varmer vi op til påsken med 40 dages fastetid. Op mod den anden store højtid, julen, forbereder vi os i de fire adventsuger frem mod jul. På mange måder er kirken optaget af at tælle dage op til de store begivenheder i året, for at hjælpe os med at leve i Guds historie.

I år vil vi i påsken have fokus på de 50 dage som forandrede alt. Nemlig dagene hvor den opstandne Jesus  viser sig og er sammen med mennesker inden han farer til himmels og pinsen kommer.

De 50 dage forandrede nemlig alt, for det gør det, når mennesker står ansigt til ansigt med Jesus. 

Nu skal vi tilbage til påskedagen i Jerusalem, hvor kvinderne er kommet tilbage fra graven. Der skaber vild opstandelse ved at fortælle, at Jesus er opstået fra de døde. Disciplene holdt sig indendøre, for de skulle ikke nyde noget af, at få samme omgang som Jesus. 

Prøv en gang at forestil dig, at her efter Daniels dåb, så står Jesus pludselig midt i kirken. Han siger. “Fred være med jer!” 

Så viser han os sårene i sine hænder og i sin side. 

Så puster han ud over os og giver os sin Helligånd. 

Nu optager vi gudstjenesten her og sender den på nettet. Jeg vil tro, at den video havner på CNN i løbet af ingen tid. 

Breaking news.

Vi der er her. Vi vil resten af voers dage glæde os over, at vi kom lige denne søndag, for den oplevelse kommer til at præge resten af vores liv. 

Vi har set ham med vores egne øjne. Den er god nok, han er opstået fra de døde. 

Godt at vi ikke gik glip af det! 

Forestil dig så, at du kommer ind af døren, når vi skal have kaffe og brunsviger. Alle er ellevilde fortæller, at vi har set at jesus var her…. 

Hvis ikke man får FOMO i højeste potens af det, så ved jeg ikke hvad. 

Det er præcis, hvad der sker for Thomas. Han var der ikke. Vi ved ikke hvorfor eller hvad han lavede. Det giver Johannesevangeliet intet svar på. 

Sidst Thomas var sammen med de andre disciple var de krumbøjede af sorg og bristede forventninger. Deres håb var blevet til håbløshed. Jesus var død. Alt det de havde troet på og kæmpet for døde med Jesus.

 Nu danser de af bare glæde over at have set Herren.

Det er er godt nok surt, at gå glip af det.

Disciplene prøver ganske givet med alle de argumenter de har, og alt deres begejstring at få Thomas til at tro på, at de har set den opstandne Jesus. 

Thomas kan godt mærke deres begejstring. Han kan godt høre, hvad de siger. Han kan også godt forstå det, men han kan altså ikke tro det. 

Han er ikke typen, der lader som om. Så selvom han, måske er fortvivlet på sig selv over, at han ikke kan tro det. Selvom han ved, at han gør sine bedste venner kede af det, ved ikke at kunne tro det, så står han ved sin opfattelse. 

Hvis ikke jeg får lov til at stikke min finger i de sår han viste jer, så kan jeg ikke tro det.

Det er ikke noget let synspunkt at have midt de andres begejstring og glæde. Måske er det ovenikøbet svært for de andre at rumme?

Der sker noget væsentligt her, nemlig at deres fællesskab er så stærkt, at det rummer både tro og tvivl. 

Thomas bliver ikke udskammet, fordi han ikke kan tro. 

Thomas forlader ikke fællesskabet, fordi han ikke kan tro. Tværtimod bliver han i det, og er fortsat en del af fællesskabet. Tro og tvivl sammen. 

Er det egentlig ikke billedet på den ideelle kirke?

Vi ved, at Thomas var sammen med dem, da dt vilde sker! 

Der er gået otte dage, altså en uge, hvor disciplene har snakket, bedt og arbejdet. Pludselig står Jesus der igen. Ligsom sidst siger han: “Fred være med Jer!” 

Så henvender han sig direkte til Thomas. Jesus ved, at han har svært ved at tro. Det initiativ Jesus viser der er udtryk for en stor nåde. Jesus kommer den tvivlende i møde. Det giver da håb, ikke sandt?

“Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!”

Ud af Thomas’ tvivl opstår en dyb levende tro. 

Han havde brug for den tid, han havde brug for, og han fik lov at få den. Der var intet pres om, at skulle tro, men da han selv står ansigt til ansigt med Jesus da tro han. Han tror allerede før, han stikker hænderne frem for at mærke.

Vi ser i historien med Thomas, at tvivl er ikke håbløst. Tvivl er fyldt med håb om tro. Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle!

Alle troende rammes af tvivl. Det er vi måske ikke så gode til at ale om, fordi det er en anelse tabubelagt. 

Der er masser af menensker, som vil andre tænker, har stor tro, der i perioder også har stor tvivl. 

Tvivl er en del af rejsen i livet.

 Ligesom tro forandrer sig gennem livet, så gør tvivl det også. 

Tro og tvivl følges ad. Tvivl får én til at kæmpe med sin tro. Man kæmper sjældent med sin tvivl, men netop med sin tro. Derfor er tvivl også med til at udvikle vores tro. Det skal der være plads til i vores fællesskaber, ligsom der var det i disciplenes. 

Hvis det var ligegyldigt giver det jo ikke mening at tvivle! 

Og hvem ved, hvad der sker, hvis vi pludselig stor ansigt til ansigt med Jesus?

Amen

Hør eller læs talen fra påskemorgens gudstjeneste i Odense Metodistkirke.

Prædiken søndag d. 31. marts 2024 – Påskedag.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 118,1-2,14-24 & Apg. 10.34-43 & 1. Kor 15,1-11 & Mark 16,1-8 & Joh 20,1-18

Nogen gange så er livet bare hårdt! 

Jeg er helt med på, at det ikke altid er det, som vi viser hinanden.

Men alle vi, som sidder her i kirken, og du der ser med online, har alle sammen prøvet, at livet var hårdt. 

Mange af os har ligefrem oplevet, at livet næsten var mere end vi kunne bære.

Vi har oplevet sygdom. Vi har oplevet, at vores børn har haft det hårdt. Vi har oplevet at at arbejdet var helt urimeligt hårdt, og at vi ikke slog til. Vi har oplevet, at der ikke var penge nok. Vi har oplevet kærlighedsforhold gået i stykker, selvom vi troede at det var den eneste ene. 

Vi har oplevet at Gud var noget de andre snakkede om, men ikke noget som vi erfarede selv. Vi har oplevet mennesker omkring os har svigtet, Vi har svigtet. 

 Vi har følt os forrådt, forladt, fortvivlet og helt alene i verden.

For sådan kan livet også være!

Det er selvfølgelig barsk tale, at indlede påskedagen 

 på den måde. 

Mennesker oplever, vi oplever, at mørket vinder.

Påsken handler om at det er løgn. 

Påsken handler om at lyset vinder, at kærligheden sejrer. Selv døden vinder kærligheden over. Og det er gør den til enhver tid, fordi Jesu er opstået fra de døde. 

Graven er tom!

Det er nemlig påsken budskab at der altid er håb om, at det mørkeste i livet ikke er mørke for Gud.

Uanset hvilke mørke du befinder dig i, så er der altid håb, så er der altid tro på at kærlighed vinder, for Gud 

 er større og stærkere end alt andet i denne verden. 

Og det er ikke sådan sådan en konkurrence som dem vi havde i vores barndom hvor vi kunne stå råbe min far stærkere end end din far! Nej min far er stærkest. Det er bare sådan det er, for Gud er almægtig, og vi ser det i Jesu opstandelse efter lidelse og død.

Vores liv er sådan skruet sammen, at det nemt bliver sådan, at det ser ud som om at mørket råder og nederlag og død er en del af livet. 

Det er let, at få den opfattelse når man ser tilbage på de mørkeste timer i vores liv, eller når man ser tilbage på den lidelse og død, som Jesus gennemgik. 

Det er nok nok også, den stemning som råder i påskedagene i Jerusalem, hvor Jesus på langfredagen blev pint og plaget, tortureret for til sidst at dø på et kors, mens de fleste af hans disciple var flygtet til alle sider, stod kvinderne tilbage.

Her udtales nogle af de hårdeste ord, som mennesker kan udtale, nemlig ordene “vi havde håbet at…..”

Når vi siger: “vi havde håbet at…..” så giver vi også også udtryk for, at det håb vi havde, ikke blevet opfyldt, af det viste sig, at være et tomt håb. Det er så smertefuldt.

Håbet blev til håbløshed. 

Hvad var det de havde håbet?

Alle dem som havde modtaget Jesus palmessøndag og viftede ham ind i byen med deres palmegrene, alle dem der havde råbt Hosianna velsignet være han som kommer i Herrens navn. De havde alle håbet, at han var folkets forløser, at han vil give dem en ny tid, hvor romerne vil blive smidt ud. En ny tid hvor alt ville være godt, skulle begynde nu.

Vi havde håbet…

Det er helt naturligt at sige sådan, når man har set ham, som man betragtede som ikke bare sin personlige frelser og Herre, men som verdens frelser, som symbol på det nye liv, som Gud havde lovet, dø på korset og blive lagt i graven som en simpel røver.

Det er i den situation, vi finder disciplene i. 

Vi havde håbet….

Alt håb er ude. Det er jo ikke fordi, at han ikke har sagt at han skulle opstå fra de døde, men ansigt til ansigt med døden, virker tankerne om at opstandelsen fra de døde naiv

Tilsyneladende er det mørket og døden, der har vundet. 

Nu skal de finde ud af hvad de skal gøre med deres liv, for intet er blevet sådan som de havde håbet på. 

Vi havde håbet at…

Alting gik så hurtigt, da han blev lagt i graven. Det hele skulle være overstået inden solen gik ned og sabbatten begyndte. Nu er sabbatten forbi, solen bryder frem og Maria Magdalene og Maria Jakobs mor og Salome købte velduftende salmer for at gå ud og salve den døde. De havde ganske enkelt ikke nået, da han blev lagt i graven. Men nu skulle det være. 

I dag er det Markusevangeliet som får lov til at fortælle os historien. På vejen derud overvejer kvinderne, hvordan de skal få den store sten væltet væk, så de kan komme ind i graven. Vi skal forstå, at det er en tæt på umulig opgave.

På lang afstand, ser de at graven er åben. Stenen er væltet fra. Der løber helt sikkert alle mulige tanker igennem hovedet på dem da de skynder sig mod graven og går derind. 

Inde graven ser de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side. Han siger til dem:  “Vær ikke forfærdede. I søger efter Jesus fra Nazareth, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Der skal i se ham, som han har sagt jer det.

Kvinderne, som stod tilbage ved korset, da Jesus døde, er de første som får lov til at erfare at han er opstået fra de døde, sådan som han har sagt det.

Dette er måske en historie, som har rødder langt tilbage i tiden, og som kan synes langt væk fra mennesker at 2024.

Men når mørket tilsyneladende råder, når livet er hårdt, når vi står ansigt til ansigt med døden, så er historien om opstandelsen fra de døde relevant for os alle. 

For det er opstandelse, som føder håbet om, at livet kan være mere end vi ser. 

Påskemorgen vidner om, at livet altid sejrer over døden, at Guds kærlighed ikke er tomme ord, men en tom grav.

Han er ikke her, han er opstået er skabene ord, der giver nyt liv!

Det er her, at vi havde håbet at…bliver til VI HÅBER.

Opstandelsen insisterer på at kærligheden har det sidste ord. Det gjaldt i Jesu liv den gang, og det gælder i vores liv i dag, selv i 2024, så mange år efter.

Historien om Jesu opstandelse, blev bevidnet af kvinderne. 

Som opstanden, mødte Jesus disciplene i Galilæa, sådan som han havde sagt det. Sådan som Paulus beskriver det.

De så med deres egne øjne, og de troede. 

Den de så, den opstandne Jesus, forandrede deres liv. 

Forandringen, forvandlingen af at leve med opstandelsen, skete på en sådan måde, at andre kunne se at noget var sket med dem.

Så når de fortalte om at opstandelsen fra de døde så lyttede mennesker, og tog opstandelsen til sig som noget der skal gælde i deres egne liv. 

Vi kender historien, og ved hvordan kristendom spredte sig med lynets hastig i hele middelhavsområdet, ned i Afrika over til Indien op i Europa. Den fik en sådan indflydelse, fordi forvandlede mennesker fortalte om Jesus på en sådan måde, at det gav forvandlet liv. 

Påsken er den livsnære histore om, vi havde håbet at…. Som blev til håbet om opstandelsen. 

Intet andet har haft en sådan indflydelse på verden. Intet! 

Det er det håb vi fejrer i dag. 

Glædelig påske. 

Amen.

Salme 175 Påskeblomst, hvad vil du her?

Gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense søndag d. 4. februar 2024.

Prædiken søndag d. 4. februar 2024.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Es 40,21-31 & Salme 147,1-11,20c & 1. Kor 9,16-23 & Mark 1,29-39.

Nogen gange har jeg en drøm, som kommer tilbage. Den handler om at jeg løber og løber, men ikke rigtigt kommer ud af stedet.

Kender du den drøm? 

Når jeg spørger, er det for jeg mener at vide, at den er en af de arketypiske drømme, som vi menesker kan have. 

Det er den samme fornemmelse, jeg står med, når jeg ser på, hvad United Methodist tekstrækken foreslår os, at tale over i metodistkirkerne denne søndag. 

Vi læser og læser, men hænger nu på tredje søndag i træk, stadig fast i det første kapitel i Markusevangeliet. 

Her er selvfølglig godt at være, men historierne har trods alt visse ligheder. 

Allerede i vers 15 finder vi Jesu programerklæring, og den der den linse, som vi skal se hele resten af Markusevangeliet igennem. 

Jesus siger: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Nu er det Guds tid, siger Jesus. Derfor bliver jeres liv aldrig det samme som før, for nu er Guds rige her. 

Det må I tro på, og I må få et nyt liv. 

Som Amanda sagde i søndags, så er bagtæppet for det Jesus siger og gør altid kærlighed, det gælder også her. 

For der hvor Guds rige er, og det er ikke noget vi har tilgode til den anden side af døden, men Guds rige er her, lige nu, lige her, her råder Guds nåde og Guds kærlighed. 

Vi ser det i Odense Metodistkirke og i Kapernaums synagoge, hvor Jesus underviser med en sådan myndighed at de bliver så mundlamme, at de ikke ved hvad der op eller ned eller frem eller tilbage. De ved simpelthen ikke, hvad de skal tænke eller tro. 

Da jesus også helbreder en mand med en uren ånd, som forresten er den eneste og første, som forstår hvad der er i gang og hvem jesus er, så bliver de totalt forfærdede. 

Når noget så spektakulært sker, så kører snakken, og menesker har spredt rygterne om hvad der ser sket i Kapernaums synagoge og det har lynhurtigt spredt sig i hele Kapernaum, måske endda hele Galilæa. 

Straks efter den dramatiske gudstjeneste i synagogen, og nu havner vi i dagens tekst, går Jesus ind i Simons og Andreas’  hus. Her ligger Simons/Peters svigermor syg med feber.

Når vi har feber, så går der en dag eller to med det. Det er træls og ubelejligt, men det går over. 

På det tidspunkt er det lidt mere alvorligt. Det var ike ualmindeligt at mennesker døde af sygdomme, som vi betragter som småting. 

Når Peters svigermor ligger syg med feber, så er det altså utrygt, for der er ingen som ved, om hun faktisk bliver rask.

Derfor er det også det allerførste, de fortæller Jesus om, da de træder ind i huset. 

Disciplene har været med i synagogen. Markus sagde ikke noget om, at alle undtagen disciplene, var slået af forundring og forfærdede. Så vi må gå ud fra, at også disciplene var helt rundt på gulvet over det, som de havde fået lov at opleve i synagogen. 

Men Jesus havde jo sagt noget om, at Guds rige var kommet nær og man måtte omvende sig og tro på evangeliet. 

 Derfor er det også et tegn på tro, også selvom de måske ikke forstår, at de fortæller Jesus om svigermoren, som er syg. 

Vi hørte den smukke histore læst. Jesus går hen og tager hendes hånd, rejser hende op og feberen forlod hende. 

Her er vi vidne til det andet mirakel i Markusevangeliet. 

Miraklerne er synlige manifestationer på, at Guds rige er kommet nær. For i Guds rige skal der ikke være ondskab, lidelse, sygdom eller død. Det er kendetegnene på Guds nåde og Guds riges nærhed. I dag er Guds rige kommet til Peters hus og til Peters svigermor. 

Nu kunne man tænke, at det er en meget sød historie med svigermoderen, som blev helbredt. Men den er så vigtig, at den faktisk er med i alle tre synoptiske evangelier, den findes altså også hos Matthæus og Lukas. Læser man de to andre historier, vil man se at de er stort set enslydende.

Dette er altså en historie, som de bibelske forfattere tillage så stor betydning, at den har levet som muntlig overlevering hos de allerførste Jesus efterfølgere. 

Det næste, som sker, bemærkes også i alle tre evangeliet. Straks efter sin helbredelse sørgede Peters svigermor for dem. 

Det lyser måske som en selvfølgelighed i et patriarkalsk samfund. Men hvad nu, hvis det er hendes omvendelse, at hun forstår miraklet, som er sket, som intet mindre end Guds indgriben og derfor sørger hun for dem. 

Det er hendes måde at tjene Guds på. Måske ikke i de store ord, de lange bønner eller den flotte velformulerede lovprisning af det mirakel, som skete. Men ikke destomindre hendes tjeneste og hendes måde at give Gud ære. 

Hun giver sig til at søge for dem. Hvad betyder det mon? 

Jeg tror, det betyder, at hun sørgede for at de kunne vaske sig efter de jødiske forskrifter for gæstfrihed. 

Jeg er overbevist om, at det også betyder, at hun sørgede for mad og fællesskab omkring et måltid. 

Måltidsfællesskaber er en stærk fællesskabs markør. Ved bordet signalerer vi tilhørsforhold. Det er der noget utroligt stærkt i, og det sker lige her i Peters svigermors hus. Måske som en inspiration til de mange måltider, som deles i alverdens kirker, når vi indbyder til måltid og fællesskab og betoner at Gud med sin hellige ånd, er nær, når vi bryder brødet og spiser sammen. 

Det skal vi gøre senere. 

 Det bliver aften og solen går ned. Det var altså mørkt. Nu begynder menensker at komme bærende med deres syge og hele byen stimler sammen udenfor huset. Det an man gøre næsten anonymt i mørket. Så er det ikke hele byen, der ser, at man er nysgerrig på Jesus. 

Jesus helbreder mange sygdomme og dæmoner. Dæmonerne, som er fuldt ud klar over, hvem han er, forbyder han sat sige noget om, hvem han var. 

Der er hos Markus mange mirakler. Jeg vil hævde at de er med, fordi vi skal forstå at en enkelt helbredelse af en mand med en uren ånd ikke er et enestående mirakel. Det gentagelse på gentagelse. 

Det er et kendetegn på Guds rige, at al ondskab besejres af Guds nåde. Det er altså en ny tid, som indvarsles her. 

Noget nyt er sket! 

Næste morgen står jesus op og går til et øde sted. Markus fortæller os ikke omstændighederne, men oftest er det sådan i de bibelske fortællinger er det sådan, at det betyder at Jesus beder. 

Hans disciple er helt oppe at køre over, de mange menensker som leder efter ham. Der er flere syge, der er kæmpe behov. 

Men Jesus går videre mod de andre landsbyder og forkynder evangeliet der og uddriver dæmonerne. 

Her er der ikke tale om ikke at komme ud af stedet. 

Jesus går ud

Der er bevægelse og gentagelse…

Det har skabt resonans i vores liv.

Det kommer til at give genlyd i hele verden 

Der er gang i den. Der er ikke noget løb på stedet her.

Amen. 

Salme: Jesus, ved dit bord du bænker (547)

Søndag d. 21. januar 2024. Strandby Metodistkirke.

Tale ved gudstjensten, som markerede fusionen mellem Strandby og Frederikshavn Metodistkirker. Talen blev ikke optaget, så der er ingen podcast.

Prædiken søndag d.21. januar  2024.

Metodistkirken i Strandby. ©Distriktsforstander Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 150 & 1. Kor 13,1-13

Den guddommelige dans

Tak. Tak for indbydelsen til at komme og være med til at feste sammen med Jer i dag. 

Det er en stor glæde, at vi i dag kan fejre fusionen mellem Frederikshavn og Strandby Metodistmenigheder

På mange måder er det et bryllup, som vi er inviteret med til. 

Det er to store personligheder, vil jeg sige, som efter et frieri, lange forberedelser, økonomiske beregninger, opgivelsen af et hjem, men ikke opgivelsen af et område som man har stor kærlighed til, nu er blevet gift.

Der er meget som er ens, men sandelig også, som i ethvert ægteskab, meget som er forskelligt. Der er styrker og svagheder, men man er fælles om en stor kærlighed, som er fundamentet for alt.

Det er et godt fundament for to kirker, som bliver én, ligesom det bestemt også er et fremragende fundament for mennesker i almindelighed. 

Troen på Guds kærlighed er altafgørende og særlig, også i et bryllup mellem to menigheder. 

1. Johannes Brev i bibelen taler om, at den kærlighed Gud møder os med, før vi overhovedet har tænkt på Gud, er en kærlighed, som forvandler os og fordrer af os, at vi elsker hinanden. 

Der står:

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”

Perspektivet er, at Guds kærlighed er først og størst og som følge af den, kan vi elske – og det udfordres vi til at gøre. 

Den kendte tekst fra første Korinther brev er en nøgletekst til forståelsen af evangelierne og troen i det hele taget. Her er kærligheden helt central. 

Her understreges det at ligegyldigt, hvor dygtige vi er, hvor veltalende vi er, hvor dyb tro vi har, så er det alt sammen flintrende ligegyldigt, hvis ikke vi har kærlighed. 

Det er måske noget af det, som kristentro mest af alt handler om, ikke så meget at forstå troen, dogmer, eller alle biblens mange kringlede passager, men at turde tage mod den gudgivne kærlighed og elske ud fra den, som er helt central. 

Kærlighed er mange ting. Der er mange mennesker, som er blevet at blive skuffet over kærlighed, for skulle kærligheden ikke, som Paulus skriver det, 

tåle alt, tro alt, håbe alt og udholde alt? 

Og alligvel har mange oplevet at kærligheden gik i stykker. Men kærlighed er meget mere end kærligheden mellem to mennesker. 

I det græske grundsprog er der flere ord for kærlighed, hvor vi på dansk kun har et ord. 

Kærligheden mellem to menesker, hedder på græsk eros. Det er en menneskelig kærlighed som har sin rod i, at jeg når jeg elsker, forventer og håber på en kærlig reaktion eller respons fra den jeg elsker, en respons om kan bekræfte min følelse af kærlighed. 

Så er der filos, som er et andet græsk ord for kærlighed. Den kender vi alle sammen, for det er den indbyrdes kærlighed, med alle de forviklinger, der kan være, som findes i det kristne fællesskab – i kirken, og i andre fine fællesskaber. 

Den kærlighed Paulus skriver så begavet om her, hedder på græsk agape. Det er en kærlighed som er fuldendt og uden fejl. Den har ikke egne motiver, for den tager sit udgangpunkt i den der elskes, ikke i den der elsker. 

Det er en kærlighed som er renset for motiv, som ikke forventer noget speciel modsvar, som kun finder sin glæde i den der elskes. 

Den er er rodfæstet i Guds kærlighed til os, og handler kun om, at vi elskes som dem vi er. 

Den kærlighed tåler alt, og den kærlighed er større end alt andet. Den kærlighed skal aldrig forgå.

Vi elskes og fordi vi elskes af Gud, kan vi elske. Den kærlighed som 1. Johannes brev taler om, at vi skal elske med, er ikke en kærlighed vi skal grave frem fra vores inderste.

Den er ikke noget vi skal præstere, for det er en kærlighed som er givet os fra Gud. En kærlighed som vi kan give videre, for den kommer fra en kilde som aldrig løber tør. 

Faktisk er kærlighed den eneste ressource, som der bliver mere af, når vi frådser med den. 

Vi læser ofte bibelteksterne fra 1. Korintherbrev i forbindelse med bryllupper. Det gør vi til dels fordi det er så romantiske tekster, men sandelig også fordi billedet af ægteskabet også er et billede, der bruges på forholdet mellem Kristus og kirken, altså os og Kristus.

Kærligheden er helt central og den er fundamentet for alt. 

Ved en bryllupsfest, synes jeg altid at brudevalsen er et fantastisk fint udryk for kærlighed og derfor er den også særdeles romantisk. 

Dans er et udtryk for kærlighed. Den måde to elskende omfavner hinanden på og og giver sig hen til musikken, til rytmen, til hinanden er så smukt. 

Det ser så elegant ud, når et par smilende glider af sted i musikkens og hinandens favn og helt tydeligt følger rytmen og ikke mindst hinanden. Man kan ikke danse, hvis ikke man for en stund glemmer sig selv, og fokuserer på den anden.

Der bliver en samhørighed uden ord og instruktion, og når jeg ser på det, så ser det legende let og særdelse fredfyldt ud.

På mig virker det også som om, at tiden for en stund står stille, alle bekymringer om noget som helst forsvinder til fordel for en tilstedeværelse i det nu, som dansen er. Og det nu er ikke stilstand. Det er bevægelse.

Det er brudevalsen, men dans er jo meget mere. Brudevalsen er det totalt romantiske, hvor man danser med sin elskede. 

Men dans er meget mere, ligsom kærligheden er meget mere end den mellem to elskende. 

Vi kan danse med flere partnere, som vi har forskellige relationer med. Det er her, hvor de forskellige ord og udtryk for kærlighed, som vi nu kender dem fra græsk, kommer til udtryk. 

Der er ikke noget galt i, ja det kan faktisk være utroligt smukt, at danse med en anden, end den man elsker romantisk (eros). 

Det er også en kærlighedshandling, at tage mod indbydelsen til dans, når en hånd bliver rakt frem til dig. 

Håbet er også at den kærlighed vi elsker hinanden med efterhånden bevæger sig hen mod en agapekærlighed. Igen er det ikke noget vi kan præstere, men udelukkende noget som kan ske under Helligåndens virke i den proces som vi, teologierne, i vores kirker kalder helliggørelse. Det er Gud der virker i os, men vi er selvfølgelig nødt til at tage mod den fremstrakte hånd og deltage i den dans, vi er budt op til. 

Dans fascinerer de fleste af os. 

Måske tænker du, åhhh det ved jeg da ikke om det gør, så vil jeg bare minde om den enorme interesse der er for “Vild med dans” på tv, selvom vi er ved at løbe tør for kendisser til at deltage i programmerne. Jeg er fascineret.

Jeg ville for eksempel ønske at mine forældre havde stået fast på, at jeg skulle gå til dans hos Anne Gigger, som jeg tror danselæreren hed. 

Jeg ville nemlig ønske at jeg var bedre til at danse, sådan  at jeg frimodigt kan være på floor, som de unge siger. 

For hvis man skal danse med mig, så skal man have en engels tålmodighed og stor overbærenhed. 

Dansen bruges som et billede på livet og i mange kristne tænkeres overvejelser er dansen brugt som et udtryk for det at leve med Gud. 

Det er et super billede, fordi det udtrykker aktivitet, bevægelse og engagement frem for passiv venten.

Gud rækker sin hånd frem til hver enkelt af os, også de af os, som ikke er de fødte dansere, og byder op til dans. 

I dag fejrer vi brylluppet mellem to menigheder, som bliver til en. 

Der er brudevals, og mange danse forude med hinanden og med Gud. 

Mit håb og min drøm er, at vi får hele Strandby, Frederikshavn, ja hele Nordjylland på flor til en seriøs dejligt, legende, udfordrende, udviklende, missionerende, inkluderende, og ikke mindst kærlig dans. 

For det er nu, der spilles op til dans! 

Amen. 

Ichtus: 

Shalom to You 

Må din vej gå dig i møde

Prædiken fra Odense Metodistkirke. Søndag d. 7. januar 2024.

Prædiken søndag d. 7. januar 2024.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 2,1-12 & Mark 1,4-11

Det siges, og vi synger det, at julen varer lige til påske.

Men lige så snart vi er kommet igennem julens helligdage, så er julen pakket ned langt de fleste steder. 

Man kan godt blive lidt forvirret. Det bliver ikke mindre forvirrende af, at det i dag er Hellig tre kongers søndag. Fordi det er den første søndag efter hellig tre kongres dag, som er d. 6. januar. 

I de ortodokse traditioner fejres julen nu. Så forvirringen er total. Sådan har det indtil i år været i Ukraine, men de har i protest mod russernes skamløse invasion flyttet julen, så den ligger samme sted, som hos os i Vesten. Sådan kan der også gå politik i julen.

 Hos os markerer Hellig tre konger, i alt fald sådan officielt, men ikke folkeligt, julens afslutning. 

Hellig tre konger har været jul i de første mange år af den kriste kirkes eksistens. Først da kristendommen bliver statsreligion i Romerriget omkring år 312 bliver julen, som vi kender den, placeret i fra om aftenen d. 24. december  med hellig tre konger som afslutning.  Iøvrigt er alt det op til, hvor vi tænder lys i adventskransen ikke jul, men advent. Sådan siger de decembergnavne præster i hele adventstiden. Sådan nogle har vi ikke her. 

Den bibelske beretning, som ligger til grund for Hellig tre konger er historien fra Matthæusevangeliet, som Amanda læste for os. 

Dette er en af de historier, som har mere i sig end den bibelske evangeliefortælling. Vi lægger pr. tradition rigtigt meget ned over denne historie, som faktisk ikke står noget om i Matthæusevangeliet. Evangeliet og folkesagn er blevet blandet samen. 

Mathæus siger, at de er vise mænd. Den græske grundtekst indikere at de lidt overnaturlige, her anvendes ordet magikere, som mange tillader sig at forstå som astrologer eller astronomer, men der har nu nærmere sin grund i den ide, at de følger stjernen. 

 Alligevel siger vi Hellig tre konger. Denne ide stammer fra kirkefaderen Origines, som omkring år 200 slog igennem med tankegangen om, at de måtte være konger siden de kom med så fine og kostbare gaver. I øvrigt er det også i tråd med Salme 72 og Esajas 60, som begge siger, at der skal komme konger bærende på fine gaver.

Man mener også at kende deres navne, Kasper, Melchior og Balthasar samt at deres jordiske rester hviler i Domkirken i Køln. I følge folkesavnet var én af dem også fra det afrikanske kontinent og en anden fra Asien. 

Der er rigtigt meget, som er spundet sammen, men det er en vigtig historie i fortællingen om Jesus. 

Bliver forvirringen total, hvis jeg siger at historien her også i kirken blever set sammen med historien om Jesu dåb og hyrdernes besøg i stalden julenat?

Det som historierne har til fælles er, at de begge rummer et element af anerkendelse af, hvem Jesus er, altså at han er Messias, han som skal frelse verden. 

I den engelsksprogede del af verden hedder helligtrekongers søndag epifani, som betyder åbenbaring.  Det er det, som er i fokus. Det åbenares, at Jesus er frelseren.

De vise mænd følger stjerne, som har markeret at Jesus – kongernes konge – er født. Som den naturligste ting i verden opsøger de hovedstaden og regentens palads, men det er som bekendt ikke hos Kong Herodes, at kongebarnet er. 

Vi kender historien og ved, at vismændende følger stjernen til et hus i Betlehem, hvor barnet er. Historien siger, at vismændende i en drøm fik åbenbaret, at de ikke, som de havde lovet Herodes, gik tilbage for at fortælle hvor barnet var. Herodes gik helt amok og fik alle drengebørn i Betlehem slået ihjel, mens Maria og Josef var flygtet til Egypten med Jesus. 

Vismændende fra Østerland, fremmede i forhold til kulturen og den jødiske tro, forstår at barnet Jesus er frelsenen, så de faldt på knæ og tilbad Jesus. Hvis sagnhistorien om at de er konger, er sand, så er det endnu større at de falder på knæ og tilbeder.

De kostbare gaver fortæller også en historie, for de åbenbarer fremtiden. Guld, røgelse og myrra. 

Guld, røgelse og myrra læses blandt andet i den katolske kirke som symboler på Jesusbarnets natur. Guld symboliserer hans status som jødernes konge, mens røgelsen er et tegn på Kristi guddommelige natur, hans præsteskab: vi kan bede til Jesus og lade vore bønner stige op med røgelsen. Og endelig ses myrraen som symbolet på, at Guds søn også er menneske og dermed dødelig. For myrra blev blandt andet anvendt til at salve den døde med. 

Gaverne peger altså fremad mod påsken, Jesu gerning, Jesu død og opstandelse.

Med disse gaver viser vismændende at dette var åbenbaret for dem. 

Så er der dåben, hvor Jesus som så mange andre før ham, kommer til Johannes døberen. 

Johannes havde døbt mange mennesker som en forberedelse til at Jesus skulle komme. 

Fra Jesu møde med vismændene som barn til Jesus som ca. 30 årig sammen med Johannes Døberen. 

Markusevangeliets skildring af Jesu dåb er den mest kortfattede og nøgterne fremstilling i evangelierne. 

Kernen er, at da Jesus stiger op af vandet, flænges himlen, Ånden daler ned over Jesus, og han hører en røst fra himlen sige: “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”

Det taler ind i Messiashemmeligheden, som er et af særtrækkende ved Markusevangeliet, men det kan vi tale længe og mere om en anden dag. 

Hele pointen her er, at Gud i Jesu dåb bekræfter for ham, at han er den, som folket venter på. Han er Messias.

De hellige tre konger/vismændene kommer fra fremmede egene og tilbeder Jesus. De falder på knæ for kongernes konge. De giver gaver, som viser, at de forstår, hvilken fremtid der liggerforan Jesus i hans frelsergerning. 

Hyrderne fra julenat, som jo var de første, kom til Jesus barnet i stalden som fælge af at englene på markenere havde åbenbaret for dem, at frelsen er kommet til hele folket. Det understreges af at hyrderne er ikke-personer. 

I dåben bekræfter Gud Jesus i, at han er den, som de alle sammen siger, han er. Derfor bliver dåben også startskuddet til Jesu offenlige liv – hans frelsergerning på jord. 

Frelsergerning, verdens frelser, Kristus, det er store ord! 

Måske tænker du: Gad vide om Gud kan elske en som mjg? Kan alt dette virkelig have med mig at gøre?

Spændet fra betydningsløse hyrder til vismænd, måske endda konger, viser os, at Guds kærlighed er for ALLE. 

Så svaret på spørgsmålet om Gud kan elske én som dig er, er et rungende ja. 

Må Gud åbenbare sin kærlighed til dig for dig! -og mig! 

Amen. 

Salme 547 – Jesus, ved dit bord du bænker

Gud sprænger alle forventinger

Prædiken søndag d. 24. december 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Luk 2,1-20. Gud sprænger alle forventninger.

Mange af os har helt faste forventninger til, hvordan den perfekte jul ser ud. 

Instagram svømmer over med influensernes bedste og mest smagfulde borddækninger, og kokkene har forklaret os alle sammen, hvordan flæskesværen og anden bliver intet mindre en perfekt, hvis man altså lige har den rigtige airfryer. 

Vi har forventninger til, hvem vi gerne vil være sammen med. Hvordan dagens program skal være, hvilket slik der skal være i skålen senere, når Disneys jule-show sendes. 

Der er forventinger til, hvordan tingene skal være i kirken i dag. Der er tanker om, hvilke sange og salmer, som skal synges, mens vi går kom juletræet i aften. 

Det er måske endda forventninger til, hvordan vejret burde arte sig, og de færreste af os havde stormen Pia eller regnen i dag med i vores forventninger op mod jul. 

Fordi vi lægger så utroligt meget energi i at gøre vores jul perfekt, skal der ikke så meget til, for at tingene bliver andreledes, end vi har forventet. Så kan der godt ske det, at små uforudsete hændelser kan få unødvendig status som kæmpeproblemer, der ødelægger vores jul. Det er en af udfordringerne ved forventningerne, at de kan låse os fast, så vi ikke ser de små fine mirakler og gode ting, som hører julen til.

Nu er julen her. Der er ikke mere at forberede, der er ikke mere at gøre. 

Nu er vi her – og varmt velkommen skal du være. 

Alt dette her juleri begynder langt herfra for langt tid siden. 

Jeg tror, Josef – tømreren fra Nazareth, ham der var forlovet med Maria, mulighvis nok havde gjort sig nogle tanker om, hvordan det skulle være, når han en dag fandt hende han ville giftes med. Hende som familien på det tidspunkt fandt passende. Det havde han sikkert nogle forventninger til. 

Jeg tænker, at Maria, den unge kvinde, havde gjort sig temmeligt mange flere tanker om, hvordan det skulle være, når hun en gang fik sin mand. Hvilket tøj, hvilket vejr, hvilken mad…. Hvis hun lever op til, i alt fald mine fordomme, så ville alt være gennemtænkt ned til den mindste detalje. Hun har sikkert haft mange forventninger.

Nu er der bare lige den lille detalje, at for at du og jeg kan fejre jul her i Odense, så måtte Gud blande sig i en ung jomfrus liv, nede i Nazareth for længe siden. Der er en stor sammenhæng.

Når Gud kommer nær ved mennesker, så er det mere reglen end undtagelsen, at livet herefter udfolder sig på en måde, som er anderledes end alle de forventninger, man måtte have. Maria og Josef er ingen undtagelse. 

Maria havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle se en engel og da slet ikke, at englen Gabriel skulle sige til hende, at hun skule blive gravid, at Helligånden skulle være far til barnet, og at barnet skulle kaldes Guds søn og være konge til evig tid. 

Det kan hun umuligt have forestillet sig. Men Maria stoler alligevel på det, hun hører, og siger de berømte ord: “se, jeg er Herrens tjenerinde, lad det ske mig efter dit ord.” 

Ligesom dele af Ukraine i dag er besat, så var Josefs og Marias land også besat. Den romerske besættelsesmagt havde sat gang i en folketælling. Der var ikke noget Mit ID og digital signatur, så alle måtte vende tilbage til der, hvor de kom fra og sige hej, nu vil jeg gerne betale skat. 

(Den var jo ikke gået i Jylland.)

Så Josef måtte af sted. Der blev ikke taget hensyn til en gravid kvinde, eller en mand, som lige skulle sluge den kamel, at hans kommende kone var gravid og at han ikke lige var far til barnet, så op på pakæslet med Maria og af sted mod Betlehem det gik. 

At vandre af sted mod et tvangsbesøg i Betlehem var bestemt ikke en del af planen eller noget Josef havde forventet sig, men her gik han. 

Han havde nok også forventet, at der ville være plads til dem inde i byen, men det hjalp ikke en gang at have en gravid forlovet. 

Desværre, ingen zimmer frei, så de måtte tage til takke med en stald i Betlehem. 

Langt fra forventningerne, ikke sandt?

På det tidspunkt havde man længe vidst, troet og håbet på, at Gud en dag ville gribe ind i verdens gang. Der var gået mange år siden, man sidst havde tænkt, at alt var godt. Faktisk skulle man helt tilbage til Kong Davids tid for at finde en velsignet tid. 

Enhver ville med drømmende øjne tale om de gode tider under kong David, hvor Gud passede på folket. Deres hukommelse var lang, for det lå faktisk tusind år tilbage.

I mellemtiden var der profetiske røster, fra Esajas, som spredte sig og som skabte en løbeild af forventning i folket. 

Ord som: “Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor…… For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. ….For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Der har i befolkningen været et udtalt håb og en stor forventning om, at Gud vill gribe ind i livet, ikke bare i menneskers liv, men i verdens liv. 

Det håb og den forventning har eksisteret i århundreder, men fordi der ikke var andre steder end Gud, at rette håbet mod, da alt andet havde spillet fallit, så levede håbet stadig i folket.

Der var helt enkelt stor forventning til at Gud ville gribe ind. 

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Gud skulle gøre det gennem et lille barn, der fødes i en stald i Betlehem. 

Ingens forventinger til Guds indgriben bliver mødt. Der er intet storhed, ingen guddommelig manifestation i stalden i Betlehem. Det er så langt ud, at det er helt vildt. 

Det ville være så nemt at affeje det, for det kan umuligt være verdens frelser, i en krybbe i Betlehem af alle steder. 

Men der er flere forventninger som brydes. 

For ude på marken vogter hyrderne, som ingen regner for noget, fårene. 

Lukasevangeliet fortæller os, at mørket blev brudt ved at Herrens herlighed strålede om hyrderne, mørket blev brudt af Guds lys, og hyrderne blev forståeligt nok bange. 

Men englen, som står foran dem siger: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Så er der pludselig hær af engle som synger og takker Gud, for det som er sket i Betlhem. 

Så det som ser ud af ingenting, får i gudsmødet på marken med hyrderne et himmelsk perspektiv. 

Vi kender historien og ved, at hyrderne løber ind i til stalden i Betlehem. Og her bliver det dem, som ingen har forvetninger til, der får lov at blive de første som anerkender at Jesus er verdens frelser, ved at fortælle Joses og Maria, om englesangen på marken julenat. 

Det var der ingen, som havde forventet. 

Betydningen af det kan ikke undervurderes. Der er en hel verden som fejrer jul i disse timer. 

Alene det viser, at det der begynder med et barn i en stald, er langt mere end vi kan forstå ellerhavde forventet. Gud har sprængt alle forventninger, og han vil gøre det igen. 

For når det kommer til det enkelte meneskes tro, så kan man godt have sine egne forventinger, men man skal også vide, at Guds kærlighed er sådan, at forventninger sprænges i atomer, for Gud skyer ingen midler for at få mennesker i tale med sin nåde og kærlighed. 

Som menneske kan man godt have forventinger til, hvordan det er med Gud, men med stor sandsynlighed vil vores forventinger ikke være store nok.

Jules mirakel er, at forventningerne vi må have til, hvad det skal betyde for os, at Gud blev menneske i stalden i Betlehem, aldrig kan række til. 

Julens mirakel kunne ingen forvente. Man kan vel ikke tillade sig at forvente et mirakel? Men barnet er det mirakel, udover alle foreventninger. 

Gud er så meget mere end vi nogensinde kan forvente, og i lyset af det, vil vi i dag ønske hinanden en glædelig jul. 

Amen 

Salme: Hvad er det, der gør jul til noget særligt 

Prædiken søndag d. 26. november 2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Joh 6,1-15. 

Taknemmelighed 3/3.

Vi kender det alle sammen! 

Hvis bare vi havde råd til at ansætte én mere. 

Hvis bare vi var flere frivillige, som tog ansvar.

Hvis bare vores hus havde en større stue.

Hvis bare vores kirke kunne have en scene…

Det gælder hele vejen rundt i livet, at vi ønsker, at tingene kunne være anderledes, hvis bare vi havde mere at gøre med af det ene eller det andet…..

Det er en såre menneskelig måde, lade sig begrænse på. Vi gør det alle. 

I dag dropper vi ned i Johannesevangeliets mirakelhistorie om bespisningen af de 5000 tusind, så går dette igen. Hvis bare vi havde….

Historien her finder vi i forskellige variationer ikke bare hos Johannes, men også i de synoptiske evangelier. De synoptiske evangelier er en fælles betegnelse for de tre af evangelierne, som ligner hinanden mest, nemlig Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet. De har med stor sandsynlighed haft en fælles kilde at trække på. 

Så det er en begivenhed, som er så væsentlig at den faktisk fortælles i alle fire evangelie-traditioner. 

Der er, hos mig, ingen tivl om at Jesus var fantastisk dragende. 

Dels var det han sagde om Gud som en kærlig far så radikalt anderledes end, det folket ellers hørte, at han simpelthen fik menneskers fulde opmærksomhed med sit budskab. For det var så befriende.

Når jeg forestiller mig, hvordan Jesus var i sin måde at tale og være sammen med menensker på, så har jeg selvfølgelig alle mulige Jesus film og serier i mit baghoved. 

Men jeg tror, at jeg lige som de mange menensker, der fulgte efter Jesus for at høre mere og se flere helbredelser, også var fulgt med for at opleve mere. 

Det var der mange mennesker, som gjorde. 5000…. 

Jesus sætter Fillip på en prøve, selvfølgelig ikke for at udstille ham, men for at drive en pointe igennem. 

“Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” 

Fillip er naturligt nok helt overvældet, jamen brød for 200 denarer slår ikke til. 

Der stopper vi lige op, for 200 denarer er et kæmpe beløb. En denar er en arbejders løn for en dag. Så dette siger både noget om, hvor overvældet Filip er, men også noget om, hvor uoverskueligt mange mennesker, som er tilstede. 

200 daglønninger slår ikke til. 

Mon ikke Fillip tænker, hvas bare vi havde….. 

Jesus har et overblik, som Fillip ikke har.

Disciplen Andreas, Simon Peters bror, kigger rundt for at se, hvilke muligheder, som er. Han ser en lille dreng, som har fem byggrød og to fisk. 

Det er ingenting i forhold til hvad er er behovet. 

I de bibelske fortælleringer fylder børn ikke meget. Børn er uden status på den tid, så det at dette også er en dreng, som har brød og fisk siger noget om, at situation er helt umulig. 

Havde de bare haft….

Den ubetydelige dreng har ubetydeligt brød og ubetydelige fisk. 

Folkene blev bredt om at sætte sig. Jesus tog brødene og takkede. Det samme med de to fisk. Herefter delte de ud til alle. Johannesevangeliet fortæller os endda, at folk fik så meget de ville have. De fik altså et reelt måltid og blev mætte. 

Vi får også lige den lille krølle, at de samlede resterne sammen og fik tolv kurve fulde. De tolv kurve blev symbolet på Israels tolv stammer. Der er virkelig overflod, må vi forstå.

Sikke et kæmpe mirakel, de har været en del af. Det virker som en ikke så vigtig ting, at kunne sørge for mad til folk, men mad, fem brød og to fisk, er jo basale behov, som mennesker har. Det er helt essentielt. 

Miraklet er, at Jesu siger, at Guds kærlighed ikke handler om, at han skal tilbedes, men om at folkets basale behov også er en del af ligningen. At dette ikke handler om at Jesus skal løftes op og tilbedes, men om at Jesus sørger for sine. 

Selvomfølgelig er det et mirakel, men det tager sit udgangspunkt i det de allerede har.

Det som for os i situation ser værdiløst ud har værdi for Gud. Det multipliceres og bruges. 

Vi har jo kun… 

Hvis bare vi havde….

Vi har hvad vi skal bruge. 

Og når det handler om kirker, så er det min faste overbevisning at Gud har givet os alt det vi skal bruge, for at gøre det han kalder os til at gøre.

Vi har….. 

Det er det, som jeg vil runde serien om taknemmelighed af med. 

Jeg vil gerne udfordre os til på alle livets områder, at se på hvad vi allerede har.

Som fællesskab har vi det vi alt, som vi skal bruge for at være et klart budskab om Guds kærlighed i denne dejlige by.

Som mennesker har vi alt, hvad vi har behov for for at leve livet. 

Og der, hvor vi sætter os sammen i Jesu navn, der kan kan to fisk og fem brød, der sættes i spil gøre en verden til forskel. 

Jeg er taknemmelig for at have en tro, som jeg må have sammen med Jer, en tro som ikke fokuserer på glimmer, guld og penge, men som handler om tro.

En tro, hvor fem brød og to fisk rummer kimen til en dyb taknemmelighed. 

Så her inden vi går ind i adventstiden og juleshopping, så ser vi hinanden og Gud i øjnene og konstaterer at alt det væsentlige er på plads. 

Det er jeg taknemmelig for.

Amen.

578 Vi rækker vore hænder frem

Prædiken søndag d. 19. November  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tema: Taknemmelighed 2/3

Tekster: Fill 4,1-13

Alle, der har prøvet at opdrage børn, har hørt sig selv sige til et barn, som var ked af det eller græd: “Nu skal du være glad!” 

De fleste af os ved også godt, at de ord ikke har den store effekt hos et barn som er opløst af gråd. 

De flest af vi voksne har sikkert også prøvet at have den dårlige samvittighed over, at vi synes det hele er lidt træls eller ligefrem deprimerende, for når vi kigger os rundt i vores liv, så kan vi godt se at meget er godt, så vi burde egentlig være tilfredse og glade, men det er bare ikke den følelse, som regerer i vores sind. Man er ikke glad, så får man dårlig samvittighed over ikke at være glad, selvom man måske burde være det. 

Glæde er ikke noget man bare kan klistre på, for hvis der er noget vi mennesker ikke kontrollerer, så er det vores følelser. Vi kan regulere, hvis vi er psykisk sunde, hvor meget de kommer til udtryk, men vi kan ikke kontrollere, hvad vi faktisk føler. 

Der er god grund til at tro, at dette også var gældende da Paulus skrev sit brev til menigheden i Fillippi, som ligger i det nuværende Makedonien. 

Selvom jeg på det kursus, jeg har været på her i ugen, hørte en meget dygtig forelæser sige, at mennesker ikke kommer i kirken for at høre teologi, så synes jeg ikke vi kan gå videre uden, at sige et par ord om Paulus og hans berømte brev til menigheden i Fillippi. 

Bibelen rummer en række breve, hvoraf de 10 af dem traditionelt tilskrives apostlen Paulus. 

Vi ved fra Apostlenes Gerninger i bibelen, at Paulus fra en ivrig forfølger af dem, som troede på Jesus. Han arbejdede helt enkelt på at få kristne smidt i fængsles og var godt tilfreds med det, hvis de også blev henrettet og led martyrdøden for deres tro. 

Paulus var på vej for at arrestere Jesus-tilhængere, da han på vejen mod Damaskus slås til jorden af et stærkt lys. Gennem dette stærke lys taler Jesus, som er korsfæstet, død, begravet opstået, opfaret til det himmelske, til ham. 

Paulus kommer til at tro på, at Jesus faktisk var den Kristus, som den jødiske kultur ventede på, og han fik et nyt liv. Det var en seriøs omvendelse, fordi han ikke var den samme bagefter.

Paulus blev en af de ivrigste missionærer for den kristne tro, og sluttede sig til disciplene i Jerusalem inden han begav sig ud på i alt fald tre store rejser i middelhavsområdet. Her grundlagte han og besøgte menigheder som var opstået hele vejen rundt om Middelhavet. 

Paulus var en lærd mand, så han kunne skrive og det gjorde han i konkrete breve, som i meget høj grad kom til at definere  den måde som hele kirken, og vi i dag, tænker tro på. 

Selvom brevene er sendt direkte til menigheder, så har man dengang set værdien i dem, skrevet dem af og sendt dem rundt, så de blev bevaret og da kirken i lange diskussioner gennem de 100 år, der gik fra år 200 – 300 opnåede enighed om, hvilke skriver, der skulle med i Bibelen fik Paulus en fremtrædende plads. Det gjorde han bl.a. fordi brevene er de tidligste skriftlige kilder vi har  om Jesus. 

Derfor er det også svært, den dag i dag, at komme uden om Paulus. 

Han har skrevet et langt brev til menigheden i Fillippi og nu er han ved at lande det, så den vigtige afskeds salut bliver: “Glæd Jer altid i Herren, jeg siger atter: Glæd Jer!”

Så er vi tilbage ved spørgsmålet om man kan glæde sig på kommando? 

Der er ingen tvivl om at dette er imperativ, bydeform, en direkte ordre eller lidt blødere en opfordring. 

Paulus tager det et skridt videre, for han angiver kilden til glæden. Den kilde er Herren, er Gud, er Jesus. 

For rodfæstet i ham, og det er enhver troende, også vi med lille og tøvende tro, kan vi glæde os. Glæden, taknemmelgehden, trygheden, kommer fra Jesus ikke fra os selv.

Bemærk også at tiltalen er altid i flertal. Der tales ikke til den enkelte, men til det unikke fællesskab som en menighed i enhver kirke er. 

Der tales til I ikke til dig. 

Det er en vigtig viden, at have i baghovedet her. At det er fællesskabet, der tales til. 

Paulus ved nemlig, at den kristne tro ikke er et selvrealiserings projekt, men at den bedst udfolder sig i fællesskabet. 

Glæden i Herren kommer af den dybe taknemmelighed over, at Guds kærlighed, som viste sig ikke at være tomme ord gennem Jesu død og opstandelse, må gælde os. 

Taknemmeligheden kommer ud som glæde, På en dag som i dag, hvor vi deler glæden over Elliot som er blevet døbt og dermed en del af os, er det nemt at føle den glæde. 

I den glæde og taknemmelighed, er løfterne fra Paulus, at Guds fred vil bo i os bevare vores hjerter og tanker i Kristus. 

Det er ikke dårligt at være i Kristus. 

Det handler om at vi, på trods af tvivl, gennem tro er forbundet med ham. Igen er der et vi og et sammen ….

Vi hænger sammen, også selvom vi ikke nødvendigvis kender hinanden, for der er en glæde der kommer fra Gud, som bevæger sig i det unikke fællesskab, som er i enhver kirke, og som naturligvis også er her. Et fællesskab som er over hele verden, og som vi i dag har døbt Elliot ind i.

Det fylder mig med taknemmelighed og glæde!

Amen

I dag var jeg inviteret til at tale i det nye trosfællesskab, som kalder sig Golgata. Det er et nyt initiativ, som er opstået på Metodistkirkens plejehjem Betaniahjemmet, hvor der førhen også var en menighed, som kaldte sig Golgata. Den er, kan man sige, ved at opstå igen.

Her er talen, som var mit bidrag ind i gudstjenesten.

Prædiken søndag d. 12. november 2023.

Metodistkirken – Golgatha. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Matt 20,1-16. 

En tid med mirakler – et hurtigt fiks.

Først vil jeg selvfølgelig gerne sige tusind tak for, at jeg må få lov til at komme forbi og være med til gudstjeneste her i Golgata. Det er helt generelt altid godt og være sammen med jer, og især er det skønt at være sammen med mennesker som tør prøve nyt og som vil noget med tro og liv. Det skal i have tak for. Altså ikke bare tak for og invitere mig, men tak for alt det i gør.

…..

Hold da fast mand! 

Jeg  bliver så forpustet, over at følge med i alt den perfekthed, som jeg synes, at livet kræver af os.

Det er så let og sige, at især de unge, spejler sig i hinanden, og i meget urealistiske idealer fra Instagram, Tiktok og alt det andet, som jeg ikke en gang kender til. Det er som om, at der er en enorm ensretning, alle ser ens ud, og kravene ser ud til at være skyhøje for alle.

Det kan de, som er lidt mere voksne meget hurtigt blive enige om. 

Men man skal jo være lidt varsom med, hvad man siger om splinten i sin brors øje, når man selv har en bjælke hængende ud af hovedet.

For alle generationer er optaget af, at leve det gode liv, som oftest er lig med det perfekte liv, fordi vi tror, at de to ting hænger sammen.

Før Instagram viste os de fotogene madopskrifter, de flotte stuer, de hotellignende soveværelser, den helt rigtige motionsform, så var det jo selvhjælpsbøgerne, som blev revet ned af hylderne hos boghandlerne. 

7 God vaner, Genvejen til, effektiv tidsstyring, timemaneger principerne, tro mig, jeg har læst dem alle sammen. 

Ligesom alle andre, ønsker jeg jo også, at livet skal fungere så godt som muligt, at tiden bruges så effektivt som muligt, at kosten, motionen, hjemmet, børnene og kærligheden skal stå snorlige og helst i moderigtige grålige nuancer, så det gør sig på Insta.

Jeg har efterhånden måttet erkende, at ligegyldigt, hvor jeg kigger hen, så er der altid nogen, som ser ud som om, de kan klare dobbelt så meget som mig, som ser ud som at livet nærmest er en legede dans. 

I den sammenligning kan man faktisk godt blive lidt misundelig. For det ser nogen gange ud som om, at der nogle, som slipper lettere om ved det hele, som om er er mirakler omkring dem. 

Den der misundelse og undren, når man selv synes, man knokler, ligsom den arbejder, der har knoklet hele dagen i vingården, føler på egen krop, da vingårdsejeren rækker ham den aftalte denar for dagens arbejde, er nok tæt ved den samme. 

Her har han knoklet hele dagen, og så har han set dem, som begyndte ved den  3., 6., 9. og 11. time, blive betalt med det samme som ham, mens han har knoklet siden solen stod op.

Det virker så uretfærdigt. 

Det er det da også. Det er himmelråbende uretfærdigt.

Set med vores jordiske retfærdighedsbegreber, er dette uretfærdigt. Det kommer vi ikke uden om, men hvad er det lige, denne lignelse faktisk handler om? 

…. For himmeriget ligner en vingårdsejer…. Det handler om himlen, om paradiset, om der hvor Guds nåde og kærlighed råder fuldt ud. Dér er der ikke jordisk retfærdighed, for jordisk retfærdighed baserer sig på sammenligning, på millimeterretfærdighed. 

Hun har fået sådan for det, så skal jeg have det samme, eller mere fordi min indsats er mere værd… Sådan er det ikke i Guds rige. 

Lad os lige kaste et blik i bibelen og se lignelsen i Matthæus kapitel 20. 

Som jeg allerede her sagt, så slår vers 1 fast at dette handler om himmeriget. 

I vers to bliver vingårdsejeren enig med den første daglejer om dagslønnen på en denar, som er en helt rimelig dagsløn. Det er det man har brug for, for at forsørge en familie.

Ved den tredje time er der flere arbejdere, som ikke har fået tjans. Det er vers 3 og 4. Gå hen i min vingård, og jeg vil betale, hvad I har ret til. 

Læg mærke til det vers.

Så bliver der hyret arbejdere igen ved den 6,9 og 11 time, hvor arbejdsdagen næsten er slut. Der er ikke aftalt løn ved de sidste tre rekrutteringer. 

De får alle det det, der er deres ret. 

I jordisk perspektiv er det ikke retfærdigt at én som har arbejdet én time får det samme som den, der har arbejdet tolv. 

Men den, der har arbejdet én time har brug for nøjagtigt det samme. En dagsløn, så livet kan opretholdes. 

Det handler om at Gud ikke ser er på, hvad vi gør, men hvem vi er. Med det mener jeg ikke, hvem vi er i familie med, eller hvorfor en kirke, vi tilhører, men at vi er (mennesker).

Det handler om at Guds kærlighed er det, som på græsk hedder agape, en kærlighed tager sit udgangspunkt i den, der bliver elsket. 

Og det vender alting på hovedet. 

Vi bør jo vide, at Guds kærlighed er så anderledes, at når vi møder den nåde, det mirakel, så bliver vi helt rundtossede. 

Vi bliver endda salige! Er det ikke sådan Jesus indleder Bjergprædiken? Salige er de fattige i Ånden, for Himmeriget er deres. salige er…. 

Det er nemt at blive forarget, når vi ligesom arbejderne i vingården ser nogle slippe let om ved det. 

Når det kommer til troens verden, så er det de samme mekanismer, som som er på spil, for vi der kalder os kristne, eller vi der prøver på at være det, så godt vi kan, faktisk har en tro på, at med jesus kom Guds rige her på jorden. 

Hvis man læser Markusevangeliet, så det i alt fald det første, jesus offentligt proklamerer: “Tiden er inde, Guds rige er kommet nær!; Omvend Jer og tro på evangeliet!”

Vi lever i en tid, på et sted, hvor Guds rige er kommet nær. 

Nogen gange får vi lov til at opleve, hvordan det er i Guds rige. Det er der mange eksempler på, men lad mig give nogle: 

Når bøn høres, 

når menesker bliver raske, 

når et menneske styrkes i sin tro, 

når et menneske får lov at møde Gud, 

når Jesus bliver mere end brødet og vinen, 

når tiden står stille i lovsangen, 

når flammerne i lejrbålet bliver helligåndsflammer, 

og mange flere eksempler. 

Jeg er sikker på, at du selv kan føje nogle til.

Vi lever i dette liv, i det jordiske hvor Guds rige er nær. 

Det er jo Guds væsen at komme til os. Vi skal snart fejre advent, hvor vi fejrer at Jesus kom og kommer igen. Indtil Jesus kommer, får vi lov til at opleve smagsprøver på det himmelske. 

Det får os til at sige, at mirakler sker, for det er sandt, at vi lever i miraklernes tid. De af jer, der kender mig ved, at jeg bedst kan lide at have begge ben plantet på jorden, men det skal ikke forhindre mig i at løfte hænderne i lovsang. 

Jeg har oplevet mirakler. 

Jeg har oplevet at tinge flasker sig i umulige situationer, jeg har oplevet Guds klare hjælp i forskellige sammenhænge i min tjeneste, hvor jeg ved, at jeg var så langt ude at jeg ikke kunne bunde. 

Jeg har oplevet at være med til at bede for et meget sygt menneske, som i dag er rask. 

Jeg har også været med til at bede for menensker, som er døde af deres sygdom. 

Miraklerne er der, Guds nærhed er her, og det betyder at den verden vi kender, som vi kan måle med centimeter og denarer, får et mere sofistikeret udtryk. 

Der sker ting, som vi ikke kan forstå eller forklare, og så må vi forlade os på vores tro også når vi længes efter et kvikt fix.

Jeg tror, at vi ligesom arbejderne i vingården, må forstå at Gud giver os det vi har brug for. Nogle har brug for mere end andre og det er helt ok.

Jeg siger igen miraklerne sker, men det er ikke det samme som at skal sætte os på bagen og vente på dem. Nogen gange sker mirakler langsomt og i proces, det har jeg set. 

Og så skal vi ikke underkende, at der hvor vi er der for andre, der hvor vi beder for andre, der hvor vi er kirke for andre med alt, hvad det indebærer, da kan det være os, fællesskabet, som er miraklet, det der leder et menneske til tro, til helbredelse eller til et fuldendt liv. Livet hvor man er i Guds hænder, som i øvrigt er noget helt andet end det perfekte liv. 

Men det er en helt anden snak, som vi må tage en anden dag.

Som kristne, som troende, lever vi i miraklernes tid, men miraklerne er Guds og de sker i hans tid. 

Vi må tage mod de mange små mirakler som er omkring os, vi må være mirakler for hinanden, og vi må forstå, at vi ikke altid forstår, hvad Gud gør. Og det er faktisk helt i orden. 

AMEN.

Hør eller læs talen fra dagens gudstjeneste fra Metodistkirken i Odense.

Prædiken søndag d. 12. november  2023.

Metodistkirken i Odense. ©Thomas Risager, D.Min.

Tekster: Salme 105. 

Taknemmelighed 1/3

Fra og med i dag er der tre søndage tilbage af kirkeåret. Det betyder, at det nye kirkeår begynder om kort tid, for det sker jo første søndag i advent. 

Den slags venden blad kalder på reflektion over livet, tiden der er gået og ikke mindst tiden, som kommer. 

Kirkeligt set ser vi frem mod første søndag i advent, hvor vi i gudstjenestefejringerne op mod jul glæder os til og over, at Jesus kom til verden som vores frelser og ikke mindst til forventingen om at han en dag kommer igen og lader sin retfærdighed råde i verden.

Her tænker jeg ikke bare på vores frelser, altså din og min frelser, men jeg tænker som verdens frelser. Som skabelsen frelser.

Så det at vi kigger frem mod advent, vil jeg selv forsøge at have i baghovedet, mens vi i dag går ind i denne nye prædikenserie. 

Vi skal have hel tre søndage, hvor taknemmeligheden er i centrum. 

Taknemmelighed! Hvordan skal man kunne det, når det er sådan, at hver gang man løfter hovedet, så er der så meget, som er helt helt galt i vores verden. 

Jeg nævner i flæng. Ruslands skamløse invasion af Ukraine. Kan ukrainerne, nu hvor nyhedens interesse forsvinder blive ved at forsvare sig? Hvad sker der, hvis de bliver nødt til at acceptere et delvist nederlag? Hvem bliver de næste, som bilver overfaldet? 

Mellemøsten er endnu en gang gået amok. Fattigdom, besættelser, religiøst vanvid, Brutalt terrorangreb ind i Israel, kæmpe militær overmagt sluppet løs mod Hamas og utallige uskyldige civile i Gazastriben. 

Hadet breder sig i en sådan grad, at der ude på SDU har været sammenstød mellem studerende på begge sider af konflikten. Samtidigt oplever det lille jødiske samfund i Danmark en stinging i antisemitismen. I Danmark er der nu jøder, som overevejer om de kan gå med kalot i det offentlige rum.

Det bør være muligt at kritisere Israel uden at være antisemitisk, ligsom en kritik af Hamas ikke er det samme som at være mod de krav på et ordentlig liv, som palæstinenserne har. 

Juli var den varmeste måned nogensinde, tørke, storme, vådeste oktober, 100 års hændelser lever ikke lige om til deres navn længere. Stormfloderne sker langt hyppigere.

Stigende polarisering, ungdom under pres, pengene er blevet mindre værd, aldrig har så mange søgt julehjælp.

Verden forandrer sig i en sådan hast, at mange opgiver at følge med og i stedet drømmer sig tilbage til de gode gamle dage, hvilket i nogen grad fodrer en stigende nationalisme. 

Så hvis nu jeg skal være helt ærlig, så er jeg selv udfordret af uro, utryghed og håbløshed for verdens tilstand. 

Problemet med det, er at de følelser har det med at bringe vores mindre pæne sider frem. Uro, utryghed og håbløshed spiller nemt hinanden stærkere og den slags kan formørke sindet og give uro i sjælen hos selv de optimistiske menensker. 

Men der er stadig håb – Der er altid håb!

Jeg vil give os den udfordring at vi finder modgiften frem. Den modgift er takenemmelighed.

Det er ikke ment som sådan noget postiv psykologi, at vi skal få det bedre af at fokusere på det positive. 

Perspektivet er større end vort eget velbefindende, sådan er det oftest, når vi taler om tro, at perspektivet er større.

 For det med tro, handler ikke kun om selv, den kristne tro lærer os netop at løfte blikket fra os selv, for at se Jesus og verden gennem ham. 

Når vi løfter blikket er det nemt at få øje på alt mørket, og der er meget mørke i verden i dag. Det er imidlertid sådan at vi er indrette til at se det, som leder efter først. 

Så hvis vi hele tiden tænker, at der er elendighed, så ser vi vi elendigheden. Hvad mon vi ser, hvis vi leder efter lyspunkter, taknemmeligheden? 

Hvad ser du?

Hvis jeg lige løfter blikket fra alt det andet, som fylder, så er der faktisk en hel hel del i mit liv, i mit arbejdsliv, i kirken, som faktisk intet mindre end fylder mig med glæde, med tryghed, med ro over at høre til og være en del af. 

Så det er der, alt det, som man kan være taknemmelig over. Jeg er helt bevidst om, at livet kan have behandlet os forskelligt, og at du måske skal anstrenge dig lidt mere end jeg, for at finde taknemmelighedspunkter. 

Siden de første kristne, som mildest talt ikke levede i en fredfyldt tid, der var faktisk krige hele vejen rundt om dem, der var forfølgelser af dem, livet var anderledes hårdt end vores, sådan i almindelighed, så var det en udpræget dyd, at man priste Gud. At man sagde tak til Gud, at man sang lovsange og spillede sin glæde over troen ud. 

Det løftede dem åndeligt, men det løftede dem også i øjenene hos dem, som stod udenfor og betragtede dem. De vandt en respekt fordi de viste at den tro de havde, faktisk gjorde en forskel i deres liv. 

Så det er det store perspektiv i at være taknemmelig og sige tak til Gud gennem de sidste tre uger af kirkeråret. 

At vise verden at troen, som vi har, betyder noget, og gennem menensker som os, i det små er med til at gøre verden til et bedre sted. 

Salme 100, som vi har foran os i dag har fire udfordringer til os: 

Bryd ud i fryderåb 

Tjen Herren 

Forstå at Herren er Gud

Gå ind ad hans porte med takkesang 

Bryd ud i fryderåb, sig tak. Gør det højt så andre hører det. Vi bør slå vinduerne op og åbne døren på vid gab, når vi i bøn og tak synger og beder med vores taknemmelighed. 

Tjen Herren 

Vi er aldrig kaldede til kun at holde gudstjeneste, bede og synge. Vi er kaldede til at tjene Herren, og det gør vi ved at tjene vores næste og være med til at gøre verden til et bedre sted for flere. 

Endelig skal vi forstå at Herren er Gud. 

Vi skal tro på Gud, vi skal stole på Gud, vi skal vide, at Gud er God, og dermed har hånd i hanke med alt det, som vi ikke forstår eller faktisk er bange for. Gud er Gud, må han hjælpe os til at fatte det. 

Slutteligt skal vi gå ind af hans porte med takkesang. Det betyder at tage mod indbydelsen til at gå med Gud i livet, ind af hans porte er ind til et indre liv sammen med ham og et ydre liv sammen med den der lider og har brug for os i verden. 

Det er det som er udfordringen og jeg har tænkt mig at tage mod den i dyb taknemmelighed. 

Amen